Det komplicerede forhold: Tyskland, Rusland og den nye realpolitiske virkelighed

Forholdet mellem Rusland og den vestlige verden, herunder ikke mindst NATO, bliver stadig forværret. Oprustning, omfattende militærøvelser og en generel eskalering af gensidig mistro betyder øget risiko for fejlslutninger og dermed i sidste ende risiko for en storkrig.

 Af Thomas Lie Eriksen

Rusland/Tyskland: For nylig har den britiske general og tidligere næstkommanderende for NATOs styrker i Europa, Sir Alexander Richard Shirreff, udgivet en bog, hvori han forudser en større væbnet konflikt mellem Rusland og NATO i 2017 med udgangspunkt i et russisk fremstød mod Østukraine og de baltiske stater. Dette er blot endnu et eksempel på, hvorledes den retoriske krig mellem Moskva og Bruxelles til stadighed bliver optrappet, og hvordan mere besindige stemmer får sværere ved at gøre sig gældende i den ophedede debat. På den politiske front er uenigheden ligeledes stor. Det lader til, at EUs sanktioner mod Rusland vil blive forlænget, ligesom der ikke findes mange forsonlige toner fra vestlige eller russiske toppolitikere.

Ikke desto mindre er der klare tegn på, at der findes sprækker i den vestlige front. En række lande bliver stadig mere betænkelige ved sanktionspolitikken og ønsker at genåbne dialogen med Moskva. Og så er der Tyskland. Berlin er som i alle andre kriser, der præger Europa i disse år, helt central, når politikken over for Moskva skal fastlægges. Over de senere måneder har Mr. East bragt flere historier, der peger i retning af en begyndende splittelse inden for forbundsrepublikken, når det gælder synet på Rusland. En nylig meningsmåling viser, at 81 procent af tyskerne ønsker et tættere samarbejde mellem Berlin og Moskva, mens 95 procent mener, at EU skal arbejde på at forbedre det overordnede forhold til Rusland. Til gengæld er 48 procent af den tyske befolkning af den opfattelse, at Rusland er et farligt land, der udgør en trussel for Tyskland og Europa. Denne skizofrene holdning til Rusland har dybe rødder i tysk historie og i de indbyrdes relationer mellem tyskere og russere.

Den brogede forhistorie

Den vanskelige relation mellem Tyskland og Rusland går langt tilbage. Ruslands indtræden på den europæiske stormagtsscene i begyndelsen af 1700-tallet betød omgående kontakt med de tyske magter Preussen og Østrig. I syvårskrigen, en omfattende konflikt, der udspillede sig 1756-1763, og som involverede samtlige større europæiske magter, var Preussen og Rusland indædte modstandere i kamp for magt og indflydelse i Østeuropa. Under Napoleonskrigene stod Berlin og Moskva imidlertid på samme side i forsøget på at bremse den franske kejser med de storstilede planer for kontinentet.

Ved Første Verdenskrigs udbrud stod Rusland og Tyskland dog igen over for hinanden, placeret i hver sit alliancesystem, henholdsvis tripelalliancen og tripelententen. Det tysk-russiske opgør endte med klar tysk sejr, godt hjulpet på vej af udbruddet af den russiske revolution i oktober 1917. Resultatet blev den for Rusland/Sovjetunionen ydmygende Brest-Litovsk-fredenslutning. På det overordnede plan var det som bekendt Tyskland og dets allierede, der endte med at lide nederlag. Første Verdenskrig betød derfor en stor svækkelse af Rusland såvel som Tyskland, og mellemkrigstiden blev derfor præget af et omfattende genopbygnings – og genoprustningsarbejde. Forholdet mellem Berlin og Moskva var i den første efterkrigstid præget af et konstruktivt samarbejde, men i takt med at begge stater blev mere og mere totalitære i deres samfundsopbygning, med Stalins magtkonsolidering og Hitlers magtovertagelse udviklede relationerne sig på ny i fjendtlig retning. Fordi de vestlige stormagter var ligeså mistænksomme over for Sovjetunionen som over for Nazityskland, endte Stalin og Hitler med at indgå den berygtede Molotov-Ribbentrop-pagt, primært i et forsøg på at vinde tid, indtil det endelige opgør ikke længere kunne udskydes.

