Fattige albanere er god profit for menneskesmuglere
Menneskesmuglere tjener fedt på at skaffe fattige albanere ud af landet
Af Mathilde Laurent
Albanien: I det nordlige Albanien, i den fattige region, Malsia e Madhe, er der god forretning i menneskesmugling af armodige albanere. Det skriver nyhedssitet, Balkan Insight.Fattige familier sætter sig selv i dyb, økonomisk gæld for at kunne sende deres pårørende ud af landet. Ifølge efterforskningsnetværket, BIRN, så kan en sådan rejse let koste den blinde passager 25,000 amerikanske dollars.
Denne illegale udvandringsstrøm har været et kendt fænomen i området igennem de seneste årtier, lige siden landets kommuniststyre kollapsede, og Albaniens landegrænser atter lukkede op.
Smuglerruten går fra Albanien videre til Makedonien, Bulgarien, Østrig og dernæst Spanien – det vil sige lande, som Albanien har en visumfriaftale med og hvor der forekommer nedsat grænsekontrol. Fra Spanien vil illegale immigranter typisk flyve til USA med falske bulgarske pas.
Andre smuglerruter fører illegale immigranter med skib til Guatemala, hvorfra de rejser med bus og tog for at nå til den mexicansk-amerikanske grænse.
Ifølge BIRN viser officielle dokumenter, at der i 2012 blev standset og visiteret 56 albanske immigranter ved den mexicansk-amerikanske grænse, og at antallet dernæst var steget til 487 det følgende år.
Spørger man Viktor Popaj, som er borgmester i kommunen, Kastrat, i det nordlige Albanien, så bærer den albanske regering skylden for denne ulovlige udvandringstendens, som forekommer i området.
”Folk forlader området, fordi der ikke er nogen jobudsigter, og derfor ser mange albanske familier sig nødsaget til at forlade deres hjem”, siger han.
Kilder: http://www.balkaninsight.com