Folkeafstemning i Holland kan blive Ukraines skæbnetime

Uafhængighedspladsen i Kijev Foto: Ota Tiefenböck

Uafhængighedspladsen i Kijev Foto: Ota Tiefenböck

Hollænderne kan ved landets folkeafstemning den 6. april om Ukraines samarbejdsaftale med EU ikke kun skabe store problemer for Ukraines europæiske integration, men også true stabiliteten i landet.

Analyse af Ota Tiefenböck

OTUkraine: Hollandske vælgere skal den 6. april stemme om EUs frihandels- og samarbejdsaftale med Ukraine. Resultatet af afstemningen har kun vejledende karakter, men kan i tilfælde af et nej skabe store problemer for Ukraine. En hollandsk afvisning af aftalen kan derudover svække EUs interesse for landet og i værste fald blive brugt som en undskyldning for EU til at neddrosle sine aktiviteter og hjælp til landet.

 

Afstemning om Ukraine, men uden Ukraine

Den forestående afstemning i Holland handler om Ukraine, men alt tyder på, at selve Ukraine kun kommer til at spille en ganske lille rolle hos de hollandske vælgere. Afstemningen er opstået på initiativet af en række hollandske euroskeptiske partier og kommer i en tid, hvor EU kæmper med store udfordringer i forhold til flygtninge. EUs manglende handlekraftighed i migrantkrisen har generelt svækket tilliden til unionen, og det vil utvivlsomt afspejle sig i resultatet af afstemningen.

Euroskeptikerne i Holland, som generelt ikke er imod et samarbejde med Ukraine, men imod en udvidelse af EU og EU generelt, ser derudover deres chance for at tilkæmpe sig større indflydelse forud for parlamentsvalget i Holland i 2017. Partierne vil derfor sætte alle sejl til, at resultatet bliver et nej til Ukraine.

Sker det bliver det samtidigt en underkendelse af den hollandske regerings ratificering af associeringsaftalen mellem EU og Ukraine. Aftalen er nemlig allerede ratificeret af det hollandske parlament og trådte i kraft ved årsskiftet. Det hollandske parlament kan ikke rulle beslutningen tilbage, men et nej vil ganske givet svække den nuværende regering, og dens engagement for Ukraine i EU.

 

Rusland håber det værste

Hovedparten af de hollandske vælgere har formentlig kun et ganske ringe kendskab til Ukraine, og hvad selve folkeafstemningen handler om. Det var formentlig også derfor, at Europa Kommissionens formand Jean Claude Juncker for nogen tid siden proklamerede, at Ukraine først kan gøre sig forhåbninger om et medlemskab af EU om 20 til 25 år.

De hollandske vælgere skal nemlig ikke misforstå, at de ikke stemmer om Ukraines egentlige medlemskab af EU. Afstemningen, hvis formål formentlig er ganske uklar for de hollandske vælgere, kommer derfor mere til at handle om en afstemning om for eller imod EU.

Det passer godt sammen Ruslands aktiviteter i Holland. Rusland er naturligvis interesseret i at gøre Ukraines vej mod en større europæisk integration som besværlig som over hovedet muligt og fører angiveligt en propagandekampagne mod Ukraine i Holland med selvsamme formål.

 

Ukraine har sin del af skylden

Ukraine er ikke helt uden skyld i denne ganske ugunstige udvikling. Ukraine befinder sig i øjeblikket i en regeringskrise og er reelt uden regering. Det er formentlig kun et spørgsmål om få dage, hvorefter de ukrainske politikere forventes at blande kortene igen og danner en ny regering. Men hvorvidt denne regering, mere eller mindre sammensat af de samme politikere som tidligere, vil være i stand til at gennemføre reformer og udrydde korruption i landet, er en hel anden sag.

Det er nemlig et faktum, at Ukraines politikere efter Maidan revolutionen kun har formået at skabe ganske små resultater og hverken har været i stand til at gennemføre reformer eller udrydde korruptionen i landet. Deres sløvhed har ikke ligefrem skabt velvilje omkring Ukraine i EU, som synes at være ved at miste tålmodigheden med landets ledelse. At Ukraine oven i købet er på randen af økonomisk sammenbrud, gør ikke ligefrem sagen bedre.

 

Samme samarbejdsaftale som Janukovitj afviste

Den ukrainske revolution begyndte i 2013 på grund af den daværende præsident Viktor Janukovitjs afvisning af at skrive under på associeringsaftalen med EU. Den 6. april kan det paradoksalt nok blive et europæisk land, som kommer til at afvise den selvsamme associeringsaftale som ukrainerne har kæmpet for på Maidan.

Det kan få konsekvenser for både Ukraine og EUs vilje til en fortsat støtte til landet, da en eventuel afvisning af aftalen vil få en stor symbolsk betydning. I det værste scenarium kan den føre til en yderligere destabilisering af den politiske situation i Ukraine, afvisning af aftalen vil nemlig give vind i sejlene til de prorussisk-orienterede politikere.

Derudover kan den resultere i EUs manglende lyst til at involvere sig i Ukraine. EU har problemer nok i forvejen i form af migrantkrisen og islamistisk terror, og et nej til Ukraine, endda truffet ved en demokratisk beslutning af et europæisk folk, kunne blive en chance for at trække sig ud af landet eller blot neddrosle aktiviteterne i landet, oven i købet med æren i behold.

De nuværende prognoser tyder på, at de hollandske vælgeres deltagelse i folkeafstemningen vil nå over de 30 procent, der kræves for at afstemningens resultat bliver gældende og at hovedparten af de hollandske vælgere vil sige nej til aftalen.

Share This