Er højere udviklingsbistand et udtryk for vores ansvarlighed eller uansvarlighed?

Af Ota Tiefenböck

Den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs meddeler, at den danske regering i næste uge vil fremlægge et forslag om, at Danmark i 2019 skal forøge humanitær bistand til 2,5 milliarder danske kroner. Det er det højeste niveau nogensinde, og Ulla Tørnæs er naturligvis stolt.

At vi ønsker at hjælpe andre, mindre bemidlede er i sig selv en god ting, og er en udvikling, vi skal glæde os over. Hos Dansk Røde Kors glæder formanden Anders Ladekarl sig da også over de mange ekstra penge til udviklingsarbejdet, dog havde han, ganske overraskende (ironi) ”gerne set en større stigning”. Naturligvis, man må ikke glemme, at humanitære organisationer består af ganske almindelige mennesker, som først og fremmest ønsker så gode forhold som muligt til deres organisationer og de mennesker, der arbejder i dem. På samme måde, som i alle andre organisationer.

Danmark er ikke alene om at sende flere penge afsted til Afrika og andre steder. I flere andre lande tales der i disse dage om at bevilge større beløb til udviklingsarbejde. Det er jo noget der er blevet lovet, som en del af løsningen af migrationskrisen.

Det sker udfra devisen, at flere penge er ensbetydende med et bedre liv til afrikanere og andre mennesker i knibe. Men er ligningen virkelig så enkel, som den skal give indtryk af, eller skal alle de mange penge blot give os en bedre samvittighed, mens problemerne får lov til at udvikle sig endnu mere?

Er det virkelig sådan, at flere penge per definition giver bedre og mere hjælp og er det sådan, at humanitære organisationer per definition gør tingene rigtigt og i sig selv er den personificerede vestlige godhed?

Jeg har en stor respekt for Dansk Røde Kors og andre humanitære organisationer, som uden tvivl gør et stort stykke arbejde, men jeg må ærligt talt sige, at jeg bliver lidt i tvivl om, hvorvidt denne form for hjælp, altså udviklingsarbejde, ikke katastrofehjælp, virkelig hjælper på den længere bane. Jeg må nemlig konstatere, at afrikanere og andre fattige i verden flygter i større og større antal fra deres oprindelseslande til trods for, at Danmark og hele den internationale samfund i årevis har drevet udviklingsarbejde i verdens fattige lande. Et udviklingsarbejde, hvis økonomisk værdi målt i penge sammenlagt må nå op i astronomiske højder.

Ifølge OSCE har de rige lande ydet 146,6 milliarder dollars i udviklingshælp blot i 2017. Hvor mange penge det er blevet til siden de vestlige landes udviklingsarbejde i sin tid begyndte, tør jeg slet ikke at tænke på. Den tanke der presser sig på er, om vi ikke burde evaluere denne  hjælp, i stedet blot at bevilge flere penge? Og formentlig forsøge at tænke i andre baner. Danmark er en del af EU, burde EU landene så ikke tænke mere på en samlet og mere fælleseuropæisk indsats frem for, at hvert land plejer sin egen samvittighed med så store beløb som over hovedet muligt.

146,6 milliarder dollars er rigtig rigtig mange penge, og det undrer mig, at de bevilgende myndigheder, altså landenes regeringer, medierne og sådan set også de humanitære organisationer selv ikke sætter fokus på, om alle disse penge bliver brugt rigtigt. Vi evaluerer jo på alle andre områder, ville det derfor ikke være naturligt nok også at evaluere vores udviklingshjælp og humanitære arbejde og se på andre metoder, vi kan hjælpe de fattige lande på.

Eksempelvis se på de handelsaftaler EU har med de mange af fattige lande. De eksport- og importaftaler vi har med de afrikanske lande. Tilgodeser de også forholdene i de afrikanske lande eller er de hovedsageligt bare en beskyttelse af det europæiske fællesmarked og et eksportmarked for vores egne varer? Giver disse handelsaftaler de afrikanske lande en reel mulighed for udvikling eller er de snarere en byrde, som bliver ved med at holde disse lande nede? De fattige landes industri og økonomiske muligheder kan naturligvis ikke konkurrere med industriudviklede europæiske lande. Den skal have en hjælpende hånd.

Det er naturligvis smukt, at Danmark vil giver flere penge, men det ville være endnu smukkere, hvis europæiske og danske politikere begyndte at tænke mere visionært og deres beslutninger havde en længere perspektiv i tankerne. Det er ikke altid nødvendigvis penge, det hele handler om. At bryde med pengefiksering vil derfor klæde både de europæiske politikere og de humanitære organisationer.