Europas hjerte 

Tyskland og Polen udgør Europas centrale geografiske omdrejningspunkt, men bevæger sig i disse år i vidt forskellig retning og skaber dermed en situation, hvor kontinentet måske igen vil opleve en form for deling

Af Thomas Lie Eriksen 

Europa: Den franske forfatterinde Germaine de Staël (1766-1817) benyttede i sin bog om Tyskland – De l’Allemagne fra 1813 udtrykket Europas hjerte om det tysktalende område på et tidspunkt hvor tyskerne endnu ikke var samlet som stat, men hvor Preussens østlige besiddelser udgjorde hvad der i dag er en central del af Polen: Europas hjerte. Tyskland og Polen udgør dog også på en anden måde et hjerte: Mørkets hjerte som i Joseph Conrads (1857-1924) berømte roman om civilisationens tynde fernis over rendyrket barbari. Europas hjerte slår igen stadig stærkere og er måske ved at komme ud af kontrol i takt med at spændingerne mellem Berlin og Warszawa stiger.

Øst eller Vest? 

Mr. Easts egen analytiker Søren Riishøj påpegede for nyligt i en artikel, hvordan Polen sikkerhedspolitisk måske gradvis er ved at vende sig mod øst i samarbejde med Ungarn og Viktor Orban. Således skal der afholdes topmøde mellem den polske og russiske udenrigsminister, hvor de sædvanlige belastede spørgsmål ikke på forhånd er bragt frem. Samtidig arbejder polakkerne på at styrke båndene til Hviderusland. Dette finder sted samtidig med, at regeringen og parlamentet er i gang med at undersøge muligheden for at anlægge sag mod Tyskland med henblik på at opnå yderligere erstatninger for forbrydelserne under Anden Verdenskrig. Enkelte parlamentsmedlemmer mener, at det samme skal undersøges i relation til Sovjetunionen/Ruslands overgreb mod Polen under krigen, men det er indtil videre et fåtal og endnu ikke på nogen måde sat i værk. Derimod virker det, som om store dele af den (konservative) politiske elite i Warszawa er parat til at brænde samtlige broer i forholdet til Tyskland.

Det er imidlertid ikke kun i relation til Berlin, at Polen nu slår ind på en anden kurs. Således melder udenrigsminister Waszczykowski meget overraskende, at den planlagte import af LNG-naturgas fra USA er for dyr en løsning. Endelig bliver det også meldt ud, at et planlagt amerikansk våbenindkøb nok heller ikke bliver realiseret pga. af ufavorable vilkår. Man skal altid være forsigtig med at tolke mindre detaljer og uoverensstemmelser som udtryk for afgørende politiske ændringer, og personligt vil jeg se det, før jeg tror på et endeligt brud mellem Polen og Vesten. Når det er sagt, er det nogle højst usædvanlige udmeldinger, der er kommet fra den polske regering. Hvordan kan vi forsøge at forstå dette tilsyneladende skift i polsk udenrigs- og sikkerhedspolitik?

Historiens forbandelse

Enhver stat må grundlæggende forstås ud fra sine historiske og geografiske forudsætninger. I forbindelse med krisen i Ukraine er der blevet skrevet meget om, hvorledes Ruslands reaktion på begivenhederne må ses på baggrund af russernes historiske oplevelser med talrige invasioner og en evig frygt og usikkerhed over for omverden. Hvis der er nogen, der kan gøre Rusland rangen stridig i forhold til historiske traumer, må Polen være det oplagte valg: Polen har gennemløbet en historisk udvikling fra stormagt i union med Litauen i 15- og 1600-tallet, hvor det bl.a. lykkes at indtage Moskva i 1610, til at blive reduceret til en brik i det europæiske magtspil med flere delinger af sit territorium og endelige til landets ophør som suveræn stat. Ved Første Verdenskrigs afslutning opnåede polakkerne kortvarig selvstændighed, og derefter fulgte den Anden Verdenskrigs ubegribelige rædsler, som førte direkte til russisk dominans gennem 45 år. Med denne voldsomme historie in mente må polsk udenrigspolitik nødvendigvis være centreret omkring et klart mål: At bevare sin politiske uafhængighed og handlefrihed – koste hvad det vil. Det centrale spørgsmål må derfor altid, set fra Warszawa, være, hvem der udgør den største trussel mod Polens politiske selvstændighed. I disse år, hvor al opmærksomhed er rettet mod angivelige russiske aggressioner, synes svaret på dette spørgsmål åbenlyst, men måske er den realpolitiske virkelighed mere kompliceret end først antaget.

