Forsoning og samling omkring Merkel

Af Uffe Gardel

Analyse. Nej, Merkel kommer ikke i år, hun bliver ikke indbudt til CSU’s partidag i München, og lomme-analytikerne vil derfor lystigt kunne skrive videre på fortællingen om Merkels snarlige fald, og det tyske politiske systems sammenbrud.

Virkeligheden er en anden.

CSU har for længst erkendt, at der kun er en fremtid for partiet i et samarbejde med CDU, ligesom de ganske mange i Merkels eget parti, som er bekymrede over hendes migrantpolitik, også har erkendt, at der er ikke en fremtid for dem uden Merkel.

Og derfor er der da også fortsat stille i CDU, mens der i ugevis fra München er afsendt forsonlige signaler om, at hvis Merkel vil være kanslerkandidat ved valget næste år, så får hun naturligvis CSU’ støtte – altså ingen kanslerkandidat Seehofer. Seehofer har ikke selv sagt det, og det var næsten også for meget forlangt af den stædige bayer, men andre tunge CSU-navne har sagt det.

Et andet tegn på forsoning er den klare udmelding om, at CDU og CSU selvfølgelig vil finde en fælles kandidat til at afløse Gauck som forbundspræsident. I første omgang vil man prøve at blive enig med SPD – man sidder trods alt stadig i regering sammen, og der er stor risiko for, at man også vil gøre det efter næste valg. Men lykkes det ikke med SPD, går CDU og CSU selvfølgelig sammen om en kandidat.

Så det er dér, vi står. Der er store uenigheder mellem CSU og CDU, og ikke kun i migrantpolitikken, hvor CSU insisterer på en fast overgrænse, og CDU siger at det ville være i strid med forfatningen. Der er også andre stærke CSU-ønsker, som indtil videre er løbet ud i sandet – vejafgiften på udenlandske biler blev forhindret af EU-regler, og pasningspenge  – til børnefamilier som ikke sender deres afkom i børnehave – viste sig at være i strid med forfatningen (det er delstaternes kompetence, ikke forbundsstaten). Og sådan kan det gå. Men nu holder man sammen om Merkel.

Det eneste udestående spørgsmål er, om Merkel overhovedet vil. Det ved vi nemlig faktisk ikke.

Der skal være valg om et år. Til den tid vil Merkel være fyldt 63, og hun vil have siddet som regeringschef i næsten 12 år. Så det vil ikke være nogen skam at forlade politik nu. Men for hendes parti er tiden ved at være gået, hvis man skal nå at køre en ny kandidat i stilling, og forsvinder Merkel, kan striden mellem CDU og CSU bryde ud i lys lue igen. Så det ville være logisk om hun fortsatte.

Men Merkel har forpasset den ene lejlighed efter den anden til at annoncere at hun vil være kanslerkandidat, senest for et par uger siden, da CDU’s og CSU’s fælles ungdomsorganisation Junge Union pegede på hende, og udtrykkeligt opfordrede hende til snart at melde ud. Det gjorde hun ikke; hun holdt en tale på Junge Unions landsmøde og lod sig hylde, men hun sagde ikke et ord om “K-spørgsmålet”. I sommer sagde hun i et interview, at hun “på et givent tidspunkt” vil sige om hun vil stille op eller ej. Og det er stadig dér vi står. Merkel tænker endnu; hun har ikke besluttet sig.