Ad

Decentralisering i Ukraine, et omstridt emne

Den ukrainske hovedstad Kijev Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Da Porosjenko tilbage i 2015 fremsatte forslaget om decentralisering kom det til voldelige demonstrationer uden for parlamentsbygningen. Fire personer fra den nationale garde som bevogtede bygningen blev dræbt. At forslaget om decentralisering blev fremsat skyldtes, at Ukraine har et stærkt behov for at få mere lokalt selvstyre.

Det nuværende stærkt centralistisk opbyggede system er et levn fra Sovjet-perioden. Dertil kommer, at Ukraine i henhold til Minsk aftalen i 2015 var (og er) bundet til at gennemføre love om decentralisering. Nu gentager historien sig. På det seneste møde i Paris inden for Normandiet formatet blev Zelensky forpligtet til at gentage Porosjenko’s forsøget fra 2015 med alle de politiske problemer og risici, det uundgåeligt betyder. Problemet er, at decentralisering er intimt forbundet med spørgsmålet om udvidet selvstyre for Donbas regionen og dermed også med forholdet til Rusland.

Hvor skal den ”røde linje” trækkes? Hvornår er Ukraines eksistens som stat truet? At Porosjenko foreslog at forholdene i Donetsk og Luhansk skal reguleres i ”separate love” var i sig selv politisk kontroversielt og skabte en del protester.

 Andriy Holub rejser spørgsmålet i ”Ukrainian Week” (januar 2020). Decentralisering er en nødvendighed, siger han. Problemet er, at decentralisering også kræver ændringer i den ukrainske grundlov. Det udspil om decentralisering, Zelensky har præsenteret, minder meget om Porosjenko’s. Det er ikke tilfældigt. Men Zelenskys forslag har ikke vendingen en ”særlig status” for det besatte Donbas med. Zelensky vil ikke anklages for ”skjult føderalisering”.

Føderalisering er et skældsord for mange, er forbundet med separatisme og kravene i 1990erne fra Donbas og Krim. Heller ikke Donetsk og Luhansk oblast er nævnt ved navn i lovforslaget.  Bestemte territoriale enheder nævnes slet ikke i udkastet, bortset fra Krim og hovedstaden Kijev. Andre byer og regioner vil således heller ikke blive nævnt i en eventuelt revideret grundlov.

Oblast guvernører og lokale (”county”) skal efter planen erstattes af præfekter, som skal kontrollere, at lokale love ikke er i strid med ukrainsk lov. Lokale retsinstanser kan blive involveret i tilfælde af uenighed. Præfekterne vil iflg. Zelensky også få mulighed for at appellere til præsidenten personligt om at suspendere love og forordninger vedtaget lokalt. Forfatningsdomstolen vil kunne træffe den endelige afgørelse.

Loven om decentralisering kan gennemføres på to måder. Den ene, at parlamentet præsenteres for en samlet lovpakke, vedtager den og efterfulgt af de nødvendige ændringer af forfatningen. Den anden er at gå stik modsatte vej, at ændre forfatningen og først derefter vedtage de nye love. Grundlovsændringer vil kræve 300 stemmer for i parlamentet. Zelensky selv foretrækker den førstnævnte fremgangsmåde. 

Love om decentralisering er politisk kontroversielle. Den foreslåede er ingen undtagelse. Hvor skal den ”røde linje” trækkes? Hvornår er det ”kapitulation”? Hvornår er det nationale sammenhold truet?