Tyskland eller Rusland, pest eller kolera. Sådan har perspektivet været uforandret gennem Polens moderne historie. Efter murens fald var det en hovedambition for skiftende regeringer at skabe en løsning, der kunne frigøre polakkerne fra dette sikkerhedspolitiske mareridt. Svaret bestod i at orientere Polen sikkerhedspolitisk entydigt mod USA gennem NATO, mens den økonomiske politik blev vendt mod Vesteuropa i form af EU-medlemskab. Det er denne konstruktion, der nu for alvor begynder at krakelere. Fra begyndelsen af det europæiske fællesskabs historie var det styrende princip, at den enkelte stat afgav en del af sin suverænitet til en overnational instans, hvorved Europas mange nationalstater i et samlet fællesskab kunne formulere sig med en stemme og dermed stå langt stærkere på den internationale scene og samtidig mindske risikoen for krig på det ellers så voldelige kontinent. Da den globale finanskrise ramte verden med fuld styrke i 2008, ændredes billedet imidlertid dramatisk.

Det europæiske magtspil

De ledende europæiske magter, ikke mindst Tyskland, erkendte, at det var nødvendigt med langt mere integration og central styring, hvis det europæiske projekt skulle overleve. Men hermed opstår en konflikt mellem Warszawas behov for at værne om sin politiske uafhængighed og Berlins (og Paris`) ønske om at redde den europæiske union. Selv om man i Warszawa næppe havde den store sympati med Grækenland og dets økonomiske genvordigheder, må den behandling, som grækerne blev udsat for fra Bruxelles og Berlin, have givet stof til eftertanke. Grækenland blev forvandlet til en vasalstat og mistede totalt sin politiske suverænitet og blev offentligt ydmyget gentagne gange. Kunne Polen måske på et tidspunkt udsættes for en lignende behandling?

Svaret på det spørgsmål er i øjeblikket ved at folde sig ud. Den nyvalgte franske præsident Macron har netop afsluttet en rundrejse i Central- og Østeuropa, hvor hovedformålet var at sikre større opbakning bag fransk europapolitik, herunder ikke mindst en ny aftale om arbejdskraftens fri bevægelighed på mere ensartede vilkår. Rejsen bragte Macron til Østrig, Slovakiet, Tjekkiet, samt Rumænien og Bulgarien, men altså ikke til Polen og Ungarn, hvilket ikke var en tilfældighed. Macron brugte således pressekonferencer på sin rundtur til åbent at kritisere Warszawas og Budapests angivelige usolidariske europapolitik. Målet synes klart: Enten at tvinge Polen og Ungarn til at rette ind eller forsøge at isolere de to stater fra de øvrige østeuropæiske lande. Den sidste del af taktikken lader til at virke. Tjekkiet og Slovakiet virker i hvert fald klar til at orientere sig mod EUs kerne på bekostning af Visegrad samarbejde, som Mr. Easts chefredaktør Ota Tiefenböck bemærker i en analyse.

