Demokratiets ulidelige lethed

Af Ota Tiefenböck

BLOG: Der er netop blevet afholdt et parlamentsvalg i Aserbajdsjan, og regeringspartiet Nyt Aserbajdsjan har fået et klart flertal i det aserbajdsjanske parlament. Partiet fik 70 mandater ud af 125. De resterende mandater får partier, som også er loyale over for Nyt Aserbajdsjan og præsident Ilham Alijev.

Oppositionspartierne har boykottet valget i protest, mens OSCE afviste at være observatør ved valget på grund af betingelserne stillet af den aserbajdsjanske regering.

De vil ifølge OSCE gøre det umuligt at garantere et demokratisk valg. På samme tid er flere journalister og menneskerettighedsforkæmpere i løbet af den seneste tid blevet fængslet eller er flygtet fra landet på grund af deres kritik af landets regering.

Valget har fået næsten ingen dækning i danske medier og efterlader en række spørgsmål.

– Hvorfor har vi ikke hørt mere om, hvordan valget i Aserbajdsjan foregik på?

– Hvor meget har vi hørt om menneskerettighedskrænkelserne som foregår i Aserbajdsjan ?

– Hvor er de danske menneskerettighedsforkæmpere, NGO`er, politikere og de danske medier, hvorfor gør de os ikke opmærksomme på situationen i Aserbajdsjan?

– Hvor er de euroæiske demokrati-forkæmpere, hvorfor hører vi mere eller mindre intet om Aserbajdsjan på europæisk plan?

Alt tyder på, at EU har to forskellige måder at fremme demokratiet og de grundlæggende menneskerettigheder på.

Den ene af dem, den der bliver praktiseret mest, bliver anvendt over for svage og fattige lande. Her kan eksempelvis et forbud mod homoseksuelles optog få uoverskuelige konsekvenser og en øjeblikkelig trussel om sanktioner. Den ene regeringsleder efter den anden vil straks fortælle os, hvor uacceptabelt det er og at vi ikke kan tolerere lande, som ikke respekterer de grundlæggende menneskerettigheder.

Den anden måde bliver praktiseret over for lande, som er rige, og som vi har brug for. Her vil de samme regeringsledere være meget mere tilbageholdende, uanset at der i disse lande kan foregå alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Aserbajdsjan, hvor landets autokratiske præsident Ilham Aliyev netop har sikret sig fire nye år med et parlament under sin kontrol, er et godt eksempel.

Alle ved, at valget er blevet voldsomt manipuleret, at Aserbajdsjan er et land, hvor præsidentens politiske modstandere bliver fængslet, hvor uafhængige medier er under pres og hvor regeringskritiske ytringer bliver straffet hårdt, men her er vores politikere og journalister pludselig tavse.

Jeg er godt klar over, at vi er interesseret i aserbajdsjansk olie og gas for at gøre os uafhængige af russisk gas, men skal vi ikke også værne om vores egen værdighed?

Eller i det mindste indrømme, at vi lever i et samfundssystem, hvor idealerne indimellem viger for økonomiske interesser? Så har vi i det mindste noget konkret at forholde os til, fordi det hykleri, vi praktiserer nu, er ikke til at holde ud.