Heroisering af Den Ukrainske Befrielseshær er vokset markant i Ukraine

Ukraines kontroversielle helt Stepan Bandera Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: At dømme efter meningsmålinger er opbakningen i den ukrainske befolkning til UPA/OUN vokset markant siden den russiske invasion af Ukraine den 22. februar 2022. UPA, Den ukrainske Befrielseshær, kæmpede sammen med OUN, Organisationen af polske Nationalister, mod både Rusland og Polen. OUN blev oprettet noget tidligere end UPA, i 1929. Iflg. Polen blev op mod 100.000 polakker myrdet i den vestlige del af Ukraine (“Wolynsko-Malopolskie”). Også mange jøder mistede livet. Iflg. Polen var der tale om folkemord.

Den betegnelse nægter Ukraine at bruge. 1. december, Bandera’s fødselsdato, bliver markeret af en del i Ukraine. UPA og ikke mindst UPAs leder Stepan Bandera  betragtes af mange som frihedskæmpere. Særligt fokus bliver naturligt nok rettet mod kampen mod Sovjetunionen og den Røde Hær. For 10 år siden var holdningerne iflg. meningsmålinger til UPA/OUN mere negative. 42 pct. af de adspurgte var dengang negativt indstillet. I dag er tallet iflg. en måling fra Kiev’s Internationale Institut for Sociologi helt nede på 8 pct., godt 8 gange lavere end i 2013.

Krigen mod Rusland har ikke unaturligt øget nationalisme og patriotisme.  Opbakningen til UPA/OUN har været og er stadig størst i det vestlige Ukraine. De dramatiske hændelser for 80 år siden har været og er stadig en alvorlig belastning ikke alene for forholdet mellem Ukraine og Rusland, bestemt også mellem Polen og Ukraine.

At krigen mod Rusland har øget opbakningen til UPA/OUN, kan betyde mere opbakning til Putin’s påstand om, at Ukraine styres af “bandarister og neofascister”. Den kan også skabe mindre opbakning til Ukraine i Polen, kort sagt øge “Ukraine trætheden”. Striden mellem Kiev og Warszawa om omfanget og årsagerne til massemyrderierne under 2. verdenskrig er blevet en kamp om historien. Emnet bliver taget op i Bohdan Pietka’s nye bog med titlen “Polen-Ukraine, historiepolitik” (“Polska-Ukraine, Polityka Historyczne”).

Share This