Dopingskandale i russisk fodbold

Roman Eremenko i kamp for CSKA Moskva. Foto: Голубович Дмитрий

Roman Eremenko i kamp for CSKA Moskva. Foto: Голубович Дмитрий

Den finsk-russiske fodboldspiller Roman Eremenko har fået en 30-dages karantæne af UEFA efter, at han har afleveret en positiv dopingtest.

Af Toke Møller Theilade

Det finske fodboldforbund meddelte natten til fredag, at midtbanespilleren Roman Eremenko har forladt landsholdslejren efter, at han er blevet tildelt en 30-dages karantæne af UEFA for brug af præstationsfremmende midler. Han var ikke i kamp, da Finland torsdag aften tabte 3-2 til Island, og kommer altså heller ikke i kamp, når Finland søndag møder Kroatien i VM-kvalifikationen.

Der er endnu ikke kommet meget frem om Eremenkos karantæne og dopingtest, men hans karantæne betyder, at han kommer til at misse mindst seks kampe for klubholdet CSKA Moskva, heriblandt to vigtige Champions League kampe.

I en officiel udmelding skriver det finske fodboldforbund:

“Landsholdet blev informeret torsdag eftermiddag, og UEFAs disciplinære udvalg har givet Roman Eremenko en midlertidig karantæne på 30 dage.”

29-årige Eremenko har været en af CSKAs bedste spillere i gennem de sidste sæsoner, og hans fravær kommer til at gøre ondt på de rød-blå, der for tiden også må undvære hans midtbanemakker Alan Dzagoev, der sidder ude med en skade.

 

Share This