Før valgene i 2019, har oppositionen i Ukraine en chance?

Præsidentvalget i 2014 i Kharkiv Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Den mere pro-russiske opposition har ved næste års to valg i Ukraine opmærksomhed rettet mod valget til parlamentet, at vinde præsidentvalget regnes for helt umuligt. Men der bliver med al sandsynlighed ved det valg opstillet en eller flere kandidater. Det skriver Konstantin Skorkin i en analyse for tænketanken ”Carnegie Endowment.

Frem til 2014 var Regionernes Parti et stærkt regeringsbærende parti, med en stærk leder (Janukovitj) og en loyal vælgerskare bag sig, især i det syd-østlige Ukraine. Partiet var nært forbundet med de lokale oligarker. Dette ændrede sig radikal efter Maidan 2013-2014. Partiet blev reelt opløst, og mange af lederne, herunder Janukovitj selv, flygtede ud af landet.

Andre valgte at sadle om og slutte sig til de nye magthavere. Andre igen har forsøgt at få deres politiske og økonomiske interesser varetaget via en ny form for politisk repræsentation. Det skete i 2014 via Oppositionsblokken, der fik indvalgt 43 i parlamentet. Og det forsøges igen her op til de kommende valg. Problemet, skriver Skorkin, er fraværet af politisk lederskab.

Janukovitj, havde grebet om partiet og blev, trods kontroversiel adfærd, af mange betragtet som ”en mand af folket”. De mere pro-russiske kræfter fremstår opsplittet. Meningsmålingerne giver Oppositionsblokken omkring 9 pct. eller stort set det samme som ved sidste valg.

Ved præsidentvalget peger oligarken Firtash’ gruppe på Julri Boiko fra Donbas, mens Akmetovs gruppe bakker op om Oleksandr Vilkul, der er tidligere guvernør i Dnipropetrovsk regionen. Boikos chancer er blevet endnu mindre, efter han annoncerede at ville alliere sig med det nye ”For Livet” og det partis kontroversielle leder Vadim Rabinovitj. Arkitekten bag den pro-russiske alliance er Janukovitj’ tidligere chef Sergei Lyovotjkin, der satser på parlamentsvalget. Boikis chance ved præsidentvalget er lig nul. Skulle mod forventning pro-russiske partidannelser få stor fremgang ved parlamentsvalget vil det uden tvivl være ensbetydende med endnu mere uro og vold.  

Share This