Ad

Det delte Europa og migrantkrisen

Europa Foto: Dbachmann

Europa Foto: Dbachmann

Med terrorangrebet i Paris og den stadige tilstrømning af flygtninge og migranter, der ankommer til Europa, befinder ideen om det “fælles europæiske projekt” sig i sin hidtil største krise.

 Af Thomas Lie Eriksen

Thomas LieEuropa: Der skrives og tales i disse år meget om behovet for fælles europæiske løsninger på tidens store problemer. Det er ikke en ny tanke, men er selve grundlaget for det “europæiske projekt”, som det blev grundlagt med oprettelsen af Kul- og Stålunionen i 1951.

Omfanget af de nuværende verdenspolitiske kriser, der presser Europa til det yderste, rejser imidlertid med fornyet styrke spørgsmålet om europæisk sammenhængskraft, og om det overhovedet er muligt at formulere fælles europæiske løsninger.

Den komplicerede historie

Europas historie er historien om splittelse og deling. På kryds og tværs, i øst og vest, nord og syd. Kontinentets første store deling opstod som en konsekvens af Romerrigets sammenbrud, hvor det gigantiske antikke imperium blev delt i et østligt og vestligt rige. Herigennem skabtes den måske alvorligste skillelinje i europæisk sammenhæng, hvis følger endnu er mærkbare i vor tid. Europa under Roms ledelse var dog stadig et delt kontinent, idet det ikke lykkedes at udbrede den latinske kultur til alle områder.

Limes, grænsen langs Rhinen og Donau, adskilte civilisation fra barbari, dvs. store dele af Tyskland, Skandinavien, samt Østeuropa som aldrig blev en del af antikkens højkultur. På trods heraf er ideen om et samlet og gennemciviliseret europæisk imperium ikke forsvundet, og fra Karl den store til Napoleon og Hitler er denne vision blevet forfulgt med en uhørt brutalitet, uden at der dog er opnået noget, der minder om et permanent resultat.

EU var i sin kerne tænkt som den fredelige udgave af et samlet Europa og dermed løsningen på overstående problematik, men store visioner har det svært blandt Europas mange forskellige stater, nationer, kulturer og sprog. Det centrale spørgsmål er nu: Kan en europæisk enighed etableres i lyset af flygtninge- og migrantkrisen og den omfattende terrortrussel?

 

Mellem øst og vest

Den dybeste og sværest overkommelige skillelinje i europæisk historie er den mellem øst og vest. Fra Romerrigets deling til opførelsen af Berlinmuren er det, som om historien selv har besluttet at opretholde denne deling uafhængig af århundreder, krige, katastrofer og tidernes generelle omskiftligheder.

Med murens fald i 1989 var det håbet, at den sidste barriere mellem øst og vest nu var forsvundet, og en endelig samling af Europa kunne påbegyndes, men den historisk betingede konsekvens vil ikke slippe sit tag, og med den tilspidsede situation, der er opstået som følge af flygtninge- og migrantkrisen, er Øst- og Vesteuropa endnu engang på vej i forskellige retninger. Ved det netop overståede parlamentsvalg i Polen, der bragte Lov- og Retfærdighedspartiet tilbage ved magten, kan man nu tale om en samlet østeuropæisk front.

En del af problemet i forholdet mellem vest- og østeuropæiske lande, hænger sammen med meget forskellige historiske erfaringer, samt en manglende forståelse af modparten. Polen kan for eksempel fremvise en historie så rig på drama, at det overgår langt de fleste andre stater. Klemt inde mellem stormagter og af flere omgange berøvet sin frihed kan det ikke undgå at påvirke Polens politik over for EU, Tyskland, Rusland og ikke mindst flygtninge og migranter.

Ungarn er et andet eksempel på en nation, hvor historien har en særlig stærk indvirkning på den førte politik. Viktor Orban er blevet beskyldt for at være en miniudgave af Putin, men dertil må det bemærkes, at Ungarns geopolitiske placering og udblik på mange områder minder om Ruslands. Beliggende på den store eurasiske slette og uden mange muligheder for forsvar er ungarsk historie fortællingen om talrige invasioner og underkastelse under fremmed herredømme. Denne voldsomme historie vil naturligt nok påvirke Orbans ageren som statsleder.

Der vil kunne peges på mange flere historiske eksempler, og mange andre lande og stater vil kunne inddrages i diskussionen om, hvordan Europa skal forholde sig til de enorme udfordringer, der i øjeblikket tårner sig op.

Balkan, som på ny er ved at udvikle sig til et konfliktområde, vil i så henseende være et oplagt område at behandle. Det vigtigste spørgsmål er imidlertid stadig, om der kan skabes fælleseuropæiske løsninger? Der kan fremvises eksempler på, at europæiske stater kan stå sammen, når det virkelig gælder, og faren er størst. Slaget ved Wien og sejren over osmannerne i 1683 er det oplagte eksempel. Men her er tale om undtagelser, og en bred og langtidsholdbar europæisk enighed, hvorved mange forskellige problemer kan løses gennem samarbejde, forekommer at være en illusion.

Dertil er de historiske erfaringer samt forskelle i sprog og kultur for store. Dette er ikke ensbetydende med, at der ikke kan findes en fælles løsning på konkrete og praktiske problemer som for eksempel sikringen af de ydre grænser, så flygtninge-situationen kan komme under kontrol, men som det ses, er heller ikke dette ligetil, og måske vil det igen være op til hvert enkelt land at sikre sine egne grænser. Hvis det bliver tilfældet, vil den europæiske historie i sandhed have sluttet sin cirkel.