EU regler giver hovedpine i Polen, nu bliver det sværere at ansætte arbejdskraft fra Ukraine

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Alene i 3. kvartal i 2016 indsendte polske firmaer 313.000 ønsker (”oswiadczen”) om ansættelse af arbejdskraft fra Ukraine, en stigning på ikke mindre end 70 pct. i forhold til året før.

Tilladelserne sker efter en såkaldt ”forenklet procedure”, men den stemmer ikke med EU’s regler. Nu er Polen imidlertid blevet tvunget til at følge EU’s regler, og det vil gøre ansættelse af ukrainere vanskeligere.

Arbejdskraft uden for EU skal ske enten i form af sæsonarbejde (gældende for 8 måneder) eller på kortere sigt (for 6 måneder), og proceduren for ansættelse bliver mere langstrakt og besværlig og kræver mere dokumentation fra arbejdsgiveren.

Arbejdskraft fra Ukraine og andre SNG-lande udfylder flaskehalse på det polske arbejdsmarked. Arbejdsløsheden er officielt 8.2 pct., men meget lavere i vækstregioner og i bestemte brancher.

En af årsagerne til flaskehalsene på arbejdsmarkedet er udvandringen af polsk arbejdskraft til vestlige lande, i alt 2.4 mio. arbejder i udlandet. Dertil kommer demografiske forhold, færre i den arbejdsdygtige alder.

En del af arbejdskraften fra Ukraine vælger at drage videre vest på og søge arbejde. I 2015 blev der givet 782.000 arbejdstilladelser. Heraf tog de 500.000 rent faktisk arbejde i Polen, så op mod 300.000 har søgt arbejde andetsteds i Europa.

Share This