Mellem fortid og fremtid

Den manglende vilje fra de øvrige central- og østeuropæiske stater til at støtte Polen og Ungarn i deres korstog mod “kerne-Europa” – Tyskland og Frankrig, betyder, at det stort anlagte geopolitiske koncept om “Tre havs forbundet” eller Intermarium (latin for mellem havene), som blev udviklet i Mellemkrigstiden af den polske statsmand, diktator og feltmarskal Józef Piłsudski (1867-1935), og som dengang og nu skulle søge at genskabe Polens status som europæisk stormagt ved at placere Warszawa i lederrollen for staterne mellem Østersøen og Sortehavet. Men uden opbakning fra Tjekkiet og Slovakiet må denne plan opgives, hvilket efterlader Polen (og Ungarn) i en form for geopolitisk ingenmandsland. Det sidste led i den polske strategi for at bevare politisk uafhængighed er forbundet med NATO og en stærk amerikansk tilstedeværelse i Europa. I forbindelse med sommerens G-20 topmøde i Hamborg valgte Præsident Trump at besøge Warszawa og holde en stort anlagt tale om amerikansk udenrigspolitik og strategi. Valget af den polske hovedstad som kulisse for udfoldelsen af præsidentens strategiske visioner synes kun at bekræfte Polens betydning som amerikansk allieret særligt nu, hvor relationen mellem Berlin og Washington er meget anstrengt.

Men det centrale spørgsmål forbliver, hvor meget Polen egentlig kan bruge sin amerikanske forbindelse til, eller om Washington er placeret for langt væk geografisk såvel som mentalt til for alvor at kunne afhjælpe Polens strategiske byrder? Amerikanske troppers tilstedeværelse på polsk territorium kan muligvis afskrække russerne fra at angribe, men indgår dette scenarium overhovedet i Moskvas planer? Måske er den militære trussel fra Rusland blevet overdrevet, som også debatten i Danmark tyder på. Under alle omstændigheder kan den amerikanske tilstedeværelse ikke forhindre den tyske politiske og økonomiske dominans, som på sin egen måde udgør et lige så presserende problem som den russiske trussel, i hvert fald i polsk perspektiv. Det tyske problem er dog langt mere subtilt, hvorfor amerikanske militærmuskler ikke umiddelbart kan løse denne del af polakkernes sikkerhedspolitiske problemer. Dertil kommer spørgsmålet om den politiske stabilitet internt i USA, og hvordan de kaotiske tilstande under Trumps præsidentskab vil påvirke udenrigspolitikken og en verden, der på mange områder står i flammer.

Hvori består så løsningen for Polen? Kan ønsket om total politisk uafhængighed forenes med medlemskab af EU? Med de omfattende tysk-franske integrationsbestræbelser synes det meget vanskeligt. Ungarn med Orban i spidsen har i sikkerhedspolitikken forsøgt en balancegang mellem Bruxelles og Moskva, hvor ungarerne tilsyneladende ikke lider under de samme komplekser over for russerne, som det er tilfældet i Polen. Linedansen mellem øst og vest kan dog blive svær at opretholde, hvorfor der i længden må træffes et valg. Det vil være skæbnens grusomme ironi, hvis man i Warszawa kom frem til, at man bedst kan bevare sin nationale suverænitet i en eller anden form for samarbejde med Moskva, men de historiske fordomme og oplevelser stikker dybt, og det vil blive overordentlig vanskeligt for Polen og Rusland for alvor at nærme sig hinanden, men dermed ikke sagt, at det er umuligt. Efter at Polakkerne opnåede selvstændighed ved Første Verdenskrigs afslutning, var den udbredte opfattelse, at man ikke kunne stole på nogen. Der kom støtte fra Vesteuropa i form af militær bistand og rådgivning, men grundlæggende stod Polen alene. At det kunne lade sig gøre, fandt man bekræftet, da det lykkedes at holde stand i den polsk-sovjetiske krig, der udspillede sig fra 1919-1921. Det var ikke nødvendigt at vælge mellem øst og vest, Tyskland eller Rusland. Men som historien skulle vise, var det en katastrofal tilgang til udenrigspolitikken. Situationen i dag kan ikke uden videre sammenlignes med mellemkrigstiden, og dog synes visse strukturelle forhold at være de sammen. Polen er endnu engang fanget mellem øst og vest, og de politiske spændinger stiger endnu engang i Europa. Kontinentets hjerte er måske ikke på vej ind i mørket, men den strålende fremtid og de mange forhåbninger, der knyttede sig hertil efter murens fald, er langsomt ved at fortone sig i horisonten.