Husker du, så glemmer jeg

Af Peter Tudvad

Debat: I disse dage jubler vi i Vesten over, at nølehovedet og fodslæberen Scholz endelig har ladet sig bevæge og belære af alle os, der for længst har sadlet og redet den moralske kæphest til, så den kan bidrage til kampen mod autokraten og aggressoren Putin. Nu skal ukrainerne have alle de tunge våben, de overhovedet lyster, for deres krig er retfærdig, og retfærdig krig er slet ikke nogen krig, men blot fredens opbygning, og vi i Vesten vil intet andet end fred, fred hisset og her til lands.

I denne selvopfattelses majestætiske tjeneste selekterer vi venligst og vestligst vores hukommelse, så intet i denne skal minde os om, hvad vi selv begik af krigsfremmende tiltag i tiden før glemslens år nul (hvilket er år 2022 efter fødslen af ham, der spurgte os, hvorfor vi ser splinten i vores broders øje, men ikke bjælken i vores eget).

Men da det jo kan være svært at huske, hvad man skal glemme, følger her en liste over alt det, vi frem for noget bør dementere som det pureste opspind undfanget i løgnagtige sind med slet skjult trang og hang til at gå fjendens ærinde, alle disse nyttige idioter, denne femte kolonne, den forræderiske slavehær, de museale kustoder, for hvem en såkaldt historisk sandhed tæller højere end den totale krig mod verdensfjenden og den endelige sejr over ham og alt hans væsen.

Vi, vi alene ved, kun vi kender sandheden, dette mægtige isbjerg, der ikke tynges af de ni tiendedele, der skjuler sig under overfladen, men tværtimod bæres oppe af alt det, vi ikke kan, vil og bør se. Om vi dog blot kunne skjule toppen af isbjerget, også glemme den sidste rest af historien, da ville sejren være vis!

Læs også: I Ukraine kæmper det gode mod det onde, men er det hele virkelig så enkelt?