Diplomatisk Merkel besøger Kaukasus

Tsitsernakaberd, et mindesmærke i Jerevan til minde om halvanden million dræbte armenere Foto: Ota Tiefenböck

Georgien/Armenien/ Aserbajdsjan: Tysklands kansler Angela Merkel besøger i disse dage de tre kaukasiske lande Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, skriver internationale medier.

Angela Merkel begyndte besøget i Georgiens hovedstad Tbilisi, hvor hun blandt andet betegnede krænkelserne af Georgiens territorium og Ruslands de facto okkupation af en femtedel af det georgiske territorium som ”grov uretfærdighed”. Angela Merkel sagde samtidig, at det ikke er realistisk at Georgien i den nære fremtid bliver medlem af NATO.

”Vi er nødt til at være ærlige og rent ud sagt, kan jeg ikke se en mulighed for en hurtig optagelse af Georgien i NATO. I forbindelse med Abkhasien og Sydossetien er det svært at tale om en hurtig optagelse i NATO. Det er i hvert fald Tysklands standpunkt, som ikke ændrer sig foreløbigt, siger Angela Merkel.

I Armenien mødtes Merkel med Armeniens nye premierminister Nikola Pashinian og blandt andet talte om Det Osmanniske Riges fokedrab på armenere i 1915. Ifølge Angela Merkel må verden aldrig glemme Det Osmanniske Riges ”massakre” på halvanden million armenere. Merkel valgte således ifølge internationale nyhedsbureauer ikke at bruge ordet folkedrab, formentlig for ikke at puste til ilden i det i forvejen ganske svære Tyskland-Tyrkiet forhold. Tyrkiet afviser nemlig at der var tale om folkedrab, altså en bevidst etnisk udrensning. Tyskland har derimod vedtaget en resolution i 2016, som betegner tyrkernes massakre på armenerne for folkedrab.

I begge lande opfordrede Angela Merkel landenes politikere til samarbejde med EU med hensyn til migration.

Lørdag ankommer Angela Merkel til Aserbajdsjans hovedstad Baku, hvor hun skal mødes med landets præsident Ilham Aliyev. Besøget i Baku vil hovedsageligt handle om landets gas, som Tyskland har en interesse i for at mindske afhængigheden af russisk gas. ota

Share This