EU og den polske valgkamp
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: 84 pct. af polakkerne støtter iflg. meningsmålinger medlemskabet af EU. Men de to partier der er mest skeptiske over for Bruxelles, Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og Konføderationen, står til tilsammen at få omkring 50 pct. af stemmerne ved valget i oktober. Kort sagt, mange “eurobegejstrede” stemmer “euroskeptisk”.
Det lyder paradoksalt. Det skyldes formentlig, at andre emner vejer tungere, og at ingen for alvor tror på, at Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) vil tillade, at Polen forlader EU (“polexit”). De mest rabiate anti-EU udmeldinger kommer fra Konføderationen. Her er EU forbundet med jøder, homoseksuelle, abort, højere skatter, udvandring, mere union og tysk dominans.
Konføderationen er alt andet end “Ukraine-begejstret”, men forholdet mellem den polske regering og Kiev har heller ikke været for godt, uanset krigen med Rusland. Janus Korwin-Mikke, en af ledere i Konføderationen, kræver polsk udmeldelse af EU (“polexit”). Zbigniew Ziobro, leder af Suverænt Polen, der er i valgforbund med PiS, kræver en genforhandling om optagelsesbetingelserne. Så langt er Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) trods alt ikke gået, men det har ikke holdt partiets leder Jaroslaw Kaczynski fra i et interview at kalde EU “værre end under kommunismen”.
Vi er for Europa, siger Kaczynski, men ikke det Europa, som vi kender i dag. Marek Suski der hører til partiets ledelse, mener, at EU har “optrådt som Stalin” over for Polen. Og Ryszard Terlecki, vicemarshall i parlamentet, har henvist til “Bruxelles bureaukratiets diktatur”. Polen kæmper for mere suverænitet og for nationalstaternes Europa, men straffes herfor, i højeste grad også økonomisk via EU-sanktioner.
Som sagt af Krzysztof Bosak fra Konføderationen, valget i oktober drejer sig ikke om EU medlemskab eller ej, men om, hvorvidt Polen skal styres af “eurokapitulanter” a la Donald Tusk og Borgerkoalitionen eller ej. Valget følges naturligvis nøje i Bruxelles og i Washington.
Polakerne skal til valg den 15. oktober, meddelte tirsdag Polens præsident Andrzej Duda.