”Flygtningekrigen” i EU fortsætter
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
EU: Tidligere i denne uge kritiserede den svenske statsminister Stefan Löfven skarpt Ungarns flygtningepolitik. I weekenden tog ”krigen” til i styrke.
Østrigs kansler Werner Faymann var således ude i Der Spiegel og sammenligner de ungarske synspunkter på flygtninge med det, der minder om ”den sorteste periode i vores historie”, den nazistiske racepolitik.
De østrigske socialdemokrater mener, at Ungarn skal straffes på pengepungen og skal have reduceret støtten fra EU’s strukturfonde som straf for at bryde EU-retten og EU-solidariteten.
Også den tyske vicekansler, Sigmar Gabriel retter skarp kritik mod Orbán og hans regering. I spørgsmålet om kvoter på EU-plan får Orbán dog stadig støtte fra de andre lande i Visegrad-samarbejdet, Polen, Tjekkiet og Slovakiet.
I alle Visegrad-landene har der i de seneste dage været anti-flygtninge demonstrationer, der har samlet tusinder, hvorimod hovedstæder i det ”gamle Europa” har haft store demonstrationer til støtte for flygtningene.
Alt tyder derfor på, Europa stadig er et meget delt kontinent – bestemt også lige nu i flygtningespørgsmålet.
Kilde: det slovakiske dagblad ”Pravda”