Den polske nationalbank – en politisk omstridt institution

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: I de sidste uger har der raset en debat i Polen om nationalbankdirektør Adam Glapinski og anklager om nepotisme og tårnhøje honorarer. Da Glapinski er nært knyttet til det regerende Lov og Retfærdighedspartiet har sagen også fået politiske følger. Oppositionen forfølger ihærdigt sagen, der også har forstærket konflikterne mellem de forskellige fraktioner inden for Kaczynskis eget parti.

Nogle ønsker Glapinski fjernet, andre vil beholde ham. Problemet er, at det er præsidenten der udnævner en eventuel ny person på posten, som derefter skal godkendes af et flertal i parlamentet.  Og Andrzej Duda, præsidenten, er valgt for Lov og Retfærdighedspartiet, der har flertal i parlamentet, i hvert fald frem til næste valg.

Siden 1989 har besættelsen posten som nationalbankdirektør været omgivet af stor politisk interesse. Lige efter gennembruddet i 1989 var Wladyslaw Baka, tidligere medlem af det kommunistiske partis centralkomité, nationalbankdirektør. En del udnævnelser siden har overrasket mange. Det gjaldt eksempelvis udnævnelsen af Hanna Gronkiewicz-Walz i 1992.

Hun var ikke særlig kendt i offentligheden, var uddannet jurist og havde solidt kendskab til de retslige aspekter af bankvirksomhed. Igennem 1990erne bidrog Nationalbanken til at redde en del kriseramte banker og sikre privatpersoners opsparing. Leszek Balcerowicz, som blev nationalbankchef i 2000, havde været finansminister. Han var fadder til den økonomiske chokkur, der blev iværksat efter 1990. Senere blev han formand for partiet Demokratisk Union. Kort sagt forenede han rollen som uddannet økonom med rollen som politiker. Balcerowicz har over alle årene været kontroversiel og hele tiden i det politiske søgelys.

Overraskende for de fleste var også udnævnelsen af Slawomir Skrypka til posten i 2006. Han havde modsat sine forgængerne ikke fagøkonomisk baggrund, men han bidrog til at føre Polen helskindet igennem finanskrisen 2008-09. Skrypka omkom ved flykatastrofen ved Smolensk i april 2010, der kostede præsident Lech Kaczynski, hans kone og over 90 andre livet.

Som sagt var udnævnelsen af Adam Glapinski som nationalbankdirektør, klart et politisk valg. Det betyder, at den løbende sag om nepotisme og tårnhøje honorarer uundgåeligt også er blevet et problem for regeringen. Glapinski er ikke en ”hr. hvem som helst”, skriver Lukasz Lipinski i det polske ”Newsweek”. Han frygter ikke Kaczynski, er villig til, om nødvendigt, at tage åbent opgør med ham. Regeringen vil sikkert, som da parlamentsmedlemmernes og ministres lønninger sidste år var til debat, foreslå øvre grænser for aflønning af chefer og håbe på, at sagen derefter ”dør bort” af sig selv, hvilket er sket før.

Skiftende regeringer har ønsket at begrænse Nationalbankens uafhængighed. Traditionelt fører nationalbanker en ret stram pengepolitik, møntet primært mod at begrænse inflationen, og det har skabt en modstand. Den kendes også uden for Polen. Den samme kritik har været rettet mod fx over for Den Europæiske Centralbank.

Den polske Nationalbanks reserver tilhører staten, men regeringerne har ikke mulighed for at konfiskere dem for at dække underskud på statsbudgettet, sådan som nogle partier har foreslået. Overskud skal overføres til statskassen. I 2017 havde den polske Nationalbank et underskud, hvilket skyldtes udgifter til at stabilisere zlotyen, den polske valuta.