Den polsk-ukrainske mindekrig fortsætter

Ukraines kontroversielle helt Stepan Bandera Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/Ukraine: Krigen i Ukraine har på ingen måde betydet et stop for den strid om historien, der i årevis har plaget forholdet mellem Kiev og Warszawa. Striden har fundet sted på flere forskellige niveauer, på regeringsplan og på civilsamfundsniveau og her senest mellem de to landes historiske mindeinstitutter. Historiestriden er blevet aktualiseret af hærværk mod og ødelæggelser af ukrainske monumenter i Polen, senest i Monastyr.

Lederen af det ukrainske mindeinstitut, Anton Dobrobycz mener, at for mange polakker ikke lever op til kravet om retfærdighed og ansvarlighed. Spørgsmål relateret til de blodige begivenheder der udspandt sig mellem ukrainere og polakker under og lige efter 2.verdenskrig er mere politiseret i Polen end i Ukraine, mener han, desværre også på civilsamfundsniveau. Ukraine må væbne sig med tålmodighed og vente på, at polakkerne i højere grad lever op til deres forpligtelser. Problemet, lyder det fra Kiev, blev endnu værre, efter at Karol Nawrocki overtog lederposten på det polske mindeinstitut (IPN).

De ukrainske synspunkter har naturligt nok ikke opbakning i Polen. Fra den polske regering er stillet krav om, at Ukraines præsident Volodymyr Zelensky i mere klare vendinger fordømmer drabene på op mod 100.000 polakker i det vestlige Ukraine. Det krav er i skarpe vendinger blevet afvist af Ukraines ambassadør i Polen. Ukraine, siger han, har helt tilstrækkeligt beklaget de overgreb, der fandt sted.

Det var UPA og OUN-B, der under 2. verdenskrig stod i spidsen for kampen mod den Røde Hær og derudover var ansvarlig for massedrabene på ikke alene polakker, også et stort antal jøder. I en periode samarbejdede OUN-B (B for Bandera) med den tyske besættelsesmagt. Efter krigen blev mange ukrainere fordrevet fra Polen (“Aktion Wisla”).

Share This