Døden er bedre end ny deportation
Ukraine: “Vi har kæmpet i 50 år for at vende tilbage til vores hjemland, nu vil vi heller dø, end at risikere at blive udsat for en ny deportation,” sådan siger krimtatararnes åndelige leder Mustafa Jemilev til den ukrainske tv station Kanal5 om den stemning, der hersker blandt krimtatarerne forud for morgendagens folkeafstemning på Krim.
“Vi er ikke i stand til at bekæmpe Rusland og er mest interesseret i en fredelig udgang, men hvis ens hjemland er besat af udenlandske soldater, er det svært at forvente, at tingene kun vil foregå fredeligt, siger Mustafa Jemilev.
Krims skæbne bliver afgjort i morgen, hvor halvøens prorussiske styre afholder en folkeafstemning om Krims fremtidige status. Alt tyder på, at afstemningens resultat mere elle mindre er afgjort på forhånd, og Krim frem over skal være en del af Rusland. Hverken den ukrainske regering eller verdenssamfundet anerkender resultatet af afstemningen. Krimtatarerne, som udgør omkring 14 procent af befolkningen på Krim, har på forhånd meddelt, at de vil boykotte afstemningen.
Krimtatarerne er Krims oprindelige befolkning, som Stalin i 1944 kollektivt beskyldte for kollaboration med den tyske besættelsesmagt og deporterede til Centralasien. Krimtatarerne fik først mulighed for at vende tilbage til Krim efter Sovjetunionens opløsning i 1991. ota