Ad

Hvem er Kroatiens præsident Kolinda Grabar-Kitarovic?

Kolinda Grabar Kitarovic sammen med Emmanuel Macron ved VM finalen Foto: Kremlin

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Kroatien: Kroatiens præsident Kolinda Grabar-Kitarovic, ofte kaldt ”Kolinda”, blev verdenskendt under det netop afholdte VM i fodbold.

TV stationer fra hele verden viste for over 1 mia. mennesker hende i munter dialog med ledende russiske politikere, fx ministerpræsident Medvedev, under de sidste og afgørende kampe og Vladimir Putin i finalen. Det syn behagede ikke dem, der blev væk fra fodboldtribunerne af frygt for at styrke Putin.

Det ville således være ren fantasi at se Storbritanniens Theresa May på tribunerne sammen med russiske toppolitikere. Men det har ikke skadet ”Kolinda” hjemme i Kroatien, tværtimod. Men hvem er denne Grabar-Kolinda?

En politisk nyopkomling er hun bestemt ikke. Hun stammer fra provinsen, men via udvekslingsordninger kom hun til USA og tog også eksamen her. Efter studierne i USA vendte hun tilbage til sit hjemland, hvor hun forsvarede sin doktorgrad om international politik. I begyndelsen af 1990erne arbejdede hun i statsadministrationen, fik et stipendiat ved Fullbright universitetet, blev leder af udenrigsministeriets kontor for udenrigsanliggender og europæisk integration og derefter knyttet til NATO.

Hun betragtes som munter, konservativ og også nationalist. Hun blev tidligt medlem af HDZ, Kroatiens Demokratiske Bevægelse. Som 45-årig vandt hun præsidentvalget i 2015 over den siddende præsident Ivo Josipovic. I ungdom kan hun således ikke slå Østrigs Stefan Kurz og Kanadas Trudeau.

Hun har handlet meget kontroversielt i forbindelse med forskellige nationalistiske manifestationer med relation til Kroatiens historie, frem for alt til det ”uafhængige” kirkelig-fascistiske styre under 2.verdenskrig, styret af Ustasha-lederen Ante Pavelic. Kroatien var dengang en lydstat til Hitlers-Tyskland.

Disse og andre nationalistiske manifestationer er blevet mødt med protester fra omverdenen og ikke kun fra Serbien og Israel. Kroatien har, skriver Ziemont Szczerek i det polske ”Gazeta Wyborcza”, grundlæggende de samme problemer med historien som Ukraine, der som bekendt dyrker sine ”frihedshelte” fra UPA, der under 2. verdenskrig ikke alene kæmpede mod Sovjetunionen, men også myrdede flere hundredetusinde polakker og jøder. Det har skabt alvorlige konflikter med Israel og Polen.

Grabar-Katarovic har også takket Argentina for efter 2. verdenskrig at have modtaget et stort antal kroater. De fleste der flygtede var Ustasha-folk der ønskede at undgå det blodige opgør med Ustasha, som Tito igangsatte.

Ekstrem nationalisme har også godt fat i kirken og blandt kroatiske fodboldfans, der er kendt for stærkt racistiske og nationalistiske manifestationer under kampe. FIFA har straffet Kroatien, flere kampe har måttet gennemføres for tomme tribuner. I Kroatien er sport og nationalistisk politik nært forbundet, og det bestemt ikke for det gode.

Polen samarbejder med Kroatien via tre-hav-projektet, der startede på et møde i Dubrovnik og efter planen skal binde staterne omkring Østersøen, Adriaterhavet og Sortehavet tættere sammen. Polen ser gerne dette tre-hav-projekt udvikle sig til et noget af et alternativ til integration i EU, men er stort set alene om at indtage den holdning.

Ikke engang de andre Visegrad-lande tror det eller ønsker det. Sidste år talte Donald Trump under tre-hav-konferencen i Polen. Trump vil som bekendt gerne udfordre EU. Projektet trives således ikke i bedste velgående politisk. Visegrad-samarbejdet er nået længere. Tre-hav-projektet er i dag mest koncentreret om udvikling af infrastruktur.