Historie-politik er ikke blot et polsk fænomen

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU 

Polen: Jaroslaw Kaczynski, Polens reelle leder, kommenterer i ugebladet ”Do Rzeczy” striden mellem Polen og Israel om den ny lov, der er vedtaget i parlamentet, og som gør det strafbart at benytte udtrykket ”polske lejre” om koncentrationslejrene på polsk område under 2. verdenskrig. Loven straffer ligeledes påstande, der i strid med de historiske kendsgerninger går ud på, at det polske folk var medskyldig i jødeudryddelser.

Kaczynski siger, at striden kan bilægges via diplomati og dialog og ikke vil berøre USA’s og Polens fælles strategiske interesser. Han er overrasket over omverdenens reaktioner. Formålet med loven er jo at beskytte Polens ”gode navn” og holde fast i den ”historiske sandhed”.

Loven er i virkeligheden mest møntet på Ukraine, siger han. Den gør det strafbart at benægte de forbrydelser, der blev begået i det vestlige Ukraine under 2.verdenskrig af ukrainske nationalister. Den del af loven skabte ikke den store opsigt internationalt, men mere strid bilateralt mellem Polen og Ukraine. Forholdet mellem Polen og Ukraine blev takket være loven endnu mere anspændt.

I interviewet benægter Kaczynski ikke, at der var polakker der myrdede jøder under 2. verdenskrig, men det var socialt udsatte og dårligt uddannede, som forfaldt til ”banditvirksomhed” under krigen. Banditvirksomheden ramte andre end jøder, men gik mest ud over jøder.

Den polskfødte forfatter, Jan Gross, siger Kaczynski, begår den grove fejl at påstå at det polske folk som sådant tog del i myrderierne; han glemmer de mange polakker der hjalp jøderne. Negative udfald mod Polen (”antipolonisme”) har fået alt for godt fat rund om i verden, siger Kaczynski. At loven blev fremsat samtidig med årsdagen for mindet om Holocaust skyldtes kun ønsket om at få denne sag afsluttet én gang for alle.

Emnet historiepolitik behandles i øvrigt i en bredere sammenhæng i en interessant artikel i ”Polityka (7. 18), skrevet af Lukasz Wojcik. Ikke kun Polen har indført love, der gør det strafbart at udlægge historien på en bestemt måde. Tendensen er, at mange stater kun ønsker se sig selv som ofre for andres overgreb, ikke som (med)skyldige for ugerninger.

”Moralisering” og dyrkning af egne ”sejre” og følelse af moralsk overlegenhed i forhold til andre lande er vokset støt. Rusland har gennemført love, der gør det kriminelt at ”rehabilitere nazismen” og kritisere sovjetiske lederes handlinger under 2. verdenskrig. I Ukraine er det fx kriminelt at tage afstand fra UPA-OUN, der kun skal ses som en ”modstandsbevægelse”. Også i Litauen er det holdningen, at kun ”de andre” har begået onde handlinger. Som eksempel på regeringens historiepolitik nævner Wojcik den litauiske diplomat Algirdas Palecki, der tilbage i 2010 fik bøde for at mene, at der i 1991 var litauere, der samarbejdede med Sovjetmagten. Forfatteren Ruta Vanagaite fik en hård medfart, da hun i bogen ”Nasi” skrev, at den litauiske helt i kampen mod Sovjetmagten, Adolfas Ramanauskas, i sin tid havde haft nære forbindelser til KGB. Bogen blev meget hurtigt fjernet fra boghandlernes hylder.

Historiepolitik florerer som bekendt også i bedste velgående på Balkan. Men ikke blot her. Otte lande i Europa har gjort Holocaust benægtelse strafbart, i 12 lande er det også strafbart at benægte alle former for folkemord, ligesom EU i 1996 tillod at gøre det strafbart tage afstand fra dommene under Nürnberg-processen efter 2. verdenskrig.

Frankrig har vedtaget flere historielove, fx skal undervisning om fransk kolonialisme være ”positiv”, og det er strafbart at benægte retfærdigheden i domme for krigsforbrydelser. Så det er en udbredt opfattelse i Polen, at loven om de ”polske lejre” og kriminalisering af synspunkter, der ikke anerkender ukrainske nationalisters massemord på polakker, blot kopierer den type love, som vi finder i andre lande i Europa, også i det ”gamle” Europa.