Fagforeningen Solidaritet har afholdt kongres

Solidarnosc ved en demonstration i 2011 Foto: Derzsi Elekes Andor

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Den 25.-26. oktober afholdt den legendariske polske fagbevægelse Solidaritet kongres i Czestochowa. Kongressen skulle vælge formand og ledelse, vedtage et program, nye statutter og gøre status generelt. Solidaritet er en omdiskuteret fagforening, for politisk har den helt valgt at koble sig tæt til det regerende Lov og Retfærdighedspartiet.

Ministerpræsident Tadeusz Morawiecki er jævnligt i kontakt med Solidaritet og altid til disposition og boykotter den konkurrerende fagforening OPZZ. Solidaritet har som svar været tilbageholdende, når det gælder strejker rettet mod forskellige upopulære initiativer fra regeringens side, for de tætte forbindelser betaler sig. Eksempelvis har Solidaritet fået gennemtrumfet søndagslukning i butikkerne. Sagt med journalisten Leszek Kastrzewskis ord (i ”Gazeta Wyborcza”), Solidaritet og regeringen er ”én organisme”.

Præsident Andrzej Duda holdt naturligt nok tale til de delegerede under kongressen. Under valgkampen i 2017 støttede Solidaritet aktivt Dudas præsidentkandidatur. Den tidligere mangeårige formand, Janusz Sniadek blev valgt til parlamentet for Lov og Retfærdighedspartiet og Marcin Zieleniecki, ekspert for Solidaritet, er i dag vicearbejdsminister i Morawieckis regering.

Piotr Duda blev genvalgt til formandsposten uden modkandidater og næsten enstemmigt. Det blev under kongressen vedtaget at satse på at få flere ind under kollektive overenskomster. Også spørgsmålet om pensionsalderen prioriteres højt. Det blev vedtaget at forlænge perioden for de regionale ledere for Solidaritet fra 4 til 5 år.

Solidaritet har i dag 700.000 medlemmer, ikke meget i et land med næsten 40 mio. indbyggere. Tidligere Solidaritet-leder Lech Walesa har for længst lagt afstand til sin gamle fagforening. Walesa er skarp kritiker af Lov og Retfærdighedspartiet og dette parties leder, Jaroslaw Kaczynski. Modsætningsforholdet mellem de to går tilbage til begyndelsen af 1990erne.

Share This