Det er usandsynligt, at protesterne i Montenegro vil føre til Dukanovics fald

Demonstrationerne i Podgorica Foto- Sloboda Traži Ljude

Demonstrationerne i Podgorica Foto- Sloboda Traži Ljude

Af Mirko Boskovic

MirkoMontenegro: Montenegro har siden slutningen af ​​september oplevet en jævn strøm af protester, hvor politiet til tider har tyet til magtanvendelse for at sprede demonstranterne. Protesterne blev oprindeligt drevet af oppositionspartiet, Den Demokratiske Front, og var hovedsageligt pro-russiske og anti-NATO i sin natur. Det var grunden til, at en væsentlig del af landets civilsamfund ikke deltog i demonstrationerne, da demonstrationerne begyndte. Situationen ændrede sig dog dramatisk efter myndighedernes forsøg på at undertrykke bevægelsen. Demonstrationerne fik hurtigt en anti-regerings karakter med demonstranter, som forlangte afholdelse af første frie og retfærdige valg i Montenegros historie og en afslutning af ​​Milo Đukanović s 26 år lange styre.

De igangværende protester, der finder sted i Montenegros hovedstad Podgorica begyndte den 27. september, da Den Demokratiske Front (DF), en sammensat koalition af oppositionspartier med forskellige ideologier, placerede telte på boulevarden foran Parlamentet. En fremgangsmåde, der minder om de seneste protester i nabolandet Makedonien.

Demonstrationerne var rettet mod regeringen, men også mod Montenegros NATO-medlemskab. Officielt var målet for de protesterende ikke kun at stoppe Montenegros mulige optagelse i NATO, hvis invitation forventes at komme den 1. december. Timingen af ​​demonstrationerne og den måde, hvorpå de protesterende handlede på kunne ikke skjule dette mål. I Montenegro er denne holdning generelt forbundet med pro-serbiske og pro-russiske synspunkter.

Ikke desto mindre blev anti-NATO følelser sammenflettet med bredere protester mod den nuværende premierminister Milo Đukanovićs regime, der har været hersker i Montenegro i en eller anden form, i godt to årtier. Demonstranterne har fordømt økonomiens tilstand, protesterede imod omsiggribende korruption og organiseret kriminalitet og opfordrede til de første frie og retfærdige valg i Montenegro historie.

Montenegro i Ruslands skygge

I begyndelsen af ​​protesterne, var bevægelsen ikke særlig stor, men den repræsenterede noget af en frisk pust i Montenegros kvælende politiske klima. Det var tilfældet, i hvert fald, indtil Kirken trådte til. Denne intervention tog form ved Metropolitan Amfilohije af den Serbiske Ortodokse Kirke klatring ind på scenen under protesterne og beklage Montenegros “adskillelse fra moderen Rusland«.

På dette tidspunkt stoppede de fleste af de liberalt-sindede tilhængere at komme til lejren, da Metropolitan Amfilohije repræsenterer for dem de mørke dage med nationalisme, had og intolerance. Hans deltagelse rejste også en mistanke om, at protesterne var hovedsagelig anti-NATO i karakter. Mange montenegrinere der er utilfredse med det nuværende politiske klima er ikke nødvendigvis imod NATO-medlemskab og opgav derfor demonstrationerne.

Det er værd at huske, at Rusland og Montenegro har haft fremragende relationer for flere år før og efter Montenegros uafhængighed i 2006. Russisk hovedstad investerede store beløb i den tidligere jugoslaviske lands økonomi, hovedsagelig i aluminiumsindustrien, fast ejendom og turisme. Russiske billboards er stadig allestedsnærværende langs den montenegrinske kyst og russisk er ofte sproget, der tales i montenegrinske turistmål.

Imidlertid blev forholdet mellem de to lande kølnet betydeligt i de seneste år, som følge af Montenegros beslutning om at bakke op om sanktioner mod Rusland på grund af den ukrainske krise samt for Montenegros lederes åbne engagement i den euro-atlantiske integration.

Protesterne mistede deres inkluderende karakter, og antallet af tilhængere blev mindre og mindre for hver dag, der gik. Samtidig begyndte borgerne i Podgorica at klage til de lokale myndigheder om tunge trafikpropper “som følge af et par tomme telte” foran parlamentet.

Myndighederne foreslog arrangørerne flytte deres telte til parken over for Parlamentet og befri hovedvejen, og samtidig tilbød at lukke vejen hver aften i 2-3 timer for demonstranterne til at kunne holde offentlige taler. Den Demokratiske Front afslog tilbuddet.

På dette tidspunkt gjorde myndighederne en alvorlig fejltagelse og besluttede med magt at fjerne teltene i de tidlige morgentimer lørdag, 17 oktober. At fjerne telte, hvor kun få Demokratiske Fronts parlamentsmedlemmer og et par dusin tilhængere var tilbage – tog ikke lang tid at gennemføre, men aktionens virkning på den offentlige mening varede meget længere. Dette vækkede Den Demokratiske Front protester tilbage til livet.

