Jamaica eller kaos

Bundestag Foto: Wolfgang Pehlemann

Fredag indledes de første sonderinger mellem alle partier i en kommende Jamaica-koalition med CDU/CSU, FDP og De Grønne

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Efter en uge, hvor de værste uoverensstemmelser mellem CDU og CSU blev bilagt eller i det mindste skudt til hjørne, er de første sonderinger med de øvrige partier gået i gang. Onsdag havde CSU og FDP de første samtaler, som ifølge begge parter foregik i en særdeles konstruktiv atmosfære.

På fredag finder det første møde mellem alle partier sted, og især De Grønne bliver nok den største forhindring, selv om partiet allerede har signaleret, at man er rede til at gå på kompromis på flere afgørende punkter. Det afgørende er, om partiets realpolitiske højrefløj formår at sætte sig igennem over for partiets ”røde” fløj, som indtil videre har nægtet enhver form for kompromis i spørgsmålet om flygtninge, familiesammenføringer og hjemsendelse af asylsøgere til såkaldt sikre oprindelseslande.

Her er det bemærkelsesværdigt, at partiet faktisk sporer en pæn fremgang i meningsmålingerne sammen med FDP. Begge ligger nu på 11 procent. For et par måneder siden, hvor De Grønne var en del af den rød-grønne blok, var partiet nede omkring 6 procent. Noget tyder dermed på, at vælgerne gerne ser, at partiet går ind og tager et reelt ansvar med ”grønne” mærkesager i en kommende borgerlig regering. Samtidig viser en anden måling, at næsten 60 procent af vælgerne forholder sig positivt til en kommende Jamaica-koalition.

De Grønne vil sandsynligvis kræve ministerposter inden for områder som energi, landbrug, trafik og miljø – og endelig er Cem Özdemir bragt i spil som en kommende udenrigsminister.  FDP har på forhånd afskrevet posten som udenrigsminister, men har til gengæld gjort krav på finans, økonomi, uddannelse og digitalisering. CSU’s hovedkrav er posten som indenrigsminister i form af Joachim Hermann fra Bayern – en ”hardliner” i spørgsmålet om flygtninge og indvandring, som er blevet styrket efter valget i Østrig.

Det store spørgsmål er så, hvad der reelt er tilbage af tunge ministerposter til Merkels parti CDU. Hvis Jamaica-koalitionen kommer i stand, skal kansleren nok belave sig på helt andre tider, hvor hun vil få meget svært ved at videreføre den topstyrede ledelseskultur, som kendetegnede Groko’en med SPD.

På den anden side er hun pisket til at få en regering på plads. Seneste meningsmålinger viser fortsat tilbagegang for både SPD og CDU. Et nyvalg, som kan blive konsekvensen, hvis Jamaica-forhandlingerne går i vasken, kan udløse en parlamentarisk krise. SPD har meddelt, at partiet går i opposition, og Jamaica-koalitionens flertal er så spinkelt, at det kan forsvinde helt i tilfælde af et nyvalg og øget fremgang for AfD.

Alle partier har dermed alt at vinde i form af en Jamaica-koalition. Alternativet er en mindretalsregering ledet af CDU, hvilket Merkel på forhånd har afvist. Et nyvalg kan svække Merkel yderligere og sende De Grønne helt ud af Forbundsdagen, hvis de vel at mærke bliver hovedårsagen til, at Jamaica-koalitionen går i vasken.

Share This