Den polsk-ukrainske slagsmål om historisk udlægning fortsætter

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundksb, SDU

Polen/Ukraine: Med det polske parlament, Sejmens beslutning om at stemple UPA-OUN-Bandera’s massemord på polakker under anden verdenskrig som ”folkedrab” har striden mellem de to nabolande nået nye højder.

I det polske ”Polityka” konstaterer professor Grzegorz Motyka, at uenighederne om begivenhederne i Volhynien i det vestlige Ukraine er den strid, der stikker allerdybest. Han gør her opmærksom på, at Ukraine selv har et alvorligt medansvar for optrapningen af konflikten med beslutningen i parlamentet om at erklære UPA for en ”befrielseshær”.

Motyka prøver herefter nærmere at kortlægge de historiske begivenheder, der førte til massedrabene på polakker. I efteråret 1942 besluttede OUN (Organisationen af Ukrainske Nationalister) på initiativ af den mest yderliggående fløj at fjerne polakker og jøder fra alle områder, som OUN erklærede ”ukrainske”, om nødvendigt gennem at dræbe dem.

De tilbageblevne polakker forsøgte som følge heraf at oprette egne forsvarsenheder. Blandt de ukrainske beslutningstagere dengang finder vi Mychajlo Kolodzinski, der i 1935-37 havde været rådgiver og hjælper for Ustasja, den kroatiske fascistiske bevægelse, der under Anden Verdenskrig gennemførte massemord på især serbere.

Efter Motyka’s mening er det forkert at tale om ”symmetri” i de overgreb der blev begået fra henholdsvis UPA, den ukrainske ”befrielseshær” og AK, den polske hjemme-armé. I en del tilfælde gik polakkernes aktioner godt nok ud over uskyldige ukrainere, men antallet matcher slet ikke tallet for uskyldigt dræbte polakker. Polakkerne havde derudover ikke,- som UPA-OUN, der ville ”ukranisere”- , til hensigt at ”polonisere” det vestlige Ukraine. UPA’s metoder var kort sagt langt mere brutale end polakkernes.

Motyka’s opfattelse deles bestemt ikke af Ihor Losev, der i ”Ukrainian Week”, skriver, at der er tale om et voksende ”anti-ukrainsk hysteri” i Polen lige nu. Især de såkaldte ”kresowiaki”, der engagerer sig særlig stærkt når det gælder Vest-Ukraine er problemet. Herfra kan tænkes at blive rejst erstatningskrav mod den ukrainske stat.

”Tilgivelse” og ”symmetri” er bedre end at ”afpresse” og ”sejre” på nabolandets bekostning, skriver Losev. Polen har det i øvrigt ikke selv det for godt med historien. Losev omtaler ”Tesin-syndromet”, at Polen efter ”München-aftalen” i 1938 ikke allierede sig imod Tyskland men tværtimod benyttede lejligheden til at erobre Tesin-distriktet fra Tjekkoslovakiet.

Han henviser også til en ”hemmelig aftale” mellem Polens diktator Jozef Pilsudski og Hitler i 1934 om i fællesskab at angribe Sovjetunionen. Ja, den polske exilregering førte en regulær ”kolonikrig” mod ukrainere i Vest-Ukraine, i stil med Frankrigs i Algier og Portugals i Angola. Set i det perspektiv er de polske anklager mod OUN for samarbejde med Hitler-Tyskland ”extravagante” og pinlige. Den Polske hjemmearmé (AK), de polske bondebataljoner og andre polske formationer havde også et medansvar. Kort sagt, polsk ”afpresning” af Ukraine bør afvises, mener Losev.