Ad

Hvad sker der i Hviderusland? En revolution er kun en begyndelse,

Minsk Opera Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Hviderusland: Hvideruslands venner må erkende, at en revolution ikke er afslutningen, men begyndelsen af en lang vej frem mod ”normale tilstande”. Det fastslår Eugen Rumer i en interessant analyse for ”Carnegie Endowment” (17.8.20). For få måneder siden, skriver han, var politik i Hviderusland mest af alt kendetegnet ved stagnation. Landet havde været ledet af den samme person i 26 år (Lukasjenko) og der var udsigt til et præsidentvalg, der mindede om de foregående. I dag er situationen helt anderledes.

I Ukraine 2013-14 reagerede Vesten mod russisk indblanding ”pr.refleks”, med hyldest til demokratiet og indførelse af sanktioner rettet mod Rusland. Det har i sig selv ikke skabt bedre forhold i landet, men skabt en fastfrossen konflikt.  En sober og langsigtet vurdering af forholdene i Hviderusland er derfor påkrævet. USA har ikke meget at tilbyde, Europa må derfor leve op til sit ansvar. 

At Hviderusland er et geostrategisk vigtigt land er åbenlyst. Hviderusland var det land, der blev passeret da Napoleon i 1812 og Hitler i 1941 invaderede Rusland militært. Tabes Hviderusland, mister Rusland den sidste ”buffer stat” op til landes vestgrænser. Det er uacceptabelt. En del peger dog i retning af, at hverken Kreml eller NATO og EU ligefrem søger efter nye medlemsstater mod øst. Lukasjenko skal dog have den kredit, at han på sin helt særlige facon har evnet at balancere mellem øst og vest. Han har over årene opnået betydelig økonomisk støtte fra Rusland og også fået udviklet en IT sektor.

Forhandlingerne om fred og deeskalering har som bekendt fundet sted i Minsk. Derfor havde EU og USA over de seneste år optøet relationerne til Hviderusland, vel at mærke kun frem til præsidentvalget den 9. august. Før præsidentvalget var der udsigt til et fald i Hvideruslands nationalprodukt (BNP) på 6 pct., mest på grund af corona pandemien. Økonomiske reformer er bydende nødvendigt, men svære at gennemføre. Meningsmålinger viser, at kun 12 pct. af befolkningen støtter en økonomisk chokterapi, 41 gradvise reformer og 35 kun reformer på ganske bestemte områder (”pinpoint changes”).

Privatiseringer af store statsvirksomheder kan derfor meget vel føre til protester. Kort sagt, der er alle gode grunde til at holde hovedet koldt. Aleksandr Milinkiewicz der frem til 2016 var leder af Bevægelsen for Frihed og vovede at stille op i opposition til Lukasjenko fastslår, at Hviderusland ikke kan udholde fem år mere med Lukasjenko (interview i det polske ”Neewsweek”33/2020).

Hans sociale pagt med befolkningen efter ”Jeg skaffer arbejde, I forholder jer loyalt”, holder ikke længere. Befolkningen er villig til at stemme på hvilken som helst anden end Lukasjenko. Det liberale visum regime og de sociale medier har haft stor betydning. Hviderusland er ikke isoleret fra omverdenen. Men vigtigt er at erindre sig, at hviderusserne ikke benytter deres nationale sprog, at de kun i beskedent omfang kender landets historie og ikke i samme omfang som georgiere og ukrainere svinger med flaget under demonstrationer og råber nationalistiske slagord.

Det øger chancen for, at Hviderusland efter Lukasjenko ikke rammes af en geopolitisk konflikt, med NATO/EU/USA over for Rusland.  Identitetspolitik spiller en mindre rolle. Frihed tolkes anderledes, som retten til at vælge egen regering og være åben over for omverdenen. Forhåbentlig oplever vi ikke et voldeligt hviderussisk ”Maidan”.