Ad

Grzegorz Schetyna, Polens næste ministerpræsident? Hvem er han?

Borgerplatformens formand Grzegorz Schetyna Foto: Aargambit

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: På indeværende tidspunkt peger mest på, at den nuværende regering i Polen, ledet af Lov og Retfærdighedspartiet vil fortsætte efter valget i oktober. Helt udelukke et regeringsskifte er dog forkert, for polsk politik har før taget uventede drejninger. Der er trods alt 2-3 måneder til selve valget. Skulle det mod forventning komme til et regeringsskifte, vil Polens nye ministerpræsident formentlig være Gzegorz Schetyna. Han leder det største oppositionsparti, Borgerplatformen. I flere år var Donald Tusk formand for dette centrumsøgende liberale parti. Men hvem er Gzegorz Schetyna?

Rafal Kalukin forsøger at give svaret i en interessant biografi i ugeskriftet ”Polityka”. Schetyna tilhører ”1963- generationen”, er således i dag 56 år. Han er født og opvokset i Opole. Studierne afsluttede han i Wroclaw, hvor han som student deltog i flere protester, bl.a. vejspærringer, rettet mod styret. Hans far havde i sin tid været aktiv i den antikommunistiske hjemmearmé under 2. verdenskrig.

Som ung, i 1980erne var som sagt Schetyna aktiv politisk, men pga. sin ungdom havde han og andre i hans generation ikke nævneværdig indflydelse på de beslutninger, der i sidste ende førte til rundbordssamtalerne i 1988-89 og sikre en fredelig overgang fra kommunisme og étpartistyre til liberalt demokrati og fri markedsøkonomi. Schetyna sluttede sig til ”kæmpende Solidaritet”, en gruppering som afviste rundbordssamtalerne i protest imod at være holdt uden for de politiske beslutninger. Der var simpelt hen ikke plads til den unge generation omkring forhandlingsbordet. Schetyna støttede derfor i tiden efter den ”optrapning” af kampen mod ”postkommunisterne”, som Solidaritets leder Lech Walesa stod for. Liberalisme og troen fri markedsøkonomi havde godt fat hos mange under den ”store transformation” lige omkring året 1989. Kort sagt, optimismen, på polsk ”wielki transformacyjny optymism”, havde dengang rigtig godt fat. Men den varede kun i et stykke tid.

I 1993 sluttede Schetyna sig til den liberale gruppering KLD, som støttede den hurtige overgang til markedsøkonomi. KLD havde pladser i parlamentet, men fik ikke del i regeringsmagten. Der var de ”Gdansk-liberale”, der skabte KLD. Den unge Donald Tusk hørte til i denne gruppering. Senere i 1990erne blev liberalismen i stigende grad forbundet med business, at tjene penge, gerne mange og hurtigt. Schetyna’s ”forretninger” var dengang meget forbundet med sport. Idealismen og følelserne, skriver Kalukin, var efterhånden mere forbundet med sport end med politik. Den ”entusiastiske” liberalisme var på retur blandt ganske mange inden for ”1963-generationen”, der blev ligefrem talt om stigende ”liberalisme-træthed”. Den helt daglige aideologiske politik blev efterhånden mest altafgørende. Demokratiet blev mere en kamp om institutionerne og forbundet med bestemte ritualer. Kynisme og nihilisme, siger Kalukin, blev udviklet blandt rigtig mange andre fra ”1963-generationen”, eksempelvis Jacek Kurski og Mariusz Kaminski. Andre, som Jaroslaw Gowin og Jaroslaw Sellin, skiftede ideologisk spor, og Radoslaw Sikorski, tidligere forsvarsminister og udenrigsminister, blev politisk marginaliseret. Denne form for afideologisering så vi mange andre steder i Europa, også i det ”gamle Europa”, hvor de politiske partier over årene har mistet terræn og politik generelt har skiftet karakter – bort fra det gamle klassiske liberale repræsentative liberale demokrati.

Schetyna blev medlem af Sejmen i 1997. Han var udenrigsminister og viceministerpræsident under Tusk i årene 2007-09, formand for Sejmen i 2010-11 og igen udenrigsminister, da Ewa Kopacz blev ministerpræsident efter Donald Tusk. Han blev formelt leder af Borgerplatformen i 2016. I sit politiske bagland har han i dag især folk fra ”1970er og 1980er-generationen”. Som sagt indledningsvist, lige nu ser den siddende regering, ledet af Jaroslaw Kaczynski’s Lov og Retfærdighedspartiet, ud til at vinde valget i oktober. Det skulle nu stå fast, at oppositionen ikke optræder samlet, i én blok. Borgerplatformen går til valget som selvstændigt parti, men måske centrum-venstrepartierne får skabt en alliance. Vigtigt for oppositionen er at få minimeret stemmespildet.