EU ophæver sanktioner mod Hviderusland

Den hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko  Foto: Okras

Den hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko Foto: Okras

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Hviderusland: EU’s udenrigsministre besluttede mandag at ophæve de fleste sanktioner mod Hviderusland fra marts måned. Kun våbenembargoen og sanktioner over for fire konkrete personer fra sikkerhedstjenesten, der er blevet gjort ansvarlige for nedkæmpelse af oppositionelle, bliver fastholdt.

Årsagen til ophævelsen af sanktioner er, siges det, en vurdering af den seneste udvikling i landet, herunder frigivelsen af politiske fanger. EU forventer, at den hviderussiske valglov bliver ændret i samarbejde med OSCE. Det har regeringen i Minsk i hvert fald stillet i udsigt.

Slovakiets udenrigsminister Miroslav Lajcak siger, at ophævelsen af sanktionerne er en ”stimulans” til Lukasjenko om at gå videre med reformer og et godt signal til de pro-europæiske kræfter i landet.

EU’s ophævelse af sanktioner betyder også, at de sanktioner der blev vedtaget i oktober sidste år, og som var rettet mod 170 navngivne personer og tre firmaer, bortfalder. EU ser dogstadig med ”bekymring” på de stadige brud på menneskerettighederne i Hviderusland, ligesom der tages afstand fra de nye dødsdomme.

Ophævelsen af sanktionerne skal også ses som en præmie for Hvideruslands indsats for fred i Ukraine (”Minsk-processen”) og for landets forsøg på i hvert fald et stykke at frigøre sig fra afhængigheden af Rusland. Kort sagt er beslutningen også geopolitisk begrundet.

Share This