Ad

Donbas, den uophørlige krig

En ukrainsk kampvogn i Donbas Illustrationesfoto:SF

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Regeringen i Kijev er blevet et gidsel for krigen i Donbas. Krigen kan ikke vindes, men heller ikke tabes. Måske fortsættelse af krigen er det bedste af flere mulige scenarier. Det skriver Zbigniew Rokita i en spændende reportage fra fronten i det polske ugeskrift ”Polityka”.

Krigens parter har sat hinanden skakmat. Ordren fra Kijev til soldaterne lyder kort og godt: fasthold de nuværende positioner, gå ikke videre, lad jer ikke provokere. Ukraine, siger Rokita, er efterhånden ved at forandre sig til et ”Israel”, med en langvarig uløst fastfrossen konflikt, daglige tab, og det samtidig med at livet i øvrigt går videre som ”normalt”. De løsninger på konflikten, der cirkulerer i Kiev, lader sig ikke gennemføre. Minsk-processen har også udspillet sin rolle.

Soldater tæt på fronten får i løn, hvad der svarer til ca. 3.000 d.kr. om måneden, dem længere væk det halve. Grænsen til Donbas er meget åben, den passeres dagligt af mellem 30 og 40.000 civile, der ønsker deres pension udbetalt.

Porosjenko kunne erklære regulær krig, men det er ikke en løsning, og den støttes ikke i Bruxelles og sikkert heller ikke i Washington. Krigen føres i stedet på andre fronter, som en religionskrig, kampen om autokefali (selvstændighed) for den ukrainske ortodokse kirke, og som sanktionskrig, cyberkrig og propagandakrig.

Målet for Moskva er ikke en indlemmelse af Donbas i Rusland, regningen skal betales fra Kijev. Målet er at sikre regionen størst mulig autonomi. Set fra Rusland kan fortsat spænding i Donbas tjene til at bremse Ukraines medlemskab af EU og (især) NATO, ganske som det er tilfældet for Moldova pga. Transdniestr og for Azerbajdsjan og Armenien pga. Nagorno Karabach-striden. Der har i flere år været røster fremme om helt at opgive Donbas, og de er ikke ophørt.

Rokita henviser til udtalelser for nylig fra Pavlo Kost, medlem af ekspertrådet for Centret for Forskning i Hæren og Militær Udrustning i Kijev. Han peger på fordelene: før det første, opgives Donbas forsvinder et par millioner vælgere, der typisk er orienteret mod Moskva, den ukrainske økonomi vil blive styrket, da Donbas er en underskudsforretning, og Kijev slipper for de russiske agenter, der i stort tal bliver rekrutteret i netop Donbas-regionen.

Prisen for en fortsat uløselig konflikt i Østukraine ser lige nu ud til at være et endnu hurtigere fald i den ukrainske befolknings støtte til en fortsat tilnærmelse til Vesten, over det sidste år er støtten til EU i den ukrainske befolkning iflg. meningsmålinger faldet fra 52 ned til 42 pct. Samtidig går stadig flere ukrainere ind for en tredjevej, at føre multivektorpolitik, dvs. hverken at nærme sig Rusland eller Vesten.

Vestens, dvs. EU’s og USA’s interesse for krigen i Donbas er faldende. Rokita forudser, at interessen i EU for Ukraine og Donbas kan gå hen at falde yderligere efter næste valg til Europaparlamentet og måske også efter et muligt nyvalg i Tyskland, begge ventes at kunne give højre-nationale og pro-russiske partier pæn fremgang.