EBRD’s seneste økonomiske rapport

Illustrationsfoto: Mtaylor848

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU: I sidste uge udsendte EBRD, den Europæiske Bank for Genopbygning af Europa, oprettet omkring murens fald i 1989, en ny opdateret rapport om den økonomiske udvikling i 40 lande inden for det, der betegnes som det euro-asiatiske rum. Rapporten blev offentliggjort den 27. september.

Den viser, at Centralasien, der strækker sig fra Mongoliet til Kazachstan og Usbekistan, vil opleve en stigende vækst i år og også i 2024. Det skyldes især den stigende samhandel med Rusland og de stærkt voksende “remittances”, penge sendt til hjemlandet fra arbejdere i Rusland. Væksten er for regionen som helhed beregnet til 5.7 pct. i 2023 og 5.9 pct. for 2024. En vigtig årsag til den høje vækst er, at de centralasiatiske lande fungerer som et mellemled (“intermediary”) mellem Rusland og Europa, siger Beata Javorcik, cheføkonom i EBRD, til Reuters.

Rusland modtog 3.5 mio. nye migrantarbejdere i 2022. De 90 pct. var fra Centralasien. En del russiske virksomheder er flyttet til centralasiatiske lande for at undgå vestlige sanktioner. Væksten skyldes også øget eksport til Kina. EBRD’s fremskrivning viser desuden en vækst på 1.5 pct. i det russiske nationalprodukt (BNP). Det er mere end i sidste rapport. Her blev væksten sat til -1.5. Den russiske økonomi er, siges det, indtil videre i stand til på samme tid at finansiere krigen i Ukraine og opretholde de russiske husholdningernes økonomi.

Rapporten fra EBRD viser også økonomisk vækst i Tyrkiet, 2.3 pct. i 2023 stigende til 3.5 pct. i 2024. Den økonomiske vækst i de 40 undersøgte lande samlet er beregnet til 2.4 pct. i 2023 og til 3.2 pct. i 2024. Tyskland risikerer negativ vækst i 2023. De baltiske lande kan se frem til en beskeden vækst, 0.5 pct. i 2023 stigende til 2.5 pct. i 2024. Hviderusland er efter krigen i Ukraine og de nye vestlige sanktioner blevet endnu mere afhængig af investeringer fra og samhandel med Rusland og Kina. 70 pct. af samhandelen er med Rusland, hele 90 pct. af eksporten går til Rusland. Hviderusland er helt afhængig af transit via Rusland for at kunne eksportere. I Hviderusland selv er den økonomiske vækst sat til 2. pct., men både udlandsgælden og statsgælden er markant stigende.

Share This