Europæiske politikere har nu krydset Rubicon i Ukraine-konflikten

Macrons ord om en mulig udsendelse af NATO-soldater til Ukraine tyder på, at de europæiske politikere i deres krigsiver har krydset Rubicon: Nu er en diplomatisk løsning ikke længere mulig. Der tegner sig i stedet kun fire mulige løsninger af konflikten – og ingen af dem er gode.

Kommentar af Ota Tiefenböck

Debat: Konflikten mellem Rusland og Ukraine/USA er ikke anderledes end en konflikt mellem to ægtefæller eller venner. Ønsker man at løse en konflikt, er det nødvendigt at anerkende og respektere den anden parts udlægning af problemet og indgå dialog og forhandling, også selvom den kan ligge langt fra ens egen opfattelse af virkeligheden. Alt andet fører blot til en eskaleret konflikt, brud og krig.

Emmanuel Macrons ord, senere bakket op af bl.a. Polens udenrigsminister Radoslav Sikorski, om udsendelse af NATO-soldater til Ukraine viser tydeligt, at europæiske politikere ikke er villige til sådan en tilgang, og at en diplomatisk løsning af konflikten i Ukraine ikke længere er en realistisk mulighed. Et forsøg på at finde diplomatiske løsninger af konflikten nu ville nemlig ikke blot betyde, at man måtte give uværdige indrømmelser til Rusland. Det vil også betyde, at de europæiske politikere måtte indrømme, at deres dispositioner var en stor fejl og svigt af deres egne befolkninger – og af den ukrainske befolkning. Dispositionerne om at eskalere krigen ved stadig større og større leverancer af våben til Ukraine har nemlig kun resulteret i hundredtusindvis af menneskers død og tiltagende ødelæggelse af Ukraine. Og læg dertil en voldsom økonomisk belastning af de europæiske budgetter på grund af stigende oprustning, økonomisk støtte til Ukraine og krigsflygtninge fra Ukraine, og desuden en forringet konkurrenceevne af den europæiske industri og handel på grund af krigen.

De europæiske politikere havde ellers gode muligheder for, sådan som man kunne forvente af en modtager af Nobels Fredspris i 2012, nemlig EU, at presse en diplomatisk løsning igennem og kæmpe for fred. Både inden krigen opstod, men også senere, fx ved fredsforhandlingerne umiddelbart efter den russiske invasion i Ukraine. I sidste uge blev der offentliggjort dokumenter om, hvad russerne forlangte for at indgå en fredsaftale. Forslaget indeholdt angiveligt Ukraines tilsagn om at opgive sine bestræbelser på at tilslutte sig NATO og bevare sin neutrale status. Dokumentet fastslog også, at Krim skulle forblive under russisk kontrol – dog uden en formel overgivelse af suverænitet fra ukrainsk side. Dokumentet indeholdt derimod ikke et forbud mod Ukraines indtræden i EU. Teksten regnede også med en reduktion af ​​det ukrainske militær – her insisterede Rusland angiveligt på 85.000 tropper, 342 kampvogne. En del af aftalen var ifølge Washington Post også et forbud mod indsættelse af udenlandsk militærpersonel og våben i Ukraine, herunder missiler. Det kan man naturligvis tænke mange ting om, men det kunne have været et udgangspunkt for en diplomatisk forhandling, ikke nødvendigvis det endelige resultat. Der har floreret en del forklaringer om denne forhandling, men det er formentlig kun ganske få mennesker, der ved med sikkerhed, hvad der virkelig skete.

Faktum er, at diplomatiet blev fejet af bordet, og at der heller ikke senere blev gjort nævneværdige forsøg på at finde en forhandlet løsning. Nu tyder alt på, at det er for sent. Der tegner sig således kun fire muligheder for den videre udvikling af situationen i Ukraine.

Tredje verdenskrig

Det var, og er fortsat, naivt at tro, at konflikten i Ukraine kan løses militært. Et land med p.t. skønsmæssigt maks. 26 millioner indbyggere, som fortsat er i Ukraine, kan ganske enkelt ikke besejre en atommagt med en befolkning på 146 millioner indbyggere – uanset hvor mange våben, vi sender afsted til ukrainerne. Vi ved ikke, hvor mange ukrainske soldater, der har mistet livet under krigen, men den kommende mobiliseringslov, som er ved at blive vedtaget i Ukraine, samt den russiske fremgang ved fronten, tyder på, at Ukraine allerede mangler soldater, og at færre og færre ukrainere har lyst til at lade sig mobilisere og miste livet i krigen.

I sådan en situation er Emmanuel Macrons udmelding, senest lørdag i Le Parisien, om en evt. udsendelse af NATO-soldater en naturlig reaktion og fortsættelse af den politik, EU har ført i konflikten. Den vil nemlig give de europæiske politikere mulighed for ikke at tabe ansigt og vil være en naturlig fortsættelse af den etiske fortælling om, at det onde skal bekæmpes uanset, hvad det koster. Der er formentlig, uanset om det sker eller ej, allerede udarbejdet planer om, hvordan sådan en indsættelse af NATO-soldater i Ukraine skal foregå, og flere og flere europæiske politikere bakker op om tanken. Det står dog klart, og som sådan da også meddelt af Kreml, at det vil udløse en tredje verdenskrig. Det er naturligvis ikke sikkert, at sådan en krig nødvendigvis vil være alt ødelæggende atomkrig, men da NATO ganske sikkert vil være overlegen i en konventionel krig med Rusland, som i Ukraine har vist ikke engang at være i stand til at indtage en by som Kharkiv. Et eventuelt russisk nederlag i krig mod NATO, ville med sikkerhed betyde en ende for de nuværende russiske magthavere. Det er således meget sandsynligt, at disse ville trykke på knappen for de russiske kernevåben, da de ikke ville have noget at miste.

