Er Tjetjeniens leder i Ukraine?

Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov Foto: Kremlin

Af Michael Skovgaard

Rusland: Tjetjeniens enehersker Ramzan Kadyrov, som er en Putin-tro islamist, hævder, at han befinder sig i Ukraine ikke langt fra Kiev.

Han går for at være Putins „blodhund“ og har sin egen milits på 80.000 mand, som er trænet i tortur i drab, og Kadyrov har offentligt støttet Putins fremfærd i Ukraine – det skriver BZ-Berlin.

Natten til mandag meddelte Kadyrov på sin Telegram-kanal, at han befinder sig i Hostomel, som ligger nordvest for Kiev. Samme sted ligger der en lufthavn, som har været genstand for kampe.

I videoen poserer han sammen med bevæbnede mænd. Kadyrov udbreder systematisk Putins løgn om „afnazificeringen“ af Ukraine. „For nylig var vi 20 kilometer fra jer, I nazi-svin i Kiev, og gæt, hvor vi er nu“, udtaler han.

Videre hedder det: „Måske er vi allerede i Kiev og afventer nærmere ordrer.“ Han påstår også, at mange i den ukrainske efterretningstjeneste reelt arbejder for Rusland og opfordrer regeringen i Kiev til at skifte side.

Hans advarsel: „Vi finder jer. I har ikke langt igen. Overgiv jer og stil jer på vores side, som vi flere gange har foreslået. Ellers vil enden være nær for jer.“

Flere tusinde af Kadyrovs elitesoldater er blevet sendt til Ukraine via Belarus. De har ry for at være brutale og nådesløse og forventes at blive sat ind, når og hvis Kiev skal omringes og erobres.

Kadyrovs tropper skulle være forsynet med billeder af politiske nøglepersoner i Ukraine. Hovedmålet skulle være at dræbe præsident Zelenskij og de to Klitschko-brødre.  

Share This