Ad

Jan Olszewski er død, hvem var han?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: I sidste uge døde Jan Olszewski (f. 1930). Før 1989 var han en fremtrædende advokat og systemkritiker. Efter 1989 var han i en kort turbulent periode Polens ministerpræsident. Før 1989 var han forsvarer for fremtrædende oppositionelle og bidrog i den egenskab til kommunismens fald.  Efter 1989 krævede han hårde udrensninger (”lustrace”), var til det sidste nær ven af den højreradikale eks-forsvarsminister Antoni Macierewicz og hyppig gæst i Trwam, den katolsk-fundamentalistiske TV-sender. Adam Michnik, tidligere dissident og i dag chefredaktør for dagbladet ”Gazeta Wyborcza”, hylder ham, uanset at hans og Olszewskis veje siden 1989 blev meget forskellige. 

Olszewski har haft et langt og meget omskifteligt politisk liv. Hans familie havde været med i PPS, Polens patriotiske Socialistparti (PPS). Efter krigen samarbejdede han med Mikolajczyk’s bondeparti PSL og tog derudover uddannelse i jura. Han blev som ung i 1950erne hyppig skribent ved det oppositionelle ugeskrift ”Po Prostu” og i særlig grad aktiv efter det ”polske oktober”, opstanden i Poznan i 1956 og indsættelsen af den national-kommunistiske Wladislaw Gomulka som ny leder af det kommunistiske parti.

Polen undgik blodbadet i Ungarn, men det ”polske oktober” førte på sigt ikke til demokrati, for allerede i 1957 blev ”Po Prostu” lukket af myndighederne. Og Olszewski gik herefter egene veje. Han blev i 1960erne forsvarsadvokat for fremtrædende oppositionelle, han forsvarede eksempelvis Jacek Kuron, Karol Modzelewski, Adam Michnik, Janusz Szportanski og Melchior Wankowicz.. Han deltog også i forskellige debatfora og klubber (fx ”Klub Krzywego Kola”) og protesterede i 1976 mod ændringerne i den polske forfatning, hvori  det kommunistiske parti (PZPR) blev udnævnt som den ledende politiske kraft. I 1976 var han med ved oprettelsen af Komiteen til Forsvar af Arbejderne (KOR), der banenede vejen for Solidaritet. Det var i de år venskabet med den dengang også unge Antoni Macierewicz blev skabt. Macierewicz’ patriotisme tiltrak ham mere end Jacek Kurons mere alternative venstreorienterede holdninger. 

I 1980erne, under undtagelsestilstanden slog han ind på den moderate politik og anbefalede oppositionelle, fx Michnik at søge om at rejse til udlandet i stedet for at gå i fængsel. Samtidig forsatte han forsvaret for oppositionelle og gik også aktivt ind i sagen om mordet på præsten Jerzy Popieluszko. I 1989, under rundbordssamtalerne var han ikke fremme i første række. Men han var dog med til at udtænke den organisatoriske opbygning af Solidaritet, slog her på at Solidaritet skulle gå bort fra at være brancheopdelt til i stedet i højere grad at ligne et politisk parti eller bevægelse og ikke en fagforening i den mere traditionelle betydning. Det blev også udgangen.

I 1988 mødtes han med indenrigsministeren (Kiszczak) med det formål at forhindre at strejkebølgen skulle føre til blodbad. Den og andre samtaler førte til rundbordssamtalerne og det fredelige brud med kommunismen. Han mente dog, at aftalerne blev indgået for tidligt og gav kommunisterne for store indrømmelser. Men Olszewski var dog rådgiver for Lech Walesa og også med i borgerkomiteerne. Da der udbrød ”krige i toppen” i Solidaritet, hvor Lech Walesa rettede skarp kritik mod ministerpræsident Mazowiecki og venstrefløjen i Solidaritet valgte Olszewski at gå med over i Centrumalliancen, hvortil brødrene Lech og Jaroslaw Kaczynski hørte til. På det tidspunkt bakkede han Walesa op i kravet om fremskyndelse (”przyspieszenie”) af opgøret med det gamle system fra før 1989.

Da Tadeusz Mazowiecki trak sig fra posten som ministerpræsident udså Lech Walesa, nyvalgt som præsident, Olszewski som ny regeringschef, og den opgave fik han overdraget på ny efter det første helt frie valg i 1991. Det lykkedes at få skabt en bred koalition med et spinkelt flertal bag sig i parlamentet. Som regeringschef så Olszewski det som sin opgave at føre opgøret med det gamle system helt til ende og med hårde midler, frem for alt gennem dybe udrensninger (”lustracje”) på alle niveauer.

Hans radikale linje skabte modstand, og regeringen mistede flertallet i parlamentet, to partier, Demokratisk Union og det liberale KLD stillede et mistillidsforslag til regeringen i parlamentet. Olszewski mistede også Walesa’s opbakning. I et desperat forsøg på at overleve politisk præsenterede han i starten af juni 1992 en liste over folk, herunder 64 ministre og viceministre og parlamentsmedlemmer som angiveligt skulle have samarbejdet med det hemmelige politi under kommunismen. Han beskyldte nuværende ministre og parlamentsmedlemmer for at have bragt uskyldige mennesker i ulykke i årene under kommunismen. Lech Walesa slap heller ikke fri. 

Men Olszewski’s regering faldt. Snart forlod Olszewski Centrumalliancen og dannede en ny højrekoalition sammen med bl.a. Macierewiecz, som stillede op ved valget i 1993. Men den koalition fik kun 2.7 pct. af stemmerne og ingen sæder i parlamentet. Senere, i 1997, blev han valgt til parlamentet på en ny højre-liste ”Ruch Odbudowy Polski”(”Bevægelsen for Genopbygning af Polen”), i 2001 blev han valgt for højresammenslutningen Ligaen af Polske Familjer, og i 2005 var han rådgiver for præsident Lech Kaczynski, Jaroslaw Kaczynski’s tvillingebror. Han forblev lige til sin død loyal over for sin gamle ven Antoni Macierewicz, der blev fyret som forsvarsminister i januar 2018. 

Fra sin sygeseng, kort før sin død, gjorde Olszewski status over dramaet i 1992, der førte til hans fald som ministerpræsident. Han mente, at årsagen ikke var hans afsløringer af agenter og ”lustracje”, udrensningerne, men at penge fra folk fra tiden før 1989 var blevet brugt at fælde ham.  

Kort sagt, Olszewski vil blive husket både som et symbol og forkæmper for forfulgte under det kommunistiske system og efter 1989 som nationalkonservativ og fortaler for ”lustracje”, et hårdt opgør med det gamle system. Jaroslaw Kaczynski har forsvaret hans adfærd som ministerpræsident i 1991-1992 og hans angreb på den III Republik, det system der blev skabt som resultat af rundbordssamtalerne i 1988-89. Adam Michnik og Jacek Kuron og andre gik som sagt helt andre veje.