Hvad sker der, når diktatorer dør eller de går af?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Internationale iagttagere diskuterer ivrigt, hvad der vil ske, den dag eksempelvis Hvideruslands Lukasjenko, Kazachstans Nazarbajev og Ruslands Putin forlader deres poster – frivilligt, via kup eller som følge af dødsfald.

I tidsskriftet ”Democracy” analyserer Andrea Kendall-Tayler og Erica Frantz, hvad der er sket i årene fra 1948 og frem til 2012. De rejser spørgsmålet: er diktatorers afgang regimernes ”akilleshæl”? Betyder deres afgang forandring og mere demokrati?

Analysen viser, at diktatorers og autokraters afgang kun sjældent har ført til liberalisering og mere demokrati på kort sigt. Med andre ord, det gamle regime har gennem årene vist sig at være meget modstandsdygtigt (”resilient”).

Der er undtagelser herfra, eksempelvis Spanien, der efter Franco’s død i 1975 hurtigt fik indført demokrati. Modsat førte Josip Broz Tito’s død i 1980 til ustabilitet og kaos. I langt de fleste

tilfælde har der været en ”efterfølgerplan” (”succession plan”) for, hvordan tiden efter diktatorens afgang skal håndteres, sådan at et magtvakuum, og måske borgerkrig, undgås. Den politiske elite samler sig om en ny leder, måske en kompromiskandidat.

I årene 1948-2012 døde 79 autokrater i embedet, svarende til 16 pct. af de 495 autokrater eller diktatorer, der samlet set forlod deres poster. Også her har overgangen været ret ukompliceret. Det bekræftes også af de magtskift, vi har været vidner til i SNG-landene over de senere år.

I 2003 overlod Heydar Aliyev i Azerbajdan magten til sin søn, Alham Aliyev; han sidder stadig på posten. Den type overgang så vi også i Syrien i 2000 og i Nordkorea i 2001 efter Kim Jong-

Ils død. Efter Turkmenistans diktator Saparmurad Niazovs død i 2006 overgik magten til Gurbangulu Berdimuhammedov, også han sidder solidt på magten i dag. Og senest, i Usbekistan i 2016 døde Islam Karimov, og efter et par tilløb gik magten til tidligere ministerpræsident Shavrat Mirziyoyev. I alle landene uden nævneværdige forandringer i regimets karakter.

Andrea Kendall-Tayler og Erica Franz opridser forudsætningerne for et stabil overgang. Én forudsætning er at den politiske og økonomiske elite er stærkt og tilstrækkelig forenet, en anden, at institutionerne, herunder hæren, er loyal og bakker op om den ny leder.

Om det bliver tilfældet, den dag Nazarbajev, Lukasjenko og Putin går af ved vi ikke. Men at de alle er bevidste om problematikken omkring arvefølge og regimestabilitet er helt sikkert.