Murens fald: En dåse Coca Cola og en Cornetto-is

Det østtyske politi ved officiel åbning af Brandenburger Tor den 22. december 1989 Foto: SSGT F. Lee Corkran

Det østtyske politi ved officiel åbning af Brandenburger Tor den 22. december 1989 Foto: SSGT F. Lee Corkran

Af Annette Herzog

Annette H.Klokken var omtrent halv ti om aftenen. Vi havde lige kæmpet vores børn i sengen: vores tvillinger på 7 år, vores søn på 1 ½ år og vores nyfødte datter på 2 måneder – endelig lå de og sov. Vi, to unge forældre og to af vores venner, satte os i stuen i vores lejlighed på Kollwitzplatz i Prenzlauer Berg, Berlin, og tændte for de vesttyske TV-nyheder. I de seneste uger havde de været langt mere spændende end før. Der lå forandring i luften. Noget var ved at ske.
Det boblede i samfundet som i den store glasballon på kakkelovnen i vores stue, hvor hyldesaft og gær blev til vin. Siden Sovjetunionen havde fået den reformvillige Gorbatjov som præsident, var der opstået et håb om forandring også i DDR. Med Gorbatjovs indforståelse havde Ungarn åbnet sine grænser mod vesten. Og siden Ungarn hørte med til Østblokken, siden vi fra DDR altså måtte rejse til Ungarn, var denne grænse pludselig blevet til et første hul i den mur, der i snart 30 år havde adskilt Vesttyskland fra Østtyskland – Vesteuropa fra Østeuropa, det kapitalistiske samfundssystem fra det socialistiske, de to sider i den kolde krig.

Handlingslammet og rådvild så vores regering til, hvordan stadig flere DDR-borgere, 50.000 indtil videre, benyttede sig af dette smuthul og stak af til Østrig og videre til Vesttyskland. Fem tusind andre var klatret over det tre meter høje hegn ind til den Vesttyske Ambassade i Prag og havde forvandlet den til en flygtningelejr, indtil de var blevet sendt til Vesttyskland i et tog. Opmuntret af deres held fulgte flere …. DDR’s regering havde reageret desperat med at genindføre visumpligt til Tjekkoslovakiet for at stoppe flygtningestrømmen ud af landet.

Det kogte i befolkningen. Vi ville demokrati. Ikke DDR’s version af den, men ægte demokrati, vi var trætte af at blive fodret med løgne. Demonstrationerne i Leipzig og Berlin var blev større og større. Nye protestbevægelser skød op af jorden og havde navne som Neues Forum og Demokratie jetzt. Ulovligt producerede publikationer fortalte om politiets vold, der hvor de havde anholdt demonstranter. Var det virkelig vores politi? Vores ven og hjælper, som vi havde lært det i skolen?

DDR var blevet til en trykluftskedel. Noget var ved at ske, og det store spørgsmål var, hvordan Sovjetunionen ville reagere. Ville de sende pansere og soldater for at undertrykke oprøret i befolkningen med vold, som de havde gjort før? Minderne om den blodige massakre i det socialistiske Kina, hvor regeringens pansere var rullet hen over oprørske studerende på Pekings Himmelske Plads, var helt friske i vores erindring. Hvor langt ville vores regering gå?

Alligevel havde vi på ingen måde regnet med, hvad vi så, da vi tændte for ARD. Nyheden slog ind som en bombe. Målløse nyhedsreportere stod ved muren og kunne selv ikke tro på, hvad de berettede om. Grænseovergangen Oderberger Straße var åbenbart blevet åbnet. De forvirrede grænsevogtere i arméuniform lod folk passere, og glade, forvirrede Østberlinere stod pludselig i Vestberlin – de fleste af dem for første gang i deres liv. Alle var rystede, ingen så ud til at fatte, hvad der skete. Folk fra begge sider strømmede til.

Mennesker, der ikke kendte hinanden, faldt hinanden i armene. Var det en fejl? En ordre ovenfra? Fra hvem? Hvem havde sagt, at muren skulle åbnes? Nyhederne skiftede til en pressekonference med formanden for DDR’s ledende parti, SED, Günter Schabovski, lidt tidligere samme aften.

Han var blevet spurgt om de nye rejsebestemmelser, regeringen havde drøftet for at dæmpe oprøret i den utilfredse befolkning, som ikke kun krævede demokrati, men også frihed. Friheden til at rejse til Vesten frem for alt, som indtil da var forbeholdt pensionister og enkelte borgere i særlige anliggender.

