Det tyske mindretal i Polen skrumper, ændringer kan være på vej

Den sydpolske by i Nedre Schlesien, Klodzko Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Det tyske mindretal i Polen udgjorde iflg. det polske GUS i 2021 i alt 144.177 personer. Alene i regionen Opole var tallet 59.911, hvilket dog svarer til et fald på 20.000 i forhold til 2011. I denne region bor 41.6 pct. af alle tyskere i Polen. Næstflest bor der i Schlesien, 19.4 pct. af samtlige. Antallet af personer, der erklærer at have tysk nationalitet, har over årene været støt faldende. Årsagerne hertil diskuteres på interessant vis i en artikel i det polske ugeskrift “Przeglad”.

Blandt andet Rafal Bartek, leder af den kulturelle sammenslutning af tyskere, og Ryszard Galla, der fra 2005 og frem til 2023 repræsenterede det tyske mindretal i parlamenter, interviewes . De seneste år har ikke været lette. Det tyske mindretal er ikke længere repræsenteret i parlamentet. Regeringerne ledet af Lov og Reltfærdighedspartiet (PiS) har over årene ført en hård anti-tysk politik, som også har ramt det tyske mindretal. Eksempelvis blev antallet af timer i tysk i skolen nedsat fra 3 til 1 time om ugen for 48.000 skolebørn.

Det tyske mindretal ser frem til forandringer til det bedre under den ny polske regering ledet af Donald Tusk og Szymon Holownia. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) har beskyldt Tusk for at været i ledtog med Berlin og gå ind for et tysk-fransk hegemoni i EU. Det antages at de statslige medier nu vil fjerne den anti-tyske retorik.

I artiklen i “Przeglad” fremhæves Danmark som et foregangsland, når det gælder vilkårene for det tyske mindretal. Det tyske mindretal ser frem til brug af nye instrumenter til fremme af nye kulturelle forbindelser, herunder støtte til oprettelse af nye fælles kulturelle platforme.

Share This