Højre-sejr i præsidentvalg presser Østrigs regering

Norbert Hofer. Foto: Franz Johann Morgenbesser / Wikimedia Commons

Norbert Hofer. Foto: Franz Johann Morgenbesser / Wikimedia Commons

Af Uffe Gardel

UffeDet østrigske establishment var mandag i chok oven på søndagens præsidentvalg i alperepublikken, som sensationelt blev vundet af en kandidat fra det højreorienterede og nationalistiske ÖVP, Frihedspartiet.

Norbert Hofer fik 36 procent af stemmerne og skal nu i anden valgrunde mod søndagens nummer to, Alexander Van der Bellen, en økonom som støttes af De Grønne. En meningsmåling viser at Norbert Hofer har fået støtte fra tre fjerdedele af de østrigske arbejdere, og i øvrigt især unge, uuddannede mænd, med sine slogans “Østrig først” (“Österreich zuerst”) og “Islam hører ikke hjemme i Østrig” (“Der Islam gehört nicht zu Österreich”).

Uanset hvem der vinder anden runde 22. maj, så er det politiske Østrig rystet: Landets næste præsident vil ikke komme fra et af de to store partier som har regeret landet siden Anden Verdenskrig, det socialdemokratiske SPÖ og det konservative Folkepartiet, ÖVP.

Hofer har ført en afdæmpet og ikke-konfrontatorisk kampagne og har tilsyneladende kunnet drage fordel af den skærpede kurs i asylpolitikken, som SPÖ-ÖVP-regeringen er slået ind på. Analytikere taler om, at vælgerne foretrækker den ægte vare, hvis der skal føres strammerpolitik.

Og nu vokser presset i de to gamle partiers baglande for forandringer, men først og fremmest rumler det hos socialdemokraterne. Fra ÖVPs regionale afdeling i delstaten Burgenland lyder der krav om nyvalg til parlamentet, og flere socialdemokratiske politikere fra andet og tredje geled har krævet forbundskansler Werner Faymanns afgang som SPÖ-formand. en lokale partiorganisation i Wien vil ikke gå så langt, men ønsker dog “en persondebat uden tabuer”.

Lederen af det Østrigske LO – ÖGB, hedder det – Erich Foglar kalder i avisen die Presse valgresultatet for “et vendepunkt” og “et brud” og siger også, at persondiskussioner hos socialdemokraterne “er så sikkert om amen i kirken”.

Den socialdemokratiske partiledelse mødes mandag aften.

 

Share This