Fra ”gaden” til politik, nyt oppositionsparti i Tjekkiet
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Tjekkiet: I 2019 var over 1 mio. mennesker på gaden for at forlange regeringens og ministerpræsident Andrej Babis’ øjeblikkelige afgang. Studenterlederen Mikulas Minar var dengang i front med sin bevægelse ”En million momenter”. Målet var at skabe sammenhold blandt de forskellige grupperinger, der var i opposition til landets ledelse. I december lancerede Minar så sin plan om at oprette et helt nyt liberalt oppositionsparti. Den plan er ved at tage form. Foreløbig er der indsamlet 27.500 underskrifter, målet er at nå op på 500.000.
David Ondracka, leder af Tranparancy International i Tjekkiet, har sluttet sig til det nye parti. Det kalder sig ”LidePRO”. Det store spørgsmål er, hvor mange vælgere ”LidePRO” vil være i stand til at tiltrække. Mange tjekker er blevet politisk demobiliserede og uinteresserede. COVID-19 og vaccinationskampagnen har afledt afledt opmærksomheden fra politik.
Folk fra ”LidePRO”, skriver ”Balkan Insight” i en analyse (17.2.2021) trøster sig med, at helt nye partier har set dagens lys og er blevet repræsenteret i parlamentet ved alle de sidste valg. I 2017 lykkedes det for Piratpartiet, tidligere lykkedes det for det nuværende regeringsparti ANO. Jiri Pehe, politisk kommentator, rådgiver for Vaclav Havel, i dag direktør for New York University i Prag, mener at Minar har ”some skills” rent politisk, til gengæld har han svært ved at omstille sig fra politisk aktivist til politisk leder.
Spørgsmålet er, om ”LidePRO” vil kunne få flere vælgere til at stemme ved valget i oktober. Sker det ikke, vil det nye liberale oppositionsparti formentlig få de fleste stemmer fra Piratpartiet. Piratpartiet er i koalition med partiet STAN ved det kommende valg. En anden positionsblok er ”Spolu”, hvortil bl.a ODS tilhører.
Babis og ANO er gået noget tilbage i meningsmålingerne, meget grundet håndteringen af COVID-19 pandemien, De to oppositionsblokke har lige nu samme vælgeropbakning som ANO (ca. 25 pct.), skal vi tro meningsmålingerne. Socialdemokratiet (CSSD) og kommunisterne (KSCM) er i dag støttepartier for Babis. Derudover får Babis opbakning fra præsidenten (Milos Zeman).
Skal oppositionen overtage regeringsmagten skal valgsejren være tydelig. Ellers forsøger Zeman sig sikkert med en teknokratisk overgangsregering af den eller anden type og med ANO som det reelt bestemmende parti.