Før topmødet i Vilnius, Rusland stærkere end ønsket
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Rusland: Da russiske militære enheder for nogle uger siden opererede på ukrainsk side i grænseregionen og støttede Ukraine i krigen, og da Wagner gruppen marcherede mod Moskva troede mange, at Putin’s dage langt om længe var talte. Men som fremgår af internationale medier, i høj grad polske, er forholdene i Rusland lige nu økonomisk og militært slet ikke, sådan som vestlige ledere og Kiev ønsker sig.
Målinger fra tænketankene “Jurija Lewada” og “Carnegie” viser, at befolkningen ikke bakker op om dem, der bomber i deres lokalområde, det uanset hvem der gør det. Heller ikke Prigozhyn’s aktion har haft nævneværdig folkelig opbakning.
For første gang i 10 måneder er den andel af den russiske befolkning, der ønsker at krigen skal fortsætte større end den andel, der ønsker fredsforhandlinger, 48 pct. mod 45 pct. Den russiske befolknings holdninger til krigen er med andre ord blevet radikaliserede. Ruslands økonomi er en del af forklaringen. Forudsigelserne om økonomiske nedtur og krise i Rusland har ikke holdt stik. De har i høj grad været udtryk for ønsketænkning.
En del af årsagen hertil er den russiske nationalbanks rationelle ageren. Liberalt indstillede økonomer har haft uventet stor indflydelse. Putin har fået penge nok til at udbetale sociale ydelser og indeksere udbetalingerne, sådan at købekraften stort set kan opretholdes. Familier til døde og sårede soldater får udbetalt gode erstatninger. Kort sagt, optimismen er vokset. 15 pct. er “fuldt ud tilfredse”, 63 “overvejende positive”, skal vi tro meningsmålingerne.
I den situation der råder i Rusland lige nu, kan oppositionen i Rusland kun håbe på, at Ukraine vinder på slagmarken. Men det er der ikke udsigt til. Den ukrainske offensiv er stort set gået i stå. Selv Zelensky erkender det. Putin er hørt op med at bruge vendingen “mobilisering”. Han satser på og tror på, at frivillige nok vil melde sig under fanerne.
Der vil på det snarlige NATO topmøde i Vilnius næppe være stemning for at sende NATO soldater på slagmarken, og slet ikke i USA. Jan Rokita fastslår meget rigtigt i en kommentar i ugeskriftet “Sieci”, at NATO her op til topmødet i Vilnius ikke har det, der ligner en sammenhængende strategi. USA, England og Tyskland ønsker ikke give håndfaste garantier og en tidsplan for ukrainsk NATO medlemskab. Sagt med Rosati’s og mange andres ord hersker der udbredt kaos og stor forvirring her før de 31 statsledere mødes.
Traditionen tro vil mødet munde ud i fælles udtalelser, men næppe i den form, det ønskes i Kiev. Fortsat krig vil, lyder det, set i lyset af Ruslands større militære slagkraft ruinere Ukraine økonomisk og indebære en massakre på Ukraines unge generation. Genopbygningen blev på et møde for nylig i London sat til at koste 411 mia. dollar, men beløbet stiger for hver dag, krigen varer ved.