Er Putin syg?

Vladimir Putin Foto: Kremlin

Af Michael Skovgaard

Rusland: Rygter om den russiske leders helbredstilstand er ikke noget nyt. For to år siden gik der således rygter om, at Putin skulle lide af både kræft og Parkinsons.

Nu har rygterne fået ny næring efter en debat i det tyske talkshow „Hart aber Fair“. Flere tidligere Ruslands-korrespondenter deltog i debatten. Den tidligere leder af ARD‘s studie i Moskva Udo Lilischkies pegede på den mulighed, at Putin kunne være alvorligt syg, og at han fremstår mere og mere isoleret i Kreml. „Efter at have set Putins optræden i tv, virker han ikke som den samme mand, som han var for et par måneder siden. Han virkede bleg og så ikke ud til at være rask.“, lød det fra den tyske Rusland-kender.

Han henviste også til den amerikanske ekspert Fiona Hill, som har bragt teorien om Putins sygdom i omløb. Hun er tidligere direktør for russiske og europæiske anliggender i USA‘s nationale sikkerhedsråd. Hun har også henvist til Putins isolation under corona-pandemien, og at han fremstår som en bitter og isoleret mand i Kreml. Den finske præsident og Putin-kender Sauli Niinistö har også givet udtryk for, at Putin har ændret adfærd og virker mere resolut, end han normalt plejer at være.

Fiona Hill er gået så vidt som til at hævde, at Putin bliver behandlet med steroider, hvilket kunne være en mulig årsag til hans irrationelle handlinger og storhedsvanvid.    

Share This