Ad

De ”ucivile samfund” i Ukraine og Rusland

Illustrationsfoto: Facebook

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Rusland: I takt med populismen og de voksende problemer for det liberale demokrati, er der naturligt nok mere fokus på de ”ucivile” samfund. Det gælder både i Vesten, Trump, Brexit, de ”gule veste” etc., som i Asien, fx Hongkong. De ”ucivile” samfund sætter også deres præg på Ukraine og Rusland. Emnet behandles i det tyske ”Ukrainen-analysen” (december udgaven 2019). For både Ukraine og Rusland gælder, at ekstreme nationalistiske grupper ikke har haft held ved parlamentsvalg og præsidentvalg. Alligevel har de opnået en ikke uvæsentlig politisk indflydelse. 

I Ukraine oplevede vi i 2012-14 en kort men ganske stor vælgeropbakning til det nationalistiske parti ”Svoboda” (”Frihed”), mellem 12 og 14 pct. i vælgeropbakning. Det var i den periode, Janukovitj var præsident og hans parti, Regionernes Parti havde regeringsmagt. I forbindelse med Maidan fik vi ”Højre Sektor” og senere ”Nationalkorpset”. ”Svoboda” tog del i den første post-Maidan regering og stemte for associeringsaftalen med EU, endda enstemmigt. Derefter faldt vælgeropbakningen.

I marts 2017 afholdt ”Svoboda”, ”Nationalkorpset” og ”Højre Sektor” en fælles kongres og udsendte her et fælles nationalt manifest. Samarbejde var eneste mulighed for at passere spærregrænsen ved parlamentsvalg. Ud fra ”Nationalkorpset” opstod den semifrivillige bataljon gruppe under navnet ”Azov”, der deltager i Nationalgarden under indenrigsministeriet. Det var veteraner og sympatisører med ”Azov”, der i sin tid, i oktober 2016 oprettede ”Nationalkorpset” med Andrij Bilezkyi som leder.

Ganske som ”Azov” har ”Højre Sektor” taget aktivt del i kampene i det østlige Ukraine i form af frivilligbataljoner. Bilezki og Jarosch (”Højre Sektors” leder) blev ligefrem krigshelte, Jarosch blev såret under kampene. Ved parlamentsvalget i juli 2019 optrådte ”Højre Sektor”, ”Nationalkorpset” og Jarosch’ nye gruppe ”Statsinitiativet” i fællesskab, men uden at klare spærregrænsen.

Som ved tidligere valg var eneste chance at vinde mandater i enkeltmandskredse. Dertil kommer politisk repræsentation på lokalt plan. Ved præsidentvalget i 2019 fik kandidater fra det yderste højre alle under 2 pct. af stemmerne. Den ringe vælgeropbakning ved valgene er dog ikke ensbetydende med, at de ”ucivile samfund” er uden politisk indflydelse. De er særdeles aktive, når det gælder fx veteran- og opdragelsesprogrammer, kultur- historiepolitik og i forbindelse protestdemonstrationer, også i miljøsager.

”Azov” har sit helt eget ”borgerværn”, god adgang til våben og derudover kontakter til højregrupper i udlandet. Så de statslige myndigheder, herunder politiet har et problem. Repræsentanter fra det yderste højre har også evnet at påvirke ”mainstream” partierne i en mere nationalistisk retning, hvilket er set i forbindelse med parlaments- og præsidentvalg, ja sågar opnået indflydelse via stillinger i administrationen. Andreas Umland skriver, at Jevhen Karas fra den neonazistiske gruppe var medlem af den ukrainske delegation ved en økumenisk højtidelighed i Konstantinopel; han var ikke eneste eksempel. 

Yderliggående nationalistiske grupper er ikke talstærke i Rusland, og ganske som i Ukraine er opbakningen lav ved valgene. Men de agerer på mange områder selvstændigt og volder derfor også her problemer for myndighederne. Opbakningen i befolkningen er heller ikke her ubetydelig, det uanset dårlige valgresultater.

Det nationalistiske ”ucivile samfund”, skriver Nikolaj Mitrokin, finder vi især blandt krigsveteraner, inden for politiet, blandt grupper af kosakker, hooligans, religiøse aktivister og folk med tilknytning til den kriminelle underverden, herunder i de private vagtfirmaer. Som de yderliggående nationalistiske grupper i Ukraine har også russiske nationalister, fx grupper af kosakker, været aktive i krigen på Krim og i Østukraine.

I Rusland selv har nationalister infiltreret efterretningstjenesterne, fx oprettet kampgrupper i efterretningstjenesten FSP, udøvet bombeterror og to gange beskudt den amerikanske ambassade. Som i Ukraine har yderliggående militante grupper haft let adgang til våben og sprængstoffer.

Spørgsmålet i 2014, året for annekteringen af Krim, var, om militante grupper og enkeltpersoner, fx den navnkundige Igor Girkin, ville kunne opnå stor politisk indflydelse og måske true Vladimir Putin. Det projekt blev ikke til noget.

Den største indflydelse har nationalister haft inden for partiet ”Rodina” (”Fædrelandet”). Som sagt, de militante grupper myndighederne problemer, men det er lykkes at få marginaliseret Girkin og folkene omkring ham. I takt med den ny ”kolde krig” med Vesten bruger myndighederne selv nationalistisk retorik. Generelt, skriver Mitrokin, fremstår yderliggående nationalistiske grupper splittet, hvilket er set i forbindelse med nationale parader. Flere har kun haft omkring 600 deltagere.