Beslutningen om at bryde protesten op gav arrangørerne en stor fordel, fordi det er sandsynligt, at protesterne ville have mistet hele sin styrke i løbet af ganske få dage.

Den Demokratiske Fronts parlamentsmedlemmer forsøgte at stoppe fjernelsen af ​​teltene og politiet valgte at anvende magt. I nogle tilfælde var politiet fremgangsmåde voldelig og dramatisk. Hele situationen blev optaget og udsendt på TV og internet og skabte udbredt vrede blandt mange borgere, uanset deres niveau af støtte til Den Demokratiske Front.

Volden viste sig uacceptabel for den montenegrinske offentlighed, der ikke er vant til at se sådanne scener foregå i deres land. Den næste dag demonstrerede tusindvis af mennesker fredeligt på gaderne i Podgorica mod Đukanovićs regime, og en anden protest blev annonceret for den følgende uge. I den mellemliggende periode, steg spændingerne, næret af et medie-ledede propaganda kampagne, som spredte forvirring om karakteren af ​​protesterne.

Lørdag 24. oktober resulterede den spændte atmosfære i et relativt hensynsløst “ultimatum” udstedt af Demokratiske Front parlamentsmedlemmer, der forlangte regeringens tilbagetræden inden for en time. Samtidig skulle formanden for Parlamentet træde frem inden for ti minutter. Skete det ikke, ville man ” ikke garantere for demonstranternes handlinger«.

Kaosset blev yderligere forstærket, da maskerede hooligans forsøgte at bryde igennem politiets barrierer og med politiet, som reagerede voldsomt. Centrum af Podgorica blev fuld med tåregas. Borgere rapporterede om voldelige – selv brutale – politiaktioner, hvis optagelser blev offentliggjort i medierne. Optagelserne og beskrivelserne fra vidner har siden resulteret i adskillige konspirationsteorier om, hvem der startede volden og hvorfor.

Forklaring af protesterne

Der har været rigeligt med spekulationer over, hvad protesternes rette formål egentlig er. Afhængigt af hvordan man ser på tingene, er det let at konstruere forskellige forklaringer.

For Montenegros civilsamfund var håbet, at disse demonstrationer ville repræsentere, hvad 5. oktober 2000, opstanden mod Milošević har betydet for Serbien: afsættelsen af ​​en lang-forskansede hersker. Selv ikoner, slogans, sangene og den visuelle identitet af protesterne afspejlede til en vis grad den serbiske oplevelse. Men denne gang, konteksten og »fjenden« var anderledes. Den serbiske bevægelse blev støttet af de vestlige lande, fordi Milošević blev klart opfattet som en diktator, hvis handlinger var i strid med Vestens interesser.

Historien om Đukanović er helt anderledes. Hans parti, DPS, har vist sig at være en stabil partner for NATO og EU. Đukanović er en person, det internationale samfund kan regne med, mens mange af oppositionspartierne, med deres uklare politik og noget tvivlsomme holdning til NATO og de vestlige demokratier opfattes som mindre troværdig.

Selvom den part, der iværksatte demonstrationerne – Den Demokratiske Front – er pro-russisk og anti-NATO, er protesterne endt med at blive drevet af en reaktion på den hårdhændet måde myndighederne behandlede demonstranterne. De har også synliggjort et ægte ønske om forandring efter 26 år med effektiv et parti styre under Đukanović s DPS.

Montenegro vil sandsynligvis modtage en invitation til at deltage NATO i december, uanset Demokratiske Fronts synspunkter. Endvidere kan det endda være sådan, at den skabte ustabilitet og vold genereret af demonstrationer kunne øge ​​Đukanovićs popularitet. Efter at have navigeret sit land gennem turbulensen af ​​exit fra Jugoslavien uden blodsudgydelser, ses Đukanović fortsat som den politiker, som bedst kan levere stabilitet i Montenegro.

Med valget i begyndelsen af ​​næste år, kan DPS endda sikre absolut flertal og udvide Đukanović styre endnu længere. Det vil blive et temmelig paradoksalt resultat, hvis de protester, der forsøgte at afslutte hans 26 år greb om magten producerer det modsatte resultat, men i betragtning af ​​den montenegrinske politiks natur, er det langtfra umuligt.

Mirko Boskovic er undersøgende journalist for Montenegro national TV, RTCG (Radio Televizija Crna Gora), forfatter og direktør for prisvindende tv-show “Mechanism”, som handler om korruption og organiseret kriminalitet

Mirko Boskovic`s analyse er skrevet for EUROPP-European Politics and Policy, akademisk blog under London School of Economics (www.blog.lse.ac.uk) og er offentliggjort på Mr. East med Mirko Boskovics tilladelse. Oversat af Ota Tiefenböck

Share This