Det ny Europa over for det gamle, en udfordring for EU

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU: I december 1995 skrev Franklin Dehousse, belgisk repræsentant i EU’s refleksionsgruppe, at med beslutningen om at udvide EU med alle lande i Central- og Østeuropa har EU’s ledere udstedt en dødsdom (”warrant”) over det europæiske fællesskab, som var udtænkt af Jean Monnet, Robert Schuman og Walter Hallstein …

De fleste nye kandidatlande fra øst, fortsatte han, er anderledes, de er fattigere, har kun få erfaringer med demokratisk valgte regeringer og med det at forhandle i overnationale institutioner (kilde: IHT, december 1995, p.6, gengivet i Robert Bideleux og Ian Jeffries (1998), A history of Eastern Europe, crisis and change, London and New York:Routledge), p.622).

Vi fik som bekendt den store udvidelse mod øst, og det var politisk klogt. Problemet var – og er stadig- , at Dehousse’s advarsel slet ikke er taget alvorligt. Et EU med 28 meget forskellige lande måtte nødvendigvis fungere og opbygges anderledes end ”EU 6 og 9” og for den sags skyld et ”EU 16”. Efter optagelsen blev landene i øst, som meget rigtigt beskrevet af den franske forsker Jacques Rupnik, ramt af ”post-medlemskab” frustrationer, og det blev bestemt ikke bedre efter finanskrisen i 2008.

Ganske som i 1989 forfaldt vi til eufori. Vi troede naivt, at det ny Europa i øst hurtigt ville ”europæiseres” og efter få år komme til at ligne det gamle Europa og ubetinget støtte liberalt demokrati og fri markedsøkonomi. Konsekvensen af denne fejlslutning, at vi i dag står med ”EU Vest” over for ”EU Øst”, og at EU bevæger sig i forskellige hastigheder, også når det gælder demokrati.

Polen og Ungarn er lige nu i særlig grad i fokus. Begge er truet af EUsanktioner, og nu er turen også kommet til Rumænien. Og det stopper næppe her. Polen og Ungarn har national-konservative regeringer; de har flertal bag sig i parlamentet og udfordrer det liberale demokrati og de kendte markedsøkonomiske principper, i det europæiske politiske establishment betragtet som de rette ”europæiske værdier”. Der er strammet op over for medierne og retsvæsnet. Kaczynski i Polen og Orbán i Ungarn slår på, at de har flertallet og retten til at ændre samfundet. De afviser det princip der i populisme-forskning kaldes ”TNA”, at ”There are No Alternatives” til status quo og liberalt demokrati. De føler at blive ydmyget. Og de har før været underkastet ”kolonialisme” og diktater ude fra.

Ungarn og Polen er ikke de eneste ”problemlande”. Rumænien er allerede nævnt. Bulgarien er vel EU’s mest korrupte land og landet med den laveste mediefrihed, en 110. plads iflg. Reportere Uden Grænsers seneste opgørelse. Kroatien er det seneste EU-medlemsland fra øst, men heller ikke her har vi været vidner til en ”europæisering”, tværtimod har vi oplevet en drejning i klar nationalistisk og illiberal retning. De politiske forhold er turbulente i Tjekkiet og Slovakiet, dog mindre illiberale end i Polen og Ungarn. De baltiske lande er mærket af den stærke frygt for Rusland, uanset EU og NATO.

Rumænien og Bulgarien er anderledes end Polen og Ungarn, der har flertalsregeringer og dermed høj politisk stabilitet. I Rumænien og Bulgarien er de politiske institutioner, fx parlamenterne, regeringerne og retsvæsnet formelt på plads, men de fungerer dårligt pga. udbredt korruption og svagt udviklet demokratisk politisk kultur. Valgdeltagelsen er lav. Politik kendetegnes af fænomenet ”politics of mass demonstrations”, valgene respekteres ikke. Selv de mange der ikke stemmer ved valg, går på gaden dagen efter valgdagen og protesterer og kræver regeringernes afgang.

Kort sagt, det klassiske konstitutionelle demokrati og magtens tredeling er under stigende pres. Det liberale Europa føler sig presset til at forsvare sig mod den illiberale tendens. Men hvilken strategi for forandring er den bedste? De nye medlemslande fra øst kan ikke ekskluderes fra EU, selv ikke efter Lissabon-traktatens paragraf 7. De kan straffes via Domstolen, men heller ikke mere end det. Ganske som det gælder i politikken over for Putin’s Rusland har vi at gøre med ”høge”, ”duer” og ”ugler”, – for det første dem der ønsker en hård linje, for det andet dem der ønsker andre instrumenter end sanktioner og endelig for det tredje pragmatikere (”ugler”), der ønsker en kritisk dialog.

Problemet for høgene er, at sanktioner ofte styrker de regeringer, som sanktioner er rettet imod. Orbán står som bekendt meget stærkt og vandt det seneste valg i Ungarn, og flere meningsmålinger giver Lov og Retfærdighedspartiet flere stemmer end ved valget i 2015. Presset mod regimet skal ske inde fra.

”Høgene” har ikke desto mindre godt fat. Der skal jo ”gøres noget”, hedder det. Det har været overvejet at behandle sanktioner mod Ungarn og Polen samtidigt, sådan at de to lande får frataget deres vetoret. Tyskland og Italien har, sikkert med fransk støtte, krævet, at der i forbindelse med EU’s budget indsættes en bestemmelse om, at lande der ikke lever op til de retslige principper og den fælles flygtningepolitik, kan fratages penge fra EU’s kasser. Men vil andre lande i øst støtte sanktioner mod blot Polen og Ungarn? Flere er jo i farezonen, om ikke andet så pga. modstanden mod EU’s tvungne kvotesystem. EU står i et meget vanskeligt dilemma. Der er mange gode grunde at vælge andre veje end den letteste, ”høge-politikken”, at bruge incitamenter i stedet for blot at straffe.