Langvarig konflikt

En langvarig, til tider frossen, konflikt i Ukraine er formentlig det mest sandsynlige scenarium for konflikten i Ukraine. Også denne løsning vil give de europæiske politikere mulighed for at holde fast ved deres ideologiske tilgang til konflikten og fortællingen om bekæmpelsen af det onde. Taberne ved sådan en løsning vil være dels ukrainere, som fortsat måtte leve i usikkerhed, langvarig konflikt og begrænsning af individuelle friheder, dels europæere, som ikke blot skulle leve i en usikker sikkerhedsmæssig situation i Europa – men fremover også skulle finansiere Ukraines drift og deres egne fortsatte oprustning. De mange midler, som EU allerede har sendt til Ukraine, vil således blive fulgt op af endnu mere økonomisk støtte. Her er det umiddelbart ikke afgørende, hvorvidt nogle af pengene, som hidtil, vil være direkte støtte og delvist lån, da formentlig ingen nulevende europæere vil være i live, når/hvis disse lån bliver betalt tilbage. Hvor længe vil den europæiske befolkning være villig til at leve under disse forhold? Det er et åbent spørgsmål, men en ustabil politisk situation i flere europæiske lande er ikke et urealistisk scenarium.

Trump som amerikansk præsident

Hvis Donald Trump vinder det amerikanske præsidentvalg i november, vil han med en stor sandsynlighed være opsat på at løse konflikten i Ukraine – og på den måde vise, at han er i stand til at løse en konflikt, hans forgænger på posten ikke har været i stand til at løse. Hvad en aftale med Rusland ville indeholde, er umiddelbart svært at gætte sig til, men Trump vil sikkert gå langt og være parat at give store indrømmelser til Rusland på bekostning af Ukraine for at løse konflikten. Det positive ved sådan en situation vil formentlig være, at han ved samme lejlighed vil være i stand til at lave en stormagtsaftale med russerne: Altså en ny sikkerhedspolitisk aftale, som den nuværende ledelse afviste at indgå med Rusland inden krigens start, og som den efterfølgende enten ikke var interesseret i at indgå eller – med alt respekt for den amerikanske ledelse – ikke har evner til at indgå. Joe Biden på grund af sin fremskredne alder, Kamala Harris på grund af manglende kompetencer. Også her vil regningen blive betalt af EU, men det ville give de europæiske politikere mulighed for at komme ud af konflikten med æren i behold – og stiltiende give udtryk for deres foragt for Trump.

Et magtskifte i Ukraine

Den sidste udgang af konflikten i Ukraine kan blive forårsaget af ukrainernes stigende utilfredshed, dalende villighed for at aktivt deltage i krigen og ikke mindst psykisk pres. Det er meget muligt, at et stigende pres kan få ukrainerne til at afsætte den nuværende ukrainske ledelse og indtage en mere realistisk tilgang til fortsættelsen af krigen og genoprettelsen af de ukrainske grænser. Et kup i Ukraine er ikke længere en umulig tanke. Vi har set de første tegn på uoverensstemmelser mellem den politiske ledelse og militære ledelse, jvf. Zelenskijs fyring af hærchefen Zaluznyj. I sådan en situation ville det naturligvis være afgørende, hvem de nye ukrainske magthavere ville være, og hvilken orientering af landet de ville ønske fremover. En ny ledelse kunne fx acceptere de til den tid med sikkerhed strenge krav fra russisk side og orientere resten af det Ukraine, der ville være tilbage, mod EU. Regningen for det hele ville fortsat blive betalt af EU, men også her ville give de europæiske politikere få mulighed for at komme ud af konflikten med æren i behold. I sådan en situation kunne man pege på, at det var ukrainernes beslutning, og at europæerne havde gjort, hvad de kunne for at hjælpe ukrainerne i kampen mod russerne.

Uanset hvilken af de fire muligheder, som ender med at blive til virkelighed, står det ganske klart, at europæerne skal indstille sig på, at de gode gamle dage er ovre. En ustabil sikkerhedspolitisk situation, fortsat oprustning, og økonomisk belastning og nedgang synes i de kommende år at blive hverdag i Europa. Taberen i det hele bliver, til trods for den enorme økonomiske støtte fra EU, også Ukraine. Det vil tage mange år at genopbygge resterne af landet og forhåbentligt skabe en politisk virkelighed og korruptionsfrit samfund, baseret på demokratiske regler – noget Ukraine aldrig rigtig har været i stand til at skabe siden sin selvstændighed i 1991. Dertil kommer, at mange af de ukrainere, som har forladt landet, ikke vil vende tilbage. Mange af dem har allerede skabt sig et nyt liv i deres modtagerlande og vil ikke have lyst til at tage tilbage til elendighed. Her er det nødvendigt at bemærke, at det ofte er de veluddannede, som landet naturligvis vil mangle i genopbygningsfasen. I EU, som hungrer efter arbejdskraft, bliver der utvivlsomt taget godt imod dem.

Det er umiddelbart svært at gisne om, hvilken af de fire muligheder ender med at blive udfaldet af konflikten i Ukraine. Macrons udtalelse tyder dels på, at der er kræfter i EU, som ønsker en militærløsning og indsættelse af NATO-soldater i Ukraine, dels på, at EU p.t. ikke har en statsmand, der kan træde i karakter og tage førerrollen. Den såkaldte EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, Josep Borell, som burde varetage denne rolle, har øjensynligt hverken evner eller format til at gøre det. En militærkonflikt er således desværre ikke et utopisk scenarium. Også fordi hvor længe kan humanistiske europæere se på, at ukrainerne bliver slagtet af den russiske krigsmaskine.