Ad

DDR i minder: Ting og skuffer

Det ene af mine skuffeskabe Foto: Annette Herzog

Det ene af mine skuffeskabe Foto: Annette Herzog

Af Annette Herzog

Annette H.Jeg har ting, der bærer minder. Er det værd at nævne to aluminiumslamper, en lille rød og en større lysegul en? Det var som at finde en skat i DDR, når man tilfældigvis kom i det rette øjeblik og fik fat i den slags varer, der egentlig gik til eksport. Ingen af os havde telefon derhjemme, og den slags nyheder kunne kun spredes personligt. Jeg skyndte mig hen til børnehaven, hvor min veninde Stüwi arbejdede som pædagog: I lampeforretningen ved Luxemburgplatz har de lamper, der ligner IKEA-lamper.

En anden gang fortalte hun mig, at de solgte hvidt stentøjsservice, det gjaldt om at skynde sig. Kopper og tallerkener med en smagsfuld blå kant. Dengang ville jeg aldrig have troet, at de engang ville komme til at stå i et lille, rødt hus i Sverige, hvor de faktisk står lige nu …

Også mine elskede skuffeskabe bærer minder. Ingen ville komme i tanke om, at de kommer fra en DDR-produktionsvirksomhed, men når man åbner dem, kan man stadigvæk læse betegnelsen af de elektroniske byggedele, der engang lå i de små skuffer.

Skuffeskabene købte jeg et år efter, at Muren var faldet. Mange DDR-virksomheder var allerede ved at blive lukket, de kunne ikke klare sig i det nye økonomiske system. Tilbage blev ikke kun arbejdsløse folk, men også de tomme lokaler. Og inventaret.

Det var en af forældrene i Østberlins første private børnehave, Kinderladen Pusteblume, som vi lige havde stampet op af jorden, der fortalte mig om skuffeskabene. De kostede symbolske 80 Mark, og det eneste problem var, at de skulle hentes med det samme fra den lille elektronikvirksomhed, der lå i en baggård i Berlin Mitte. Jeg fik overtalt en af børnenes fædre, der ejede en Barkas, DDR’s varevogn. Der var plads til to skabe i bilen.

Jeg husker, hvor trist det var at se den nedlagte virksomhed. Jeg husker de mange tomme skabe, hans opgivende ansigt og mit ubehag, da jeg overtalte ham til at køre to gange til. Han ville ikke have penge for det. Vi var ikke engang venner, og i dag ville jeg ikke genkende ham, hvis jeg mødte ham på gaden. Men næsten hver gang, jeg åbner en skuffe, sender jeg en taknemmelig tanke til ham og hans venlighed. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle ham det.

Min formodning var rigtig: De to bliklamper var fra IKEA. Da jeg så min første IKEA-katalog efter murens fald, fandt jeg de samme lamper i det, som vi havde hængende i vores lejlighed i Østberlin, og som vi tog med til København. De kan stadigvæk købes. De koster ikke meget, men i mange år har de haft mere værdi for mig end den dyreste PH-lampe.

Den lille røde blev for nylig kasseret. Min nye lejer fjernede den fra loftet i køkkenet for at hænge sin egen lampe op. Skal den smides ud? spurgte han og holdt den snavsede lampe i hånden. Hans måde at spørge på og synet af det tykke lag fedt på lampeskærmen gjorde det for svært at svare nej. Nogle gange skal man også skille sig af med gamle ting. Væk med al sentimentalitet.

Ja, bare smid den ud, svarede jeg.

Hvilket jeg nu fortryder.

Kommentarer