Efter to år
Kommentar af Peter Tudvad
Debat: Alle, der har en tilstrækkelig alder til det, husker, hvor de var, da de den 11. september 2001 hørte om terrorangrebet på Word Trade Center. Og de fleste husker nok også, under hvilke omstændigheder de hørte om det russiske angreb på Ukraine den 24. februar 2022, i dag for to år siden. Selv var jeg på Møn hos min kæreste, og som de fleste andre havde jeg i ugerne og månederne forinden med stigende interesse og opmærksomhed fulgt, hvad der foregik et sted mod øst – og ikke nær så langt væk, som vi af kulturel blindhed har det med at tænke om alt hinsides sproggrænsen til det slaviske Europa, sådan cirka sammenfaldende med den kolde krigs jerntæppe. Klokken var lidt over seks, fruen var gået i bad, og jeg kom ilende ned og fortalte, hvad der var sket. Hun var ikke overrasket. Senere fortalte jeg det til yngstemanden i huset, hendes søn. “Det er tredje verdenskrig”, svarede han lakonisk.
Da kæresten var taget på arbejde, satte jeg mig og skrev et essay om baggrunden for krigen – sådan som den forekom mig. Jeg var mildt sagt ikke blind for, hvad Vesten havde af medskyld i, at det var kommet så vidt, som det nu var tilfældet, for ligegyldigt hvor brutal og kynisk en autokrat Putin er, agerer han hverken i blinde eller i et historisk vakuum. Det frikender ham ikke for et absolut ansvar for at have givet ordre til invasionen, men lige så lidt os for et relativt ansvar for at have gødet jorden for den. Jyllands-Posten købte mit essay og bragte det dagen efter, så endnu flere end dem, der allerede på Facebook havde udskammet mig som Putin-apologet, nu kunne gøre det samme.
Verden skulle være sort-hvid, ikke mindst når den stod i brand, og det kan der jo godt være noget om. I det mindste må man tage stilling. Det gjorde jeg så: contra Putin og pro Europa, contra den Putin, der krænker folkeretten og afskaffer demokratiet, pro det Europa, som de fleste ukrainere regner sig til, og som nu må tage ansvaret for, hvad det selv har bidraget til.
Dengang såvel som i dag skræmmes jeg ikke bare af, hvad russerne begår af massakrer, af deres retoriske trusler om atomare angreb på London, Berlin og Paris, men også af vores egen retorik. Denne giver ingen plads til selvbesindelse og selverkendelse, insisterer på en entydighed, der måske nok fremmer beslutsomheden, men ikke har stort med sandheden at gøre. Ukraine er ikke en demokratisk duks, russernes propagandistiske overdrivelser om nazisme og folkemord er trods bemeldte overdrivelser ikke grebet ud af det blå, europæerne er lige så lidt som deres amerikanske allierede uden skyld i den eskalation, der gennem et par årtier har ført Ukraine og Rusland på gloende hed kollisionskurs. Nej, vi har ingen grund til at stole på russerne, på Putin, men har de, har han, grund til at stole på os?
Alt, vi nu taler om, er, hvordan Ukraine kan vinde krigen, eller hvordan ukrainerne militært kan vinde så stærk en position, at det giver mening at forhandle fred med russerne. Men hvad mener vi med denne fred? Er det ikke som vanligt kun et udtryk for den sikkerhed, der er mantraet i al international politik? Vil en bilæggelse af krigshandlingerne være andet end netop en bilæggelse af krishandlingerne, altså en ikke-krig, en kold og ikke længere en varm krig, et nyt jerntæppe mellem øst og vest, der blot har forskubbet sig halvandet tusind kilometer i retning af Moskva?