Anden Verdenskrig forandrede alting. Især de tysk-russiske relationer skulle aldrig blive de samme igen. Endnu i dag er det svært helt at begribe det katastrofale omfang af opgøret mellem Tyskland og Sovjetunionen, som blevet indledt i juni 1941 under navet operation Barbarossa, verdenshistoriens vel uden sammenligning største konflikt. Tabene alene for Sovjetunionen var på ca. 26. mio. mennesker – soldater såvel som civile. De materielle skader var ligeledes af et sådant omfang, at det overgår enhver fattevene. Sovjet trak sig sejrrigt ud af opgøret, men betalte den højeste pris for sin triumf. Opgøret mod Sovjet blev bestemmende for Tysklands videre udvikling. Den umiddelbare konsekvens af krigsnederlaget var Tysklands deling i to stater. Lige siden den politiske samling af det tyske område havde der pågået en debat om, hvordan den nye stat skulle placere sig mellem Vesteuropa og Moskva. Efter 1945 var det ikke længere et problem, og relationerne mellem tyskere og russere udviklede sig i nye baner.

Det var naturligvis først og fremmest i Østtyskland, at den russiske påvirkning var stærkest, og forholdet til Moskva stod helt centralt. Den kolde krigs iboende logik medførte imidlertid, at også for Vesttyskland var relationerne til Moskva helt afgørende, når den udenrigspolitiske linje skulle fastlægges. I begyndelsen af Den kolde krig var man fra vesttysk side helt fokuseret på forsoningen med og tilslutningen til Vesteuropa og stod derfor stejlt over for østblokken, men fra 1960erne og fremefter begyndte en ny “østpolitik” at tage form under Willy Brandts lederskab, hvorved der indledtes en forsoningsproces med først Sovjetunionen og siden det øvrige Østeuropa.

Med Berlinmurens fald, Sovjetunionens opløsning og Tysklands genforening forandredes endnu engang forholdet mellem russere og tyskere. Ingen var mere glad for Den kolde krigs ophør end tyskerne, hvilket også hang sammen med, at det nu for alvor blev muligt at genoptage relationen til det evigt fascinerende Rusland. Og igennem de første 25 år efter murens fald har forholdet mellem Moskva og Berlin primært været godt og konstruktivt. Alt dette ændredes med Ukraine-konfliktens begyndelse i slutning af 2013.

Den institutionelle konflikt og det interne oprør  

Fra Ukraine-konfliktens begyndelse har rollefordelingen været forholdsvis klar. Ukrainerne er uretmæssigt blev frarøvet territorium, og desuden er det opfattelsen, at Moskva har været medvirkende til at påbegynde en borgerkrig i landets østlige del. Det er blevet set som afgørende fra konfliktens begyndelse, at der blev skabt og fastholdt en fælles vestlig front inden for EU såvel som NATO. Tyskland er gået forrest i dette arbejde. Således er Berlin en af hoveddrivkræfterne bag sanktionspolitikken, på trods af at tysk erhvervsliv er blevet ramt ganske hårdt af de russiske modforanstaltninger.

Tyskerne bidrog også med militærpersonel til de baltiske lande som led i NATOs afskrækkelsespolitik over for Moskva. Dette på trods af de indenrigspolitiske problemer, der altid opstår, når tyske soldater sendes på missioner i udlandet. Dertil kommer, at tyske soldater igen vil befinde sig meget tæt på Sankt Petersborg, der under Anden Verdenskrig var genstand for en årelang blokade fra tysk side, der betød ubeskrivelige lidelser for byens indbygger. Dette bidrager ligeledes til, at den historisk-politiske bevidsthed bliver genvakt, særligt hos russerne.

På den anden side er Tyskland blandt de varmeste fortalere for at opretholde dialogen med Moskva. Berlin var således en af initiativtagerne til Minsk-fredsforhandlingerne, og Angela Merkel har brugt timer på at tale i telefon med Putin i et stadigt forsøg på at opbløde konflikten.

Tyskland forsøger med andre ord at blæse og have mel i munden i forhold til konflikten med Rusland. Merkel er blevet rost for sine mange diplomatiske forsøg på at række hånden ud mod Kreml, men bag den diplomatiske gestus gemmer der sig måske mere håndfaste interesser for kansleren, nemlig at forhindre at forbundsrepublikken splittes i det russiske spørgsmål. Det er dog ikke lykkedes for Merkel.

