Donbas, Ukraines ”smertensbarn”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Donbas regionen har lige siden uafhængigheden i 1991 været Ukraines ”smertensbarn”. Men hvad er det for en region, vi har haft at gøre med? Spørgsmålet er blevet endnu mere relevant, nu hvor krigen i Ukraine primært bliver ført i Donbas regionen. I 2014, året for annekteringen af Krim og starten på flere års hybridkrig bragte ”Ukrainian Week” (8, 2014) en interessant artikel om området, skrevet af Bohdan Butkevych. Regionen har, skrev han dengang, været kendetegnet ved fraværet af en betydelig klasse af intellektuelle, som understøtter ”idéen om Ukraine” og ad den vej understøtter en fælles ukrainsk identitet. Det er problematisk. Urbaniseringen blev ikke gennemført, så der blev ikke skabt et ægte arbejderproletariat. Mange var sæsonarbejdere. De kræfter der kæmpede for et samlet Ukraine var uenige. De ”patriotiske” kræfter manglede desuden opbakning fra regeringen i Kiev. Luhansk blev i årtier kontrolleret af en partinomenklatur knyttet til Regionernes Parti og dermed til den kriminelle underverden. Luhansk var klart fattigere end Donetsk.

Pro-ukrainske partier var frem til 2014 ikke særlig aktive. Dog blev der oprettet en Komite for Patriotiske Kræfter (CPFD). Vi kunne også opleve pro-ukrainske demonstrationer og oprettelse af forskellige frivillige para-militære grupper. Dertil fik vi en stigende indflydelse fra den Ukrainske Ortodokse Kirke.

Bohdan Butkevych mente, at Donbas-regionen kan opdeles i fire ”mentalt-elektorale” zoner. Den første er det klassiske kul-producerende Donbas, som begynder i Krasnoarmiisk og strækker sig til det sydøstlige Luhansk. Den region var i 2014 ikke udpræget pro-russisk. Mange miner var blevet lukket. Eksporten til Rusland faldt. Den anden zone er det industrielle Donbas, der inkluderer Sloviansk og Kramatorsk og dele af Luhansk, hvor der fandtes store industrivirksomheder, fx NKMZ i Kramatorsk og Azot i Severodonetsk. Her havde pro-russiske separatister størst støtte. At støtten er høj i Sloviansk skyldtes placeringen langs Rostov-Kharkiv motorvejen, der er et trafikalt bindeled.

Den tredje zone er Priazovoa, dvs. området ved Azovhavet og nær Mariupol, som overvejende var et fattigt landbrugsområde med mange af ukrainsk og græsk afstamning. Støtten til separatisterne var lav.

Endelig har vi landbrugsbæltet i Donetsk, der omfatter Krasnyi Lyman og de nordlige dele af Luhansk oblast. Den region bestod i 2014 mest af etniske nationalbevidste ukrainere. Støtten til separatisterne var derfor ret lav. Fra det område blev flest pro-ukrainske militære enheder rekrutteret.

Den nøjagtige geografiske afgrænsning af Donbas har også været til debat. Ukraine selv inddrager Luhansk og Donetsk distrikterne. Andre til føjer byerne Mariopol, der før krigen i 2020 havde 450.000 indbyggere, Kramatorsk (150.000 indbyggere), Sloviansk (110.000 indbyggere) samt Severodonieck med 6.000 indbyggere. Medtages kun Donetsk og Luhansk distrikterne har vi at gøre med et areal på 53.000 km2 og med 16.5 mio. indbyggere iflg. en optælling fra 2015 (”Polityka” 18. 2022). Mod syd vest breder regionen sig til området Dnepropietrovsk, mod øst til Rostov området i Rusland. I tsartiden og under kommunismen var Donbas en industri region og storproducent af kul. Der menes at være reserver af kul på op til 140 mio. tons. Minearbejderne fik stor indflydelse også politisk. Ved folkeafstemningen om Ukraines uafhængighed i december 1991 stemte 85 pct. for uafhængighed. En vigtig årsag var, at det kriseramte Sovjetunionen ikke var i stand til at yde dem tilfredsstillende aflønning. Senere fik vi privatiseringerne med stor magt til oligarkerne. En regulær Donetsk klan blev skabt. Viktor Janukovitj’s Regionernes Parti blev det største parti i området. Janukovitjs havde været guvernør i Donbas og var Ukraines ministerpræsident op til Maidan oprøret i 2013-2014. Med tiden blev Donbas en økonomisk byrde pga. nedturen for den tunge industri og dårlig drift af kulminerne samt udbredt korruption. Hertil kom krigen mellem separatisterne og den ukrainske hær og ukrainske militser. I årene op til 2014 måtte regeringen yde ikke mindre end 2 mia. dollar i økonomisk støtte blot for at holde liv i virksomheder.

Donetsk indtager en vigtig position også på den lange historiske bane. Efter opdagelsen af de store kul-forekomster i det 19. århundrede strømmede arbejdere til fra hele Rusland, senere fra Sovjetunionen. Regionen blev et industrielt vækstområde. Ukraines uafhængighed i kølvandet på Sovjetunionens opløsning kom helt fra begyndelsen til at koste dyrt økonomisk. I årene fra 1993 til 2013 mistede Donetsk og Luhansk 18.3 og 21.6 af befolkningen. Industri-produktionen gik markant tilbage. Unge drog i stort tal ind til de større byer, hvilket trak gennemsnitlevealderen i Donbas i vejret. Før konflikten i 2014 var regionen vigtig for den ukrainske økonomi, stod for en fjerdel af den samlede eksport og 15 pct. af investeringerne. Men levevilkårene blev hårdere, levetidslængden to år under landsgennemsnittet. Udbredelsen af HIV var høj, lønningerne lave, og antallet at mine-ulykker blandt de højeste i verden. Forureningen var 6 gange over gennemsnittet. Kriminaliteten og korruptionen var også tårnhøje. Den væbnede konflikt efter den russiske annektering af Krim 2014 fik dramatiske følger. Industriproduktionen faldt med 60 pct. i Donetsk og med 80 pct. i Luhansk Oblast.

De anerkendte Institut for Internationale Økonomiske Studier i Wien nåede omkring året 2015 frem til, at en genopretning af regionen ville koste mindst 21.7 mia. dollar. Det beløb kan Ukraine selv ikke præstere. Situationen forekom helt fastlåst. Det ukrainske militær havde i årene efter 2014 ikke kapacitet til et generobre regionen. Separatisterne foretrak status quo frem for at blive en integreret del af Ukraine. Holdningerne over for regionen var ikke særlig positive. Mange i Ukraine mente, at ”ordentlige” (”decent”) mennesker allerede havde forladt Donbas. Regeringen i Kiev havde ikke hastværk, når det gjaldt reintegration af regionen. Med den russiske invasion 24. februar blev Donbas ”affrosset” og på uhyggelig brutal måde. Om vi i sidste ende ender med at få fred, en aftale af Dayton typen, er lige nu usikkert. Rusland kan umuligt indtage hele Ukraine, måske derfor accepterer Moskva at få en del af Donbas. Uden en bindende aftale, en traktat, kan genopbygningen af Ukraine ikke starte. Om Ukraine, USA/Europa og Rusland finder frem til en løsning, ved vi ikke.