Mange, sikkert de fleste, forekommer det naivt at tale om fred. Dem, der gør det, bliver rutinemæssigt mistænkeliggjort som Putins nyttige idioter. Jeg medgiver gerne, at det ikke giver mening at forhandle fred med Putin, så længe hans styrker sønderbomber ukrainske byer, og han med ufattelig foragt for sine landsmænds egne liv blot sender endnu mere kanonføde til fronten. Men fred er ikke bare – bør ikke være – en naiv tro på, at man ved det godes hjælp lige med ét kan forvandle krig til fred. Fred er – og bør være – en måde at udpege perspektiver, der på sigt kan motivere krigsmagerne til at lægge våbnene, til at se en interesse i at slutte fred frem for at stifte krig. Russerne er der, og de bliver der, og vi bliver – på et eller andet tidspunkt – nødt til at tale med dem. Derfor er det også pinedød nødvendigt, at vi ikke lukker alle kanaler til Rusland, så vi fremmedgør os endnu mere fra russerne. Det forstod Ronald Reagan i 1984, så hvorfor forstår vi det ikke fyrre år senere?
Akut er situationen ikke desto mindre den, at Ukraine nu på tredje år er under massivt og folkeretsstridigt angreb. Millioner af ukrainere, især kvinder og børn, er flygtet. Alene her i Tyskland har vi taget imod over en million. I Meißen, hvor jeg bor, en by med færre end 30.000 indbyggere, har vi aktuelt 775 ukrainske flygtninge iblandt os. De fleste af os har taget ordentligt imod dem, og sådan skal det forblive, om så de forbliver her for altid. Men det er jo ikke det, der er meningen, deres ret er at kunne vende hjem til Ukraine.
“The fight is here; I need ammunition, not a ride”, som Zelenskyj skal have sagt umiddelbart efter invasionen for to år siden, da amerikanerne angiveligt skulle have tilbudt ham asyl. Amerikanerne har siden givet ukrainerne masser af våben, men som bekendt har de aktuelt smækket kassen i – altså akkurat de amerikanere, der vel mere end nogen andre i Vesten bidrog til, at det overhovedet kom til en krig. Tyskerne sender masser af våben, englænderne gør det, og det samme gør danskerne. Hvad er alternativet? Ja, det er selvfølgelig fred, men denne dumper ikke ned fra himlen som Dannebrog over en estisk slagmark. I denne syndige verden vindes freden med våbenmagt, så længe de krigsførende ikke besinder sig på noget bedre. Selvfølgelig skal freden drøftes, og dem, der demonstrerer for den, skal ikke skandaliseres, men høres. I manges øren lyder dette måske som cirklens kvadratur, men tænker man tilbage på den kolde krigs hedeste årti, 1980’erne, så blev vejen til dens afslutning og de fredelige revolutioner i Østeuropa banet af såvel fredsbevægelsen i DDR som høgene i Washington – og af så mange andre. Der var ikke nogen masterplan, men alligevel gik det hele i 1989 op i en højere enhed – indtil vi så igen satte freden over styr.
Summa summarum tilstår jeg, at jeg aktuelt ikke kan se noget alternativ til at sende masser af våben til Ukraine, samtidig med at jeg forbeholder mig retten til at demonstrere for fred, diskutere konditionerne for en sådan og så sanddru som muligt afdække krigens forhistorie. Selvfølgelig er det ikke gjort med at sende våben til Ukraine, ej heller er det gjort med at forhandle en fremtidig optagelse af landet i EU og sågar Nato (noget jeg ved Gud ikke bryder mig om, men som salig Kissinger, der også var imod en sådan optagelse, har også jeg besindet mig på, at situationen efter 24. februar 2022 er sådan, at der heller ikke til denne er noget alternativ; engang i en fjern fremtid, hvor der er fred, kan vi altid afvikle hele møllen, altså Nato). Vi må ikke reducere ukrainerne og de andre østeuropæere til at være nogen, der skal hjælpes for at værne om vores egne værdier og garantere vores egen sikkerhed. De – ukrainerne, tjekkerne, bulgarerne, polakkerne, slovakkerne, serberne – er som du og jeg europæere, og som sådanne skal vi interessere os for dem. 35 år efter jerntæppets fald er det på tide endelig at rive det ned!
Слава Європі