Det kommende valg i Polen: En stærk regering, en håbefuld opposition og en højreorienteret joker

Af Kasper Justesen

Polen: Til efteråret skal polakkerne til parlamentsvalg. I alt fra små landsbysamfund til moderne storbyer vil polakkerne møde op for at sætte deres kryds. Valget bliver sandsynligvis afholdt 15. oktober. Valget bliver allerede nu kaldt det vigtigste valg siden systemskiftet i 1989. Og når man ser på konteksten og de politiske styrkeforhold, kan der være noget om snakken. 

Valgperioden har været præget af blandt andet Covid-19-pandemien, hviderussiske provokationer ved grænsen, krigen i Ukraine og høj inflation. Polakkerne mærker konsekvenserne af disse begivenheder i deres hverdag og på størrelsen af deres pengepung. Det prøver både regeringen og oppositionen at udnytte i mobiliseringen af deres respektive kernevælgere frem mod efteråret. 

Politico laver løbende aggregerede meningsmålinger op mod valget, som viser interessante styrkeforhold og trends. Lov og Retfærdighed (PiS) er stadig det største parti. Hele 35 pct. ville stemme på det nuværende regeringsparti, ifølge Politicos tal. På andenpladsen er Borgerkoalitionen (KO) med Donald Tusks Borgerplatformen (PO) i spidsen. De får ifølge Politico 30 pct. af opbakningen. På tredjepladsen finder vi det stærkt højreorienterede parti Konføderationen med 14 pct. af opbakningen. Ikke langt under dem, finder vi Den Tredje Vej, som er et fællesskab mellem det centrum-liberale Polen 2050 og centrum-højre partiet Det Polske Folkeparti (PSL), der sammen får 10 pct. Som den sidste samling partier over spærregrænsen finder vi Venstrefløjen, som er en sammenslutning af flere mindre partier af venstreorienteret observans, de får 9 pct. ifølge Politico. 

Indtil videre er det usandsynligt, at enten Lov og Retfærdighed eller Borgerkoalitionen kan danne en regering med absolut flertal. Det tegner derimod til, at vi får en koalitionsregering efter det polske valg. Her bliver tallene fra Politico særligt interessante. Borgerkoalitionen håber nemlig stadig på at overhale PiS inden valget, og dermed få serveretten af præsidenten til at forsøge at danne en ny regering. 

Lægger man Borgerkoalitionens opbakning sammen med opbakningen fra de øvrige klassiske oppositionspartier (Den Tredje vej og Venstrefløjen), giver det omtrent 49 pct. i opbakning til oppositionen. Lægger man Konføderationens 14 pct. sammen med PiS’ 35 pct. giver det ligeledes 49 pct. til den nuværende nationalkonservative regering. Der er altså lagt op til et ekstremt spændende valg. Det eneste, som kan være mere spændende end selve valgaftenen, er de efterfølgende regeringsforhandlinger, hvor mange meningsmålinger, der spår fordelingen af mandater, forudsiger det stærkt højreorienterede Konføderationen en rolle som kongemager med de afgørende mandater efter valget. 

Hvis tallene og trenden fortsætter, er den eneste vej til, at PiS kan sikre sig en historisk tredje valgperiode altså, at partiet indgår et samarbejde med Konføderationen. Konføderationens politikere bruger enhver lejlighed til at distancere sig fra både PiS, såvel som Borgerplatformen. Partiet profiterer i øjeblikket på, at partiet præsenterer sig som et alternativ til netop de to klassiske regeringspartier. Partiet er dermed lykkedes med at tiltrække vælgere på en platform, som er meget liberal fordelingspolitisk og konservativ værdipolitisk. PiS har umiddelbart tre muligheder. For det første, kan de forsøge at trække Konføderationen ind i en koalitionsregering med dem og dermed sikre sig et solidt flertal de næste fire år. Dette ville omvendt være dyrt, da Konføderationen sandsynligvis ville kræve betragtelige politiske indrømmelser og tunge regeringsposter. Eksempelvis, kunne man forestille sig, at partiet ville begrænse de sociale ydelser, som ellers har dannet rammen for PiS’ politiske succes de senere år. En anden mulighed, er at prøve at overtale nogle af Konføderationens nye parlamentsmedlemmer ind i folden hos PiS og på den måde lande de magiske 231 mandater, som der skal til for at holde et flertal i underhuset. Om dette reelt kan lade sig gøre, er dog uvist. En tredje mulighed er, at Konføderationen bliver passivt støtteparti til PiS i stedet for reel koalitionspartner. Dette ville sikre regeringen sit flertal i tillidsafstemningen i starten af valgperioden, og samtidig ville PiS kunne beholde alle poster i regeringen. Omvendt ville regeringen fra sag til sag være afhængig af Konføderationens opbakning og løsningen er derfor suboptimal, da et mistillidsvotum altid ville kunne bruges som argument imod regeringen. 

Borgerkoalitionen har til dels samme dilemma. Donald Tusks optimale scenarie er at opnå en valgsejr med den klassiske opposition og danne en koalitionsregering med enten Den Tredje Vej eller Venstrefløjen. Det arbejder oppositionen målrettet for, og som det kan ses i tallene, er det også hele tiden et muligt scenarie. Det er indtil videre svært at forestille sig, at Borgerkoalitionen ville indgå et formelt regeringssamarbejde med Konføderationen. Det ville nemlig være svært at sælge til deres egne vælgere og den øvrige opposition. Mere realistisk er det, at Borgerkoalitionen stiller sig i spidsen for en regering med Konføderationen som støtteparti. Som tidligere nævnt, ville dette være en relativt ustabil regering med stor risiko for at udløse et nyvalg. Det kunne dog være en mulighed for, at Borgerkoalitionen kunne indføre deres egne reformer efter PiS, hvorefter de trods alt ville have et bedre udgangspunkt for at generobre initiativet i polsk politik. 

Der er stadig en del uger til valget, og meget kan nå at ændre sig. Men det tegner til at blive et tæt valg, hvor hverken PiS eller PO kan opnå et selvstændigt flertal. Hvem der kan føre den mest veludførte valgkamp og sikre sig initiativet til at danne regering, ved vi endnu ikke. Men det bliver sandsynligvis den mest spændende duel mellem Tusk og Kaczynski til dato.