Den ukrainske krise: Kan vi stole på amerikanerne?

 

Fra kampe i Østukraine, Foto: Youtube-CC-BY

Fra kampe i Østukraine, Foto: Youtube-CC-BY

De amerikanske militære instruktører skal træne den ukrainske Nationalgarde, og i USA diskuteres det fortsat, om USA skal forsyne ukrainerne med våben. Kan Europa stole på amerikanernes reelle hensigter?

Kommentar af Ota Tiefenböck

Ota -nyt billedeRusland/Ukraine: Den nuværende våbenhvile i Ukraine er skrøbelig, men den er det hidtil bedste bud på en fredelig løsning af den ukrainske konflikt og et bevis på, at de europæiske ledere godt kan tage sig sammen, når det gælder, og når situationen er ved at udvikle sig til det uoverskuelige.

En af grundene til den europæiske succes er formentlig, at USA ikke deltog i forhandlingerne. Det samme gælder den mere rabiate del af EU, henholdsvis Polen og de baltiske lande, hvor historiske uretfærdigheder synes at skygge for diplomatisk tankegang og ganske almindelig menneskelig tilgang. Det næste spørgsmål, der presser sig på er, hvorvidt USA´s sidespor også kan accepteres af amerikanerne i længden, og hvorvidt USA er parat til at overlade Europas skæbne til europæerne selv.

Våben til forsvar?

De udtalelser der med jævne mellemrum kommer fra USA kunne tyde på, at amerikanerne har svært ved at blive parkeret på sidespor. Amerikanske militære instruktører er angiveligt ankommet til Ukraine for at træne den ukrainske Nationalgarde, og alt tyder på, at det kun er spørgsmål om tid, hvornår USA beslutter sig for at forsyne det ukrainske militær med våben. Det spørgsmål der presser sig på er, hvad skal det gøre godt for? Tror amerikanerne på, at den ukrainske konflikt handler om, hvem der kan fremvise de største muskler eller passer det i virkeligheden godt i de amerikanske planer at holde konflikten i live? Det lyder måske umiddelbart kynisk, men verdenshistorien har budt på en lang række kyniske handlinger, så hvorfor skulle netop vores tidsperiode være en undtagelse? Der er formentlig heller ikke nogen tvivl om, at en konflikt i Europa vil ikke være det værste der kunne ske for det økonomisk plagede og mange måder svækkede USA.

En agressiv NATO stemme

Det spørgsmålstegn, der ligeledes presser sig på er de seneste udmeldinger fra den amerikanske NATO general Philip Breedlove. Han peger på en fortsat russisk aggression i Østukraine og fortsat forsyning af Donbas med russiske våben. Hans udtalelse er begyndt at vække bekymring i Tyskland, hvor de tyske ledere, ifølge det tyske magasin Spiegel, ikke aner, hvad Breedlove taler om. Spørgsmålet her er, hvad formålet med Breedloves udtalelser er? Har USA en skjult dagsorden? De seneste amerikanske udmeldinger om en forøget tilstedeværelse i de øst- og centraleuropæiske NATO lande, samt flytning af et betydeligt antal militære kampvogne til Baltikum, peger i den samme retning. Det er formentlig en kendsgerning, at USA`s ledende rolle i NATO efterhånden har udvisket de enkelte landes evner til selvforsvar, men regner amerikanerne virkelig med, at et russisk angreb er et nært forestående? En hel anden ting er, at der i en del af disse lande, som for ganske få år siden er kommet af med russerne, slet ikke er en stemning for endnu engang at have fremmede styrker udstationeret på sit territorium.

 Revolution er ikke det værste

Der er ingen tvivl om, at de farvede revolutioner i de tidlige sovjetrepublikker passer amerikanerne godt. Den amerikanske senator John McCain var da også hurtig, da han kort efter demonstrationerne Kijev begyndte i 2013, erklærede på Uafhængighedspladsen USA`s uforbeholdne støtte til demonstranterne. Det er naturligvis kun et hypotetisk spørgsmål, men vil amerikanerne mon acceptere, at eksempelvis en russisk politiker opfordrede demonstranter i USA til en regeringsfjentlig aktivitet? Fordi uanset hvad man mener om begivenhederne i Kijev, var den daværende ukrainske regering demokratisk valgt. Revolutionerne i demokratiets hellige navn er med til at splitte det tidligere russiske interesseområde og cementere USA s dominerende rolle i verden, og derfor utvivlsomt i USA`s interesse, også selvom de kan bringe problemer med sig,. For lokalbefolkningen og for Europa.

Opgivende Ukraine

De ukrainske ledere synes efterhånden også helt at have opgivet og kun rette landets håb til hjælp udefra, især USA. Det skyldes muligvis, at de på grund af de europæiske lederes hårde krav, ikke kan opnå en løsning af konflikten, som de havde ønsket. Grunden kan også være en general mangel på handlemuligheder. Det er nemlig et faktum, at den ukrainske præsident Petro Porosjenko og premierministeren Arsenij Jatsenjuks aktiviteter hovedsageligt består af opfordringer til hjælp og beskyldninger, frem for en egentlig politisk aktivitet eller egne forsøg på at løse konflikten. Og for den sags skyld heller ikke et forsøg at gennemføre de nødevendige reformer af det ukrainske samfund.

Alt tyder på, at den nuværende våbenhvile kommer til at vare længere end den første, men det er tvivlsomt, at den er et punktum bag den ukrainske krise. Chancerne for at Minsk 2 aftalen kan have en chance vil dog være utvivlsomt større, hvis EU stiller sig mere kritisk over for USA og stiller større krav til de ukrainske ledere. Større og større konfrontation, et muskelspil kommer der under ingen omstændigheder noget godt ud af.

Share This