Den tidligere omtalte meningsmåling taler sit tydelige sprog, og derudover er en række tyske delstater, med Bayern i spidsen, begyndt at føre en form for selvstændig udenrigspolitik, hvor ministerpræsident Horst Seehofer mødtes med Putin i april. Det stopper dog ikke her. En lang række tyske politikere, herunder medlemmer af forbundsdagen, valfarter i øjeblikket til Moskva og holder møder med russiske toppolitikere, der bl.a. står på EUs sanktionsliste.

Problemet for Merkel er, at selv om en stor del af befolkningen var enig i, at Ruslands handlinger under Ukraine-krisen grundlæggende var forkerte og burde straffes, er der ganske enkelt ikke appetit på en større konflikt med Moskva, slet ikke hvis den begynder at antage en militær karakter. Den tyske pacifisme efter 1945 er i høj grad forbundet med konflikterne med russerne. Aldrig mere krig kan i tysk sammenhæng tilføje “med Rusland.” Så dybt er traumet oven på Anden Verdenskrig.

Løsningen for Merkel består som omtalt i et forsøg på at iværksætte flere tiltag på samme tid. Militære forholdsregler kombineres konstant med diplomatiske udmeldinger. Udenrigsminister Steinmeier har netop under et besøg i Litauen understreget behovet for på ny at åbne en dialog med Moskva.

Problemet med denne politik befinder sig på det institutionelle niveau i EU og NATO. Begge organisationer kan fungere fremragende, når der skal etableres en fælles politisk front som i tilfældet med Rusland, hvor der skabes et forum, der kan disciplinere enkelte lande, hvis nogle er utilfreds med resultatet af den førte politik. Der er til gengæld ikke megen fleksibilitet indbygget i sådanne kæmpeinstitutioner, hvorfor den dobbelte tyske politik over for Kreml vil få ganske svære betingelser i disse rammer.

Grundlæggende er spørgsmålet, om tyskerne må havde nationale interesser. I tiden efter 1945 blev tysk udenrigspolitik i både øst og vest bundet i overnationale organisationer, der blev det centrale omdrejningspunkt for al sikkerhedspolitisk tækning. I dag er situationen anderledes, og det er et åbent spørgsmål, om der er overensstemmelse mellem, hvad der opfattes som vitale nationale interesser i henholdsvis Berlin, Warszawa og Baltikum. Polen og de baltiske stater har et mindst lige så historisk belastet forhold til Rusland som Tyskland, men har draget nogle ganske andre konklusioner ud fra disse erfaringer. For de omtalte stater vil Rusland altid være en trussel, og forhandlinger og samarbejde med Moskva er derfor nyttesløst.

Ligeledes opfattes Rusland som den evige aggressor, der altid står på spring for at angribe. Derfor kan der også være forskel på, hvordan den konkrete trussel mod fx. de baltiske stater erkendes. Der er ingen tvivl om, at for Estland, Letland og Litauen er Rusland en meget håndgribelig og reel udfordring, men det er samtidig nødvendigt at være opmærksom på den historiske paranoia, der altid vil gøre sig gældende i deres vurderinger. For Tyskland må og skal billedet se anderledes ud, og med sin størrelse og position bærer Berlin et stort ansvar for at vurdere situation meget realistisk og stille meget klare spørgsmål, herunder hvor sandsynligt det er, at Rusland vil angribe Baltikum.

Det er en ting nemt at kunne besejre og tage kontrol med et land, men som amerikanerne smertefuldt har erfaret i Afghanistan og Irak, er aktionens efterspil et ganske andet. Erfaringer som også russerne gjorde sig i Afghanistan. De baltiske stater er ikke Mellemøsten eller Afghanistan, men det er på ingen måde givet, at en evt. russisk besættelse vil forløbe glat og problemfrit for Moskva. Kaos kan nemt opstå. For den tyske ledelse må overvejelserne hele tide dreje sig om, at situationen ikke kommer ud af kontrol og eskalerer. Er der nogen, for hvem en krig mod Rusland kun kan gøre skade og risikere at ødelægge års møjsommeligt genopbygningsarbejde, er det Tyskland.

Hvordan Merkel vil løse cirklens kvadratur og forbedre relationen til Rusland, samtidig med at den fælles vestlige front opretholdes, er et meget interessant spørgsmål, og det enkle svar er vel, at det ikke lader sig gøre i længden. Men med vigende folkelig opbakning og et åbent politisk oprør er kansleren nødt til at finde på noget, ellers er det ikke kun Europa, der bliver mere og mere splittet som følge af en politik fastlagt fra Berlin, men forbundsrepublikken selv, der begynder at gå op i limningen.