Det første udkast var blevet afvist af den oprørske befolkning, som pludselig følte, at den havde magt. Det reviderede forslag lovede muligheden for at få et visum til privatrejser også uden særlige anliggender og uden ventetider. ”Og fra hvornår gælder det?” var Schabowski blevet spurgt på pressekonferencen. Vi så ham se forvirret på sin seddel, som ikke var til nogen hjælp. ”Fra nu af, med det samme – går jeg ud fra,” sagde han og prøvede at skjule sin egen usikkerhed. En fejl helt åbenlyst, et uovervejet svar, men fra dette øjeblik var et run på muren sat ind …

Grænseovergangen Oderberger Straße var den første, der var blevet åbnet under den fremstormende befolknings pres. Menneskene gjorde krav på den ret, Schabowski lige havde stillet dem i udsigt, og de desperate grænsevogtere havde givet efter. Eller hvad? Havde nogen sagt til dem, at de skulle åbne grænsen? Eller havde de bare gjort det af sig selv? Heller ikke ARD’s reportere kunne med sikkerhed forklare, hvordan det var sket …

Grænseovergangen Oderberger Straße lå ikke mere end en kilometer fra vores lejlighed.Vi så på hinanden. Én eneste gang Vestberlin. Én eneste gang over til den anden side af muren. Vi var sikre på, at den ville blive lukket igen, og allerede i morgen kunne det være for sent. Men hvad med vores sovende børn?

Nu, mange år senere, skammer jeg mig lidt for hvad vi gjorde. Det er svært at forklare til vores børn, som delvist selv er forældre nu, hvordan vi kunne efterlade dem alene. Det eneste svar er: Det, der skete denne nat, var så stor, at vi ikke kunne lade være. Eller omvendt: Det, at vi gjorde det, viser, hvor stort det var. Vi gav efter for fristelsen. Der var ikke tid til at tænke sig om. Det her var en one-time-chance for at se muren fra den anden side, og vi løb hen til Oderberger Straße sammen med tusinde andre. Børnene var først lige faldet i søvn, beroligede vi os selv med, og normalt sov de trygt igennem.

Resten er et virvar af billeder og indtryk: Nat og novembermørke. At være en del af så mange, der har det samme mål. En familie, der kommer løbende med kufferter. Det grelle, hvide lys ved grænseovergangen. Pludselig at stå ovre på den anden side af muren. Trabanterne med råbende og leende folk på taget kæmper sig i skridttempo gennem menneskemasserne og bliver hilst velkommen på den anden side af muren. Mennesker, der jubler, mennesker, der græder af glæde.

Men vi skal videre, vi skal se Vestberlin. Vi løber gennem ukendte gader, aner ikke, hvor vi er, men overalt er der glade mennesker på opdagelse ligesom os. Der er fest i Berlin. Vi møder østtysk familie, også de er stukket af fra deres børn. Det trøster mig, fordi min uro vokser. Det beroliger mig lidt at slå følge med nogle, vi kender, i denne fremmede verden, i denne sindssyge nat. Vi kører med den vesttyske metro. Jeg er bange for kontrollører, fordi vi har ingen billet. Stationerne har navne, som jeg aldrig har hørt. Hvor er vi? Børnene sover nok, hvorfor skulle de ikke sove? Men måske er det på tide, at vi vender om. Jeg insisterer på at vende om, før de lukker hullet igen.

Foto: Catasa

Foto: Catasa

Vi går tilbage i retning af muren. Min mand R. har nogle få Vestmark i lommen. Jeg synes, det er dumt at ofre de dyrebare valuta på noget så banalt som mad. Men jeg holder op med at protestere, da jeg smager på min første Döner. Jeg kan ikke huske, at han også købte to dåser Coca Cola og to Cornetto-is. Erindringen er en upålidelig størrelse. Men da jeg spurgte vores tvillinger for ikke så længe siden, hvad de kunne huske af denne tid, sagde de: ”I vækkede os midt om natten og fortalte, at I lige havde været i Vestberlin. Vi sagde nej, det kan ikke passe. Men som bevis gav I os en dåse Cola Cola og en Cornetto-is.”

De små børn sov trygt og roligt, ingenting var sket. Lige bortset fra, at muren var faldet.

Fra den nat fandtes der tiden før og efter.

Annette Herzog (f. 1960) er født og opvokset i en landsby syd for Berlin i DDR. Mere ved et tilfælde end fordi hun selv havde ønsket det, læste hun dansk (og engelsk) på E.M.A.-Universitet i Greifswald. Bagefter og frem til murens fald arbejdede hun som tolk og oversætter i Østberlin, hvor hun slog sig ned sammen med sin mand og deres fire børn. Det er 30 år, siden Muren faldt, og 28 år, siden Annette Herzog flyttede til København sammen med sin familie. Annette Herzog arbejder nu som forfatter af børne- og ungdomsbøger.

Annette Herzogs historier er blevet bragt på Mr. East første gang i 2014.

Share This