Hvad skal vi dog stille op med Rusland?

Af Uffe Gardel

En tjekkisk sikkerhedsanalytiker, Lukas Visingr, var forleden dag på gæstevisit hos Mr. East og han mente, at vi bare bør slå en streg over alle uoverensstemmelser mellem os og Rusland; ”Vesten og Rusland burde være partnere, da de på en lang række områder kan hjælpe hinanden”, skrev den tjekkiske analytiker. Han mente også at  ”Vesten mangler realisme og viljen til hårdt at gå efter sine geopolitiske interesser”.

Det svarer helt til det, Marie Krarup fra Dansk Folkeparti et par gange har sagt: Rusland er vores naturlige allierede, vi deler kristne værdier og burde derfor se landet som en naturlig allieret.

Både Visingr og Marie Krarup er drevet af et stærkt ønske om at kunne standse konflikten med Rusland og vende tilbage til en normaltilstand; et ønske som jeg tror alle deler.

Problemet er, at vi ikke kan bygge vores politik på ønsketænkning og hypotetiske idealtilstande. I den virkelige verden optræder Rusland ikke som en ven, og heller ikke som en naturlig allieret.

Et lille land som Danmark – og for den sags skyld Tjekkiet – har en stærk interesse i at der findes et internationalt, bredt anerkendt regelsæt som regulerer konflikter. Og Ruslands adfærd siden invasionen af Georgien i 2008 har været præget af regelbrud; det er som om landet direkte er gået efter at skabe størst mulig usikkerhed og uklarhed dér hvor man intervenerer. Frosne konflikter er blevet etableret i Georgien og Ukraine oven i den frosne konflikt man i forvejen vedligeholder i Moldova. Andre nabolande er blevet udsat for andre former for pres, for eksempel ved bortførelsen af den estiske politimand Eston Kohver fra estisk territorium.

Allerede af den grund er Rusland ikke en naturlig allieret, men snarere det modsatte.

Dertil kommer, at Ruslands hensigt med sin optræden er klar: Landet ønsker selv at være dén der definerer reglerne, uden om os, og landet ønsker at beskytte sig mod nye udvidelser af NATO. Det har man i Georgiens og Ukraines tilfælde gjort ved at etablere frosne konflikter, som reelt vil forhindre landene i at blive medlemmer af forsvarsalliancen, og for den sags skyld også af EU.

Vendte vi i den situation tilbage til ”business as usual”, som Visingr og Marie Krarup ønsker det, ville vi have accepteret Ruslands ret til at sætte internationale regler ud af kraft. Vi ville samtidig stå med en række uløste frosne konflikter, herunder den lavintensive krig i Donbas, som ikke bare koster menneskeliv, men også forarmer og destabiliserer Ukraine. Hvilket heller ikke er i vores interesse.

Jeg har intet bud på hvordan vi løser disse frosne konflikter, for fik man fjernet en af konflikterne, ville der være nærliggende risiko for at der opstod en ny, hvis Rusland på et tidspunkt vurderede at det var nødvendigt for at hindre for eksempel Ukraine i at indgå i det vestlige alliancesystem.

Og det er der, vi står: Vi kommer til en tid lang at affinde os med situationen; der er ikke nogen god måde at komme ud af konflikten med Rusland på. I stedet må vi lære at leve med at Rusland ikke vil være vores ven.