Hvorfor afviser Øst- og Centraleuropa flygtninge?

De øst- og centraleuropæiske lande siger nej tak til flygtninge, til skarp fordømmelse fra flere af de vestlige lande, men i Øst- og Centraleuropa forstår man ikke vesteuropæerne forargelse. Man mener derimod, at det er vesteuropæerne, der er naive, arrogante og vil pådude andre lande noget de selv ikke har været i stand til at magte. Vesteuropas multietniske samfund og integration af udlændinge ses som en fiasko, man ikke ønsker at gentage

 Af Ota Tiefenböck

Øst- og Centraleuropa: Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien er blevet nedstemt ved EU`indenrigsministermøde i Bruxelles den 21. september. Tjekkiet og Rumænien har meldt ud, at de vil respektere fleretalsbeslutningen, mens Slovakiet vil slæbe Europa Kommissionen til Den Europæiske Domstol. Ungarn, som siden 1. januar er blevet indvaderet af mere end 300.000 flygtninge, overvejer fortsat situationen.  Flygtningekvoterne vækker heller ikke begejstring i de baltiske lande.Flere af de vesteuropæiske lande betegner Øst- og Centraleuropa tilgang til flygtningekrisen som skandaløst og usolidarisk. De betragter det som et svigt af de europæiske demokratiske værdier og peger på, at flere af disse landes befolkninger, eksempelvis ungarere i 1956 og tjekkere i 1968, selv har været på flugt og har nydt godt af den vesteuropæiske gæstfrihed og vilje til at hjælpe mennesker i nød.

Men er de øst- og centraleuropæiske landes holdning virkelig et udtryk for, at landene ”ikke respekterer fælles europæiske værdier”, eller er den derimod, som man mener i disse lande, et udtryk for rational tænkning, sund fornuft og ansvar?

Ønsker man at forstå de øst- og centraleuropæiske landes tankegang, er det nødvendigt at forholde sig til flere forskellige faktorer. Dem kan du læse her:

Det ukendte

De øst- og centraleuropæiske lande begrunder først og fremmest deres tilgang til problematikken med, at de ikke er i stand til at integrere personer af en anden kulturel og religiøs baggrund og slet ikke i det antal, som der er blevet forlangt fra EU`s side. Ingen af disse lande har – udover ganske få cubanske, vietnamesiske eller enkelte afrikanske studerende fra tiden under kommunisterne – ingen større erfaringer med integration af befolkninger fra andre lande. Tiden under kommunisterne har betydet, at ingen er landene har oplevet muslimsk indvandring. Det betyder, at ingen af landene har en muslimsk kommunitet af en større betydning. Både befolkningerne og landenes politikere er derfor forholdsvis uvidende i forhold til islam eller folk af en anden religiøs overbevisning generelt. Alle de nævnte lande er samfund med kristne værdier og traditioner og ser derfor integration af kristne, som en lang bedre overkommelig opgave. Et bevis dertil er, at både Tjekkiet og Polen har givet asyl til til flere hundrede ukrainere fra Donbas området, og at der blandt begge landes politikere har været ønske om at få flygtninge fra denne del af verden, i stedet for eksempelvis fra Mellemøsten, som generelt betragtes som kulturelt fjernt.

Vestlig arrogance

De vesteuropæiske lande blev tidligere og bliver det til dels stadigvæk generelt betragtet som arrogante og gerne bedrevidende. Det er ikke mærkeligt. Det var de nye EU medlemslande, der efter de politiske omvæltninger i 1989 og landenes medlemskab af EU i 2004, for Rumænien og Bulgariens vedkommende i 2007, skulle ændre deres samfundsordninger til samfund baseret på demokratiske værdier, altså en samfundstype, som i mange år har været velkørende i de gamle medlemslande. Det var derfor ganske naturligt, at de gamle medlemslande i sin tid optrådte i en belærende rolle over for de nye medlemslande. Denne rollefordeling blev mere og mere udvisket med tiden, men har delvis overlevet, for begge siders vedkommende. Hvorvidt denne kendsgerning skyldes en vestlig arrogance eller østlig mindreværd er svært at fastslå, men det er formentlig et faktum, at det fortsat eksisterer. I en situation, hvor der opstå uenighed bliver denne følelse ganske naturligt forstærket, sådan som det er sket i forhold til flygtningekvoter. Det kan være medvirkende til de centraleuropæiske lande så kategorisk afviser flygtningekvoterne.

Ikke eget valg

De vestlige multietniske samfund er opstået i 60`erne, da de vesteuropæiske lande manglede arbejdskraft og importerede massevis af mennesker af en anden etnisk baggrund til deres egne lande, hovedsageligt for at udføre arbejde, landenes egne beboere ikke ønskede at udføre. Tanken i begyndelsen var formentlig ikke andet, at disse gæstearbejdere skulle være i landet, så længe der var brug for dem. Det var med andre ord i begyndelsen ikke et bevidst valg, at de vesteuropæiske samfund pludselig bestod af flere forskellige nationaliteter. Gæstearbejderne blev boende og havde, efter længere perioder i de respektive lande, ret til at blive boende. Derudover, formentlig på grund af deres antal og placering i de samme beboelsesområder, blev det ganske naturligt for dem at bevare deres egen kultur, traditioner og religion og ikke som tidligere assimilere i de samfund, de blev en del af. De centraleuropæiske lande betragter de vesteuropæiske multietniske samfund, som en del af den vesteuropæiske historie, men ikke noget landene selv ønsker at deltage i. Det er noget de vesteuropæiske lande selv har valgt i sin tid og draget en økonomisk fordel af, og som de derfor er nødt til selv at bære konsekvenserne af. Det er i denne sammenhæng ikke nogen hemmelighed, at de øst- og centraleuropæiske lande betragter de vestlige multietniske samfund, og de vestlige landes evne til at integrere borgere af en anden etnisk baggrund, som en fiasko, man ikke ønsker at efterligne.

Egne problemer

I alle de øst- og centraleuropæiske lande, med undtagelse af Polen, har man i forvejen store problemer med integration af landenes store roma-minoriteter. Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien har alle en forholdsvis stor roma-population, hvis integration volder store problemer. Der vil givetvis være delte meninger med hensyn til, om denne situation skyldes landenes manglende vilje og diskrimination eller romaernes manglende vilje at lade sig integrere, men det er et faktum, at det er et stort problem i alle disse lande. Da alle disse lande har en roma befolkning, som består af flere hundrede tusinde romaer, er det et problem af store dimenssioner som man ikke ønsker at supplere med et nyt problem.

Ingen naivitet

De centraleuropæiske lande understreger, at flygtningene slet ikke ønsker at søge asyl i disse lande, da hovedparten af dem har en ganske klar forestilling om at slå sig ned hovedsageligt i Tyskland, Sverige og Storbritannien, eller i hvert fald i den vestlige del af EU. Mange har på grund af tidligere omtalte grunde familiemedlemmer eller venner der. Man er formentlig også klart bevidst om, at livet leves nemmere på disse kanter. Det er man forundret over i Øst- og Centraleuropa, fordi hvordan kan man være krigsflygtning og søge sikkerhed, men samtidig have helt afklarede krav om, hvor man skal søge denne sikkerhed. At flygtninge alligevel får mulighed for at shoppe deres asyl rundt, hvor det er mest fordelagtigt, betragtes derfor som et udtryk for en naivitet fra vesteuropæernes side. En naivitet man hverken selv har eller ønsker at blive en del af.

Tvang duer ikke

Flygtningernes helt afklarede forestilling om, hvor de ønsker at slå sig ned bliver ligeledes set som en understregning af den ganske umulige opgave at integrere disse personer. Hvordan skal man kunne integrere personer, som slet ikke ønsker at leve i det samfund, de skal integreres i? Og hvordan skal man kunne tvinge dem til at blive, når de på et senere tidspunkt, som borger i EU får bevægelsesfrihed i hele EU? Disse faktorer vil formentlig gøre chancerne for en succesfuld integration til en endnu mere umulig opgave.

Big Brother

Alle øst- og centraleuropæiske lande har en ganske stormfuld historie bag sig, som har budt på lidt af hvert. Det betyder, at landene værner om den tilkampede velstand, som har kostet sved og tårer af de respektive landes befolkninger, men som fortsat er langtfra på niveau med levestandarden i de vestlige lande. De øst- og centraleuropæiske lande har derfor hverken lyst eller vilje til at sætte deres hårdt tilkæmpede levestandard på spil. Derudover har man på grund af historiske uretfærdigheder en negativ holdning til at andre skal bestemme på ens vegne og ønsker at værne om sin suværenitet.

Vi har overholdt EU aftalerne

De centraleuropæiske lande, især Ungarn, mener, at de har overholdt de aftaler, de har forpligtet sig til via EU. Landene mener, at det samme langtfra kan siges om eksempelvis Grækenland eller Italien, hvis beskyttelse af Schengens ydre grænse betegnes som mangelfuldt eller ikke eksisterende. Samme gælder Tysklands pludslige åbning af grænserne, som på den ene side ses som et rigtig skridt rent humanitært, og på den anden som et svigt af aftalerne i EU, som Tyskland selv må bære et ansvar af. Det skal samtidig understreges, at alle centraleuropæiske lande har givet udtryk for, at de er parat til at tage imod flygtninge, som ved indrejse udtrykker et ønske om at søge asyl i landet. Man anerkender med andre ord sit ansvar for at hjælpe mennesker, der flygter fra krig og som er berettiget til politisk asyl

Kvoter er ingen løsning

Alle de fire centraleuropæiske lande ser de fælleseuropæiske flygtningekvoter, som ingen løsning af flygtningekrisen. Problemet er mere kompleks og kan ikke løses ved en administrativ beslutning. De europæiske kvoter ses generelt som en forhastet politisk beslutning, hvis formål er at vise Europa Kommissionen handlekraftighed, men som samtidig er en overfladisk beslutning, som intet løser på længere sigt. Som ganske nødvendige dele af en eventuel løsning af flygtningekrisen nævnes især aktiv indsats i løsningen af krisen i Syrien og Libyen, skærpet bevogtning af Schengen og en indsats